Disney-filmen ‘Encanto’ er eventyrligt animeret candyfloss
Biografanmeldelse: Der diskes op med et eventyrligt animeret univers, når den nyeste animationsfilm fra Disney både danser og synger sig igennem sin magiske fortælling om bl.a. familie, venskab og sammenhold. Desværre foldes filmens opbyggelige og universelle pointer ret så ufarligt ud, mens tematikkerne bankes fast med syvtommer søm. Det ser dog bestemt flot ud.
Man følger i de eventyrlige og farverige eskapader den ekstraordinære familien Madrigal i de colombianske bjerge og den smukke natur. Den store familie bor her i et magisk hus med sit eget liv, hvor de forskellige familiemedlemmer alle besidder en unik evne. Fra superstyrke og superhørelse til healende madlavning. De er alle som helt unge nemlig blevet tildelt hver af deres særlige evner ved en fortryllet ceremoni.
Sådan en ceremoni har pigen Mirabel også været centrum for, dog med det skuffende udfald, at hun ikke via sin magiske dør blev tildelt en evne. Hun er på sin vis det sorte får i familien, hvor hun da også føler sig en smule udenfor. Da Mirabel imidlertid på forunderlig vis opdager, at den magi, der er familiens styrke, er ved at forsvinde, må hun på en rejse for at finde ud af hvorfor.
En både indre og ydre rejse for Mirabel, hvor hun altså må forsøge at redde familiens magi, der hjælper hele byen. En i udgangspunktet sympatisk underdog-fortælling om at finde sig selv og sin plads i verden. At finde ens egen unikke stemme og særlige talent. Desværre leveres historien noget glat. Jeg savner flere plotmæssige modhager, inden det hele kan ende lykkeligt.
Dem er det desværre småt med, hvorfor rejsen mod den store finale forbliver noget fersk, ufarlig og småkedelig. Ja, filmen er lidt som en omgang candyfloss: Forførende farverig, men også hurtigt glemt. ’Encanto’ er nemlig flot at se på. Her er liv i hvert et billede, hvor detaljerigdommen imponerer og rækken af karakterer i baggrunden alle har et fint og morsomt liv.
Bl.a. er det levende familiehus – der kommunikerer med klappende vinduer og vippende teglsten – et sjovt bekendtskab. Her er altså meget at se på og lade sig underholde af, mens også rækken af musikalske indslag er veloplagt bragt til live med dynamik og animeret schwung for fuld skrue. Det er bare ikke nok at se flot ud og have en charmerende Mirabel i front, når spændingskurven aldrig rigtig bliver spændt.
’Encanto’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Encanto’ har biografpremiere den 25. november.