’Promising Young Woman’ langer et bittersødt hævntogt over disken
Biografanmeldelse: Musikken dunker, baren er åben og mændene er ude på glubsk scorerov. På en sofa sidder en tilsyneladende meget beruset ung kvinde. Det er Cassie. Der er bare lige det ved det, at hun slet ikke er forbandet fuld. Til gengæld er hun ædru og meget vred. Vred på mænd. Hendes mission i nattelivet er nemlig at udstille præcis, hvilke svin mænd er i en situation med en øjensynligt meget beruset kvinde.
Denne mission gentager Cassie gang på gang og holder sirligt regnskab i sin lille notesbog med alle de mænd, der har forsøgt at forgribe sig på hende, mens hun har ladet som om, at hun var alt for fuld til at gøre modstand, men altså i næste nu, afslører sig som netop yderst ædru og nu gør mændene mere end pinligt berørte over, at de nær havde forgrebet og i visse tilfælde voldtaget en omtåget kvinde.
Den 30-årige Cassie bor stadig hjemme, er droppet ud af sit studie, arbejder på en lille café og har totalt mistet retningen i sit liv. Et liv, der er gået helt i stå. Ja, hun var en gang måske nok en ung og lovende kvinde, men denne titel har hun altså smidt fra sig i den bittersøde hævnthriller ’Promising Young Woman’. En fortælling, der med vid og bid, tager kvælertag på blandt andet samtykkedebatten og #metoo.
En film, der også angriber tematikker som sorg, traumer og netop hævn, men altså også kærligheden og det svære forhold mellem mænd og kvinder. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennell har her med veloplagt bid og kulsort humor sat potente og svære temaer i søen og snoet dem omkring en fortælling, der måske ikke som sådan overrasker med sine pointer, men bestemt udstiller og fremstiller ovennævnte problematikker med ganske fine nuancer og ikke mindst på medrivende vis.
Carey Mulligan indtager rollen som den hævnfyldte Cassie på fængslende vis og med fint gearskifte fra sorgfuld kvinde til en kvinde i total kontrol over situationen med mændene, der har slæbt hende med sig hjem. Desuden tager fortællingen fint iscenesatte drejninger undervejs, der på subtil og gribende vis folder sin fortællings skyggesider og Cassies historie ud i intenst tiltagende tempo.
’Promising Young Woman’ er ganske enkelt et styk potent hævnthriller med en dejlig bidsk, bittersød og sorthumoristisk klangbund, hvor svære problematikker som overgreb, traumer, sorg og ikke mindst hævn samt forholdet mellem mænd og kvinder sættes veloplagt i scene i en fortælling, der snor sig gribende og intenst hele vejen mod den store finale med en engagerende Carey Mulligan i hovedrollen.
’Promising Young Woman’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Promising Young Woman’ har biografpremiere den 6. maj.