Den potente kupfilm ‘Wrath of Man’ slår fint drejede krimikrøller
Biografanmeldelse: Det er med et tungt dunkende actionhjerte, at Guy Ritchies kupfilm ’Wrath of Man’ folder sig og sine velorkestrede kup energisk ud. I midten af dette dejligt dystre krimibæst finder man en ordknap og cool Jason Statham med det lige så ordknappe navn H, som med tør mine agerer hårdtslående sikkerhedsvagt med fint underspillede og komisk velplacerede oneliners.
H får nemlig job i et sikkerhedsfirma, der står for at transportere adskillige millioner af dollars sikkert rundt i Los Angeles’ gader. Det er dog absolut ikke noget sikkert erhverv at køre rundt i de velpansrede pengetransporter. For med så mange penge i bagagerummet bliver hårdkogte kriminelle naturligvis fristet til at stjæle de rullende guldgruber.
Således bliver en af disse vogne en dag angrebet, hvilket får tragiske konsekvenser. Det står dog hurtigt klart, at ikke alt er, som det ellers umiddelbart lader til at være på overfladen. Jeg drages nemlig ikke kun ind i en viral pumpet kupfilm, hvor action-scenerne rulles engagerende ud, men også i en verden af mandemænd, der hver har deres dæmoner lurende tungt i fortiden.
På trods af et i den grad mandsdominerede karaktergalleri, så er det Statham som den skudsikre H, der er karakteren i front for den godt tænkte og ikke mindst energisk udførte action. Action, som desuden også er en af de yderst vigtige ingredienser, der er med til at bære filmen gennem sin fortælling om både grådighed og hævn. En fortælling, som også fint holder mig til biddet med sine plotmæssige krumspring.
Jeg har ganske vist ikke set den franske original ’Le convoyeur’ fra 2004, men i Ritchies kyndige hænder er kupfortællingen virkelig veludført og dundrende dyster krimiaction. For godt nok render de eksplosive løjer af og til ind i en smule fortællermæssig tomgang, men heldigvis aldrig mere end, at netop action, Statham eller det ganske veloplagte manuskript hiver filmen op af det momentant truende dødvande.
’Wrath of Man’ er ganske enkelt en dejlig drejet og action-potent satan af en kupfilm, der har flere tricks i ærmet og særligt er eksekveringsdygtig i kampklare action-scener, fræsende biljagter og skudskarpe mandedueller, hvor både Statham og hans vittige kollega Bullet – i skikkelse af en veloplagt Holt McCallany – også er med til at holde foden virilt på speederen hele vejen mod den voldsomme finale.
‘Wrath of Man’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘Wrath of Man’ har biografpremiere den 12. maj.