‘Saint Maud’ er et fornemt knugende og helt kropsligt gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige WOW! For ja, det knugende og helt kropslige overnaturlige gys ’Saint Maud’ er en vild oplevelse. En fortælling, der både visuelt og ikke mindst i lyd satte sig i hele min krop. Som en begsort igle, der bare sugede sig mere og mere fast. Det er så absolut ment som et stort kompliment. For med sikker hånd, trækkes jeg bare mere og mere ind i filmens sitrende vanvid.

’Saint Maud’ er på sin vis en dragende forening af en ydre virkelighed og en indre verden, der smukt og urovækkende leger kispus med mig hele vejen – det fortalt gennem hovedpersonen, den indadvendte Maud. Hun er personlig plejer for den dødeligt syge og forhenværende danser Amanda, som nu opholder sig i sit dunkelt belyste hjem, hvor Maud sirligt passer hende.

Den nylige konvertit og dybt troende Maud udvikler dog snart et usundt forhold til sin patient, som hun ønsker at frelse fra smerten og den vildfarne vej, hun mener, Amanda er ledt ned ad. Det er desuden også starten på en fortælling, der snor sig om religion og tro samt kropslig smerte og en blind hengivenhed til noget, der er større end mennesket selv. Fortalt med sikker hånd for en dragende tvetydighed.

For egentlig er filmens grundtone en grå virkelighed og rå realisme, der med tungt slæbende skridt hiver mig med ind i Mauds ensomme verden, kamp med sig selv og et indre i opbrud. Det er blandt andet og ikke mindst takket være Morfydd Clark i rollen som plejeren, at jeg kommer helt ind i fortællings indre – derind, hvor det gør ondt på filmisk forførende vis. Hun er en sand stjerne.

Desuden er parløbet mellem Maud og den syge Amanda aldeles fint, skrøbeligt og besnærende forløst, hvor også Jennifer Ehle som Amanda fornemt skildrer smerten ved, at døden har fået sit tag i hende. Her bør filmens boblende og urovækkende musik af Adam Janota Bzowski i den grad også fremhæves for blandt andet at underbygge den uhygge og konstante uro, der befinder sig i filmen.

Instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass har ganske enkelt med sin spillefilmsdebut skabt et både smukt og smerteligt samt urovækkende og dragende værk, der på indsmigrende vis forener en indre og ydre virkelighed med fornem sans for kropslig tilstedeværelse og en titelkarakter, jeg kommer ind i hovedet på via både Morfydd Clarks præstation, men altså også en visuel og lydmæssig stærk slagside. WOW!

’Saint Maud’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Saint Maud’ har biografpremiere den 26. november.