‘Shiva Baby’ er et yderst veloplagt komediedrama i familiens skød

/i , /af

Biografanmeldelse: Familiesammenkomster kan være lidt af en prøvelse. Familiemedlemmer, man ikke er helt sikre på, hvem er samt fjerne slægtninge, lidt for nysgerrige tanter og onkler, skrigende babyer og alle de andre. I det yderst veloplagte komediedrama ’Shiva Baby’ er det endnu værre. For den helt store sammenkomst sker i forbindelse med en begravelse – og så stikker det helt af.

I midten af det hele finder man den studerende Danielle, som langt fra gider at deltage, men bliver nødt til det grundet forældre og familie. Det hele var måske nok gået nogenlunde udramatisk, hvis det da ikke lige havde været for, at Danielles hemmelige sugar daddy dukker op – og det med overraskende selskab af både hustru og deres lille baby. Hvordan klarer hun mon lige hele den kaotiske situation?

Nej, det går bestemt ikke stille for sig, når sladren sitrer uafbrudt på kryds og tværs af de mange gæster til gravøllet. Bl.a. konkurrerer forældrene på skift om hvem, der har det mest succesfulde barn, hvor naturligvis også Danielle krydsforhøres om, hvordan det går med alt fra arbejde og fremtidsplaner til studiet og kæreste. Det går hende bare ikke videre godt, hvorfor hun gør brug af både halve og hele løgne.

Det er både virkelig vittigt og medrivende morsomt at være vidne til Danielles farlige dans på sandhedens fine linje, men også en helt familieklaustrofobisk filmoplevelse, hvor jeg i det store og brogede selskab kan mærke den insisterende intensitet og ubehageligt omklamrende stemning, der hektisk tager sit faste greb i Danielle. Komik og drama i skøn og forførende forening.

Filmens spilletid på små 1 time og 18 minutter er ganske velafstemt i forhold til den historie, instruktør og manuskriptforfatter Emma Seligman vil fortælle med sin spillefilmsdebut. For det er ganske vist en måske nok lille historie, men den fortælles med fin sans for både det absurde og sorthumoristiske, mens det er en fornøjelse at se de mange medvirkende folde sig ud med galoperende ping pong.

Rachel Sennott har den ubetingede hovedrolle og ejer filmen med nærvær og nerve samt sårbarhed og styrke som Danielle. Hun er engagerende at følge på bølgende grund i samspil med forældre, sugar daddy og rækken af nysgerrige gæster. ’Shiva Baby’ er kort sagt et veldrejet og stramt fortalt lille komediedrama i medrivende samspil mellem karakterer, manuskript og dynamisk kameraarbejde.

’Shiva Baby’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Shiva Baby’ har biografpremiere den 7. oktober.

BOOM! ‘Nobody’ leverer blodige tæsk og sortkomiske knoglebrud

/i /af

Action på 4K Ultra HD: Der er nu ikke noget så herligt som et benbrækkende godt slagsmål på film. Det er præcis, hvad den blodige øretæve ’Nobody’ leverer i hobetal, når først den passive tøffelhelt af en familiefar Hutch ser rødt. Hverdagens kedelige trummerum kører ellers i hamsterhjulsring for Hutch og familien, hvor forholdet til hustruen Becca er så slapt som en våd bananskræl.

Men en nat, da familien udsættes for et groft hjemmerøveri, tændes der et nyt liv i den ellers grå farmand. Starten på en ny livsindstilling tager således form i takt med, at Hutch deler øretæver ud på blodknusende vis, mens hævnen ulmer i familiefarens knyttede næver jo længere ind i den kriminelle underverden, han kommer i jagten på brutal forløsning.

Ja, historien er klichéfuld og set et hav af gange før. En mand ser rødt og søger hævn. Det er sådan cirka afsættet for den yderst medrivende og benbrækkende actionfilm. Humoren er desuden også knogleknusende sjovt på banen, hvor bl.a. Hutch med deadpan-mimik og et underspillet smil på læben står i komisk kontrast til de i den grad eksplicitte tæv, han deler ud af.

