Herlige Nicolas Cage for fuld skrue i ‘Willy’s Wonderland’

Gyser-komedie på Blu-ray: Jeg kan uden skam og ironisk distance sige, at jeg knuselsker Nicolas Cage på film. Han er en skuespiller, der altid giver sig fuldt ud i de film, han medvirker i. Det uanset, hvor tvivlsom en produktion, der i øvrigt måtte være tale om. Ja, han er for mig den ultimative skuespiller, hvilket hans i den grad alsidige og lange CV vidner om.

Ifølge filmdatabasen IMDb står den 57-årige Nicolas Cage i hvert fald krediteret for lige på den anden side af 100 skuespillerpræstationer. Den imponerende liste tæller fabelagtige film som blandt andet ’Birdy’, ’Raising Arizona’, ’Moonstruck’, ’Vampire’s Kiss’, ’Wild at Heart’, ’Leaving Las Vegas’, ’The Rock’, ’Face/Off’, ’Con Air’, ’Snake Eyes, ’Adaptation’, ’National Treasure’, ’Kick-Ass’, ’Joe’, ’Mom and Dad’ og ’Mandy’.


Ja, Nicolas Cage favner det hele. Fra de skøre komedier til de store dramaer og fra thrillers til action, videre til gys og romantik. Han er en mester, der synes både umættelig og ustoppelig i skuespillerfaget. Nu er en ny af hans film udkommet på Blu-ray her i landet. Nemlig den skøre og vildt underholdende gyserkomedie ’Willy’s Wonderland’, hvor Nicolas Cage i den grad får lov til at give den gas.

I filmen spiller han nemlig vicevært med et job i det nedlagte Willy’s Wonderland. Så hvad der måske nok kunne synes som et relativt både nemt og halvkedeligt job, udvikler sig dog til at være noget radikalt andet for den nu hårdtprøvede vicevært. Forude venter der ham nemlig en nat, som han sent vil glemme. En nat med intet mindre end livet som indsats.

For snart kommer de mange mekaniske dyr i Willy’s Wonderland på forunderligvis til dræbende live. Det er derfor nu op til den udsatte vicevært at tage kampen op med de dæmoniske dukker, hvis han vil overleve dette grusomme mareridt. En nat, der er både er vildt underholdende, morsomt og medrivende. Mange tak til Nicolas Cage for atter engang at give den fuld gas. Blu-ray-udgivelsen indeholder intet ekstramateriale.

’Willy’s Wonderland’ er udkommet på Blu-ray.