Russisk tragedie er en brutal fortælling i den sort/hvide ‘Kammerater!’
Biografanmeldelse: Det er med dragende billeder i sort/hvid af fotograf Andrey Naydenov, at den både brutale og visuelt smukke ’Kammerater!’ tager sit dramatiske livtag i mig. Året er 1962 og vi befinder os i Sovjetunionen. Kommunismen har sit tag i befolkningen, hvor det en dag dog går helt galt ved en strejke i byen Novocherkassk. En fatal begivenhed, der er baseret på en grufuld sand historie.
På en lokal fabrik stables der nemlig en arbejdsstrejke på benene, hvor det ender med, at ordensmagten skyder med skarpt og dræber flere af demonstranterne. Massakren forsøges efterfølgende hemmeligholdt af staten. Bl.a. skal byens befolkning skrive under på, at de aldrig vil tale om den frygtelige hændelse, mens der også lægges ny asfalt for at skjule blodsporene efter de døde.
I centrum for fortællingen finder man Lyudmila, der er et betroet medlem af kommunistpartiet og lodret imod oppositionen. Dette forhold bliver der dog rykket ved, da hun er førstehåndsvidne til nedskydningerne, hvor de mange lig i al hemmelighed efterfølgende bliver kørt ud af byen og begravet. Lyudmila begynder nemlig at tvivle på det kommunistiske projekt i kølvandet på blodbadet.
Den russiske film fortælles på den måde gennem Lyudmilas øjne og sind, hvor jeg ikke kun gennem hende, men i høj grad også via en dragende miljøbeskrivelse bringes tilbage til Sovjetunionen anno 1962. Jeg får her et glimt af en fortid – også før tragedien indtræffer – hvor bl.a. madprisernes stigning er med til at puste til gløderne under utilfredsheden hos oppositionen.
Der er altså flere interessante og evigt relevante tematikker i spil. Centralt bl.a. hvor tro, man skal være overfor statsmagten kontra egne tanker. Denne splittelse er fint beskrevet gennem Lyudmila, der spilles nærværende og intenst af Yuliya Vysotskaya. Men på trods af tematikkerne og en stærk hovedrolle, griber filmen mig desværre ikke rigtigt om følelserne, men mere om en rationel indignation.
Jeg kommer aldrig helt ind, hvor det gør ondt i følelserne, men oplever meget filmen som ren observant. Det kan måske bl.a. tilskrives mangel på bedre portrætterede relationer, mens også kommunist-kritikken er lige firkantet nok. Filmen mister derfor også af og til sit greb i mig. Heldigvis holdes ’Kammerater!’ oppe af miljøbeskrivelsen, der for mig bliver filmens stærkeste kort sammen med scenerne fra massakren.
’Kammerater!’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Kammerater!” har biografpremiere den 15. juli.