Ja, jeg smider forsvarsløst logikken overbord i det tiltagende actionridt, der smyger sig intenst afsted fra den ene håndsmadrende og tandforslåede slåskamp til den næste. Bl.a. står et slagsmål udført i en trang bus’ indre stærkt frem. Her spiller lydsiden også en betydningsfuld del af scenens energiske og engagerende hele. Filmmusikken slukkes nemlig, så kun lydene af knoglebrud og knyttede næver mod kæber høres. Et effektivt eksekveret greb. Av for pokker!

I rollen som den passive familiefars forvandling til rasende hævner, finder man Bob Odenkirk, der fint portrætterer både blødsødenhed, men i høj grad også den aggressive stålvilje, som indtager ham. Han er – som filmen i øvrigt – et stærkt bekendtskab. At skurkegalleriet så er generisk og fortællingen set før ødelægger heldigvis ikke min oplevelse med filmens hårdt potente øretæver.

Det er kort fortalt de kraftfulde action-eskapader, der er filmens helt store stjerne – og den skinner klart. Blodigt og brutalt! Instruktør Ilya Naishuller lykkedes i den grad med virile kampe, der fint fortælles med tungen lige i munden og en veloplagt sort humor som underlag. En herlig forening i en film, der ligeledes er skåret skarpt ind til benet med en spilletid på halvanden times effektive minutter. BOOM!

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen står både dejlig farvemættet og detaljerigt på det skønne 4K Ultra HD-format, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. med en række featurretter ser nærmere på filmens knadhårde action, mens der også er kommentarspor at finde på udgivelsen, hvor filmen desuden også følger med på Blu-ray.

‘Nobody’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. oktober.

Det overnaturlige gys ‘The Unholy’ er en slap omgang slatne chok

/i /af

Gys på Bluray: Det er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, der udkæmpes i det religiøse gys ’The Unholy’. Det er også de klassiske gysertricks i skuffen, der her hives frem i tomgang – rækken af billige gysertricks. Desværre. Der skrues nemlig gyset igennem bl.a. op for slatne chok og ikke mindst forcerede jump scares. Desværre gav ingen af delene mig nævneværdige gib i kroppen.

Det er en skam, at gyset ikke tør tro på og bero mere på fortællingens ellers iboende uhygge og religiøst gysende tvetydighed. Filmen handler nemlig om den unge kvinde Alice, der øjensynligt får besøg af den hellige Jomfru Maria. Efterfølgende bliver hun på utrolig vis i stand til at udføre mirakler og helbrede de syge. Dette tiltrækker snart stor opmærksom fra den omkringliggende verden til Alice og hendes lille by.

Fra starten har den afdankede journalist Gerry fulgt begivenhederne på tæt hold, da han var i byen for at skrive en anden historie, der dog snart kom til at stå i skyggen af Alice og miraklerne. Nu har han således fået mulighed for på nærmeste hold at stille de vigtige spørgsmål og fortælle den utrolige historie til verden. Han begynder dog snart at se, at der måske ulmer noget skræmmende ondt i skyggerne.

For måske det ikke er den gode Jomfru Maria, der stråler fra himlen, men noget ondt? Det er netop i krydsfeltet mellem det gode og det onde, at filmens religiøse gys udspiller dig. Det med Alice som sart katalysator. Hun spilles med ganske fin lethed og uskyldsrent nærvær Cricket Brown, uden dog helt at brænde igennem. Men her spænder bl.a. det klodsede manuskript og de billige gysertricks også ben.

Overfor den mirakeludøvende Alice finder man netop Gerry. En journalist, der for år siden havde stor succes. Nu triller han rundt i sin bil med en sprutflaske på passagersædet og må hustle sig til en god pris for sine små historier. Med historien om Alice øjner han igen at kunne få den succes og berømmelse, han higer efter. Det er altså bl.a. også i samspillet mellem Alice og Gerry, at den dramatiske nerve skal findes.

Der opstår dog ikke videre medrivende dramatisk nerve mellem de to, hvor et ellers umage og fint forhold kunne have spiret. Skeptikeren, der møder miraklet. Jeffrey Dean Morgan har dog ok tilstedeværelse og tilpas med charme som Gerry til, at jeg fint både kan holde af og med ham. Jeg bliver bare aldrig revet med af karaktererne og da slet ikke af det forjagede og klichéfulde gys, der skærer alt ud i grimt og larmende pap og bøjede neonrør af klodset manuskriptskrivning. Øv.

’The Unholy’ udkommer på dvd og Blu-ray den 25. oktober.

BLODIG WEEKEND 2021: En voldssprøjtende grum festivalsafslutning

/i , , /af

Blodig Weekend 2021: Årets grumme udgave af den gysende filmfestival Blodig Weekend nåede søndag sin ende i skønne Empire Bio på Nørrebro. Det er altid noget hø, når den sidste dag på skrækfestivalen når sin ende, således også i år. Men med lovning om at vende tilbage i 2022, må jeg lige pakke mine snøfteservietter væk og blot vente på at kunne sætte et nyt og blodigt kryds i kalenderen til næste år.

Men nok om blodsnot og slimet gråd. For denne søndag var der tre spillefilm og en enkelt kortfilm på finaledagens program. Heraf endnu et ubehageligt højdepunkt ud af de film, jeg nåede at se i år. Mere om det senere. Første visning nåede nemlig for mig ikke helt op at ringe på den frygtindgydende klinge. Mindre kan også gøre det. For med en ganske spændende historie, var der bestemt noget at komme efter i ’The Kindred’.

Fortidens hemmeligheder hjemsøger ‘The Kindred’

Vi møder i filmens intense åbningsscene en panikslagen kvinde, der ser sin far falde i døden for fødderne af hende. Hun ender i koma og vågner først et års tid efter op. Nu må hun forsøge at stykke sine vage minder sammen i håbet om at finde frem til sandheden bag sin indlæggelse og farens selvmord. Det bliver starten på en langsomt snigende historie, der byder på fortidens spøgelser og andre gysende hemmeligheder.

Jeg blev ganske vist ikke som sådan grebet følelsesmæssigt, men historien havde sine fint tænkte øjeblikke og plotmæssige overraskelser, der på trods af filmens – for mig – lidt for slæbende tempo, endte med at gøre ’The Kindred’ til en helt ok åbner denne gysende søndag. Det var så lige det der filmiske højdepunkt på sidstedagen. Det kom med anden visning i form af rape-and-revenge-mavepusteren ‘Violation’.

Ubehaget tager kun til i den ubehagelige ‘Violation’

Den grumme fortælling om en kvindes hævn over sin voldtægtsmand blev fortalt med sikker hånd om at sætte en intens knude af gru i maven på mig. Fortalt i forskudt tid foldes den ubehagelige historie om overgreb, lyster og blodig hævn nemlig på intens vis ud. For med krads krydsklipning mellem to vennepars weekendtur samt den fatale voldtægt og heraf affødte hævn, gav mig et dynamisk ubehag.

Desuden blev det hele fortalt med en dragende billedside af bl.a. berusende natur, intense nærbilleder og ikke mindst ubehagelige scener, hvor der ikke blev kigget væk, selv når det gjorde mest ondt. En voldsom mavepuster, der blev indledt af en ganske fin introduktion ved forfatter og gyserfan Helene Hindberg, der bl.a. kiggede på den ubehagelige voldtægtsgenre gennem tiden og dens implicerede problematikker.

Der gemmer sig monstre i spejlene i kortfilmen ‘In the Mirrors’

Desværre kunne dagens sidste film ikke holde niveau. Først den otte minutter lange spejlgyser ’In the Mirrors’, hvor grumme monstre kun kunne ses i spejles refleksion. Et fint koncept og stramt fortalt, dog ikke rigtigt uhyggelig. Men en fin appetizer inden hovedretten, der blev serveret af instruktørparret Julien Maury og Alexandre Bustillo, der bl.a. står bag den mesterligt intense og rædselsvækkende blodige ’Inside’.

Med undervandsgyset ’The Deep House’ nåede de dog ikke ovenstående titel til sokkeholderne. Der var ellers lagt op til et klaustrofobisk bekendtskab, da man her følger et par, der dykker efter et hemmeligt hus langt under vandoverfladen for at kunne forevige det på film. Det øde hus viser sig naturligvis at huse andet end blot uskyldige fisk… og snart er nedtællingen på parrets iltration sat i gang.

Der dykkes dybt efter gyset i ‘The Deep House’

Desværre lykkedes det ikke de to franskmænd at hive mig gispende med ned i dybet. Det hjalp den kaotiske klipning ikke på, mens historien heller ikke havde nok at byde på i hverken karakterportrætterne eller overraskelser. Uhyggen udeblev, selvom et par jump scares dog virkede langt bedre på andre af salens gæster end på mig. Jeg endte desværre med at sidde tilbage som en lidt slatten fladfisk.

Selvom den sidste film på Blodig Weekend for mit vedkommende ikke var et gysende grumt bekendtskab, har det atter været en fornøjelse at kunne mæske sig i den ene gyserfilm efter den anden. De film jeg så har i hvert fald vist en genre, der i den grad lever og leverer et alsidigt udbud af fortællinger. Fra spøgelsesgys og komiske blodsudgydelser til ubehagelige voldshistorier og rent vanvid.

Vi ses på Blodig Weekend i 2022. Indtil da finder du festivalen på Facebook her og på deres hjemmeside her.

BLODIG WEEKEND 2021: Årets gyserfilmsfestival for fuld blodrus!

/i , , /af

Blodig Weekend 2021: Så for satan! Hvor er det aldeles gruopvækkende lækkert at være tilbage på den københavnske filmfestival Blodig Weekend, der sætter filmisk fokus på den alsidige gysergenre. For efter et år, hvor de blodige herligheder måtte aflyses grundet Corona, er gruen tilbage for fuld blodrus i Empire Bio på Nørrebro.

Lørdagen stod for mig i skrækkens tegn i hele 12 blodflænsende timer. Herligt! Dørene blev nemlig sparket brutalt ind denne lørdag kl. 12:00, hvor det obligatoriske Collectors Market bød velkommen til de gruglade gæster med en række forskellige stande, der bød på alverdens gys- og genrefilms-orienterede sager.

Der var nok af labre sager at forelske sig i og kaste penge efter på årets marked

Fra bl.a. sjaskede film på både VHS, dvd og Blu-ray, videre til spruttende filmplakater og blodige bøger med mere. Der var i den grad rift om sagerne, da startskuddet lød ved middagstid, hvor vi mange grufans således stimlede sammen på markedet.

Jeg var naturligvis blandt de blodtørstige samlere, der som sultne zombier kastede sig over de mange film, hvor jeg fik kløerne i bl.a. to skønne titler på Blu-ray, nemlig franske Georges Franjus mesterlige ’Les yeux sans visage’ fra 1960. Et sælsomt sort/hvid-gys med melankolsk og tragisk klangbund. Jeg glæder mig til et gensyn. Det samme gælder for den danske pornogyser ’Dværgen’ fra 1973 på en fræk amerikansk Blu-ray.

Årets blodige marked bød bl.a. også på film i rækkevis!

Lørdagens første film åbnede på brutal vis filmballet kl. 15:00 med ’Coming Home in the Dark’. Der var inden da således god tid til at snakke gys med både venner og andre skrækfans samt savle over hinandens nyindkøbte sager. En for mig vigtig del af Blodig Weekend er udover filmene og markedet nemlig også det at kunne nørde grusomt igennem med andre af festivalens grumme gæster.

Men tilbage til ’Coming Home in the Dark’. Det var en gritty omgang vold, hvor en stakkels familie får uventet selskab på en tur langt ude i naturen. For to mænd med et skarpladt jagtgevær gør nemlig snart den ellers idylliske familietur til et sandt helvede. Ikke just en opfindsom film, men dog en brutalt skåret omgang klassisk familie-med-psykopater-på-nakken-i-naturen. Intet mere, intet mindre, men lige tilpas og en dejlig rå start på lørdagens visninger.

Et styk morderisk psykopat i ’Coming Home in the Dark’

Et super nyt tiltag er i år, at der før flere af visningerne vises en grum kortfilm. Det gjorde sig gældende for lørdagens tre øvrige film. Først med den mystiske og ok urovækkende danske ’Det er i jorden’, hvor en far har gang i et underligt graveprojekt i baghaven. En fin opvarmning til hovedretten, der skulle vise sig at være den for mig bedste filmoplevelse indtil videre i år, nemlig den uknaldede og syrefulde tyske ’Dawn Breaks Behind the Eyes’.

Her ankommer man til et kringelkroget og smukt slot, hvor virkeligheden blandes drømmelogisk med mareridt, mens fortællingen både tog herlige krumspring og røven på mig. En visuel hyldest til bl.a. 60’erne og 70’ernes farverige film, men med et nutidigt touch, der ikke gjorde filmen til en flad pastiche, men en smuk og syret oplevelse i egen ret. Bl.a. var filmens instruktør og medforfatter Kevin Kopacka til stede til en interessant Q&A efter filmen. Det er altid fedt med gæster.

Der var knald på både syre og skønhed i ’Dawn Breaks Behind the Eyes’

Hvis du har gået hele livet og savnet et klamt bussemandsgys, så gik du ikke forgæves i går, hvor den ækle og morsomme kortfilm ’Flick’ blev vist før bonderøvs-gyset ’Honeydew’. Her møder man nemlig en ung mand, der får gravet en slimet klat ud af næsen, der dog nægter at give slip på hans finger. Herfra starter vanviddet og bussemandens klamme greb om vores stakkels hovedrolles finger. Så dumt, så skønt!

Efterfølgende blev det fortællermæssige tempo sat noget ned med den klamme og stemningstunge ’Honeydew’, hvor man følger et kærestepar på en landlig tur og deres yderst uheldige møde med en tilsyneladende sød ældre dame. Hun er dog langt fra uskylden selv. Gisp!

Bondrøvesgyset ‘Honeydew’ bød på en gammel dame, du ikke vil være venner med

Snart er kæresteparret viklet ind i et levende mareridt, hvor instruktør Devereux Milburn burde have dræbt en del darlings, da fortællingen ikke kunne bære sin spilletid uden at miste pusten, mens historien ender med at gå i ring. Det var en skam, da her bestemt var dejligt grumme idéer i spil. Desværre ender den olme film dog som en noget tungrøvet fornøjelse.

Så var der absolut mere medrivende smæk på underholdningen i de to efterfølgende vanvidsoplevelser i form af den finske kortfilm ’Night of the Living Dicks’ og ’Sweetie, You Won’t Believe It’ fra Kasakhstan. Ja, som titlen afslører, er der dillere på drilsk spil i den vanvittige finske film, hvor et par briller afslører, hvilke mænd, der bogstavelig talt er nogle idiotiske pikhoveder.

’Sweetie, You Won’t Believe It’ leverede sorthumoristisk vold for fuld skrue

For med herlig brug af praktiske effekter indfinder en lang række ækle mænd sig i fortællingen, hvor deres hoveder forvandles til rigtige pikhoveder. Skørt, skønt, sjovt og smukt filmet i forførende billeder i dragende sort/hvid. Sådan! Der blev efterfølgende skruet godt op for farveladen, men ikke ned for underholdningen med den sorthumoristiske og blodige komedie ’Sweetie, You Won’t Believe It’.

Her har en familiefar fået nok af sin gravide kones konstante skældud, så han stikker af på en fisketur med to venner. Turen bliver dog snart til en absurd kamp for overlevelse, da de tre mænd støder ind i en række dræberglade lokale vanvidspersoner. Den står således på det ene bizarre, blodige og groteske optrin efter det andet. En dejligt opløftende omgang komedie-vold at slutte lørdagen af med.

Nu glæder jeg mig til at kaste mig over den sidste dag på Blodig Weekend. Besøg festivalens site her.