’Shorta’ er intens amerikansk politi-action i danske klæder
Biografanmeldelse: Jeg blev med action-thrilleren ’Shorta’ hevet ind i en barsk boligblok og verden af vold, der fik mig til at tænke på de hårdtpumpede politifilm fra USA. Hvor jeg dog elsker genren. Nu går turen til Danmark, der altså leverer en film, som i samme intense vene pumper politi-action ud til sit publikum. Det i danske klæder. Det lykkedes flere gange ret så overbevisende, men desværre ikke helt nok hele vejen.
Filmen følger betjentene Mike og Jens, der kommer helt galt afsted på en ellers almindelig patrulje, da de bevæger sig ind i boligblokken Svalegården. Uroen ulmer nemlig lige under den betongrå overflade. For den 19-årige Talib Ben Hassi ligger i kritisk tilstand på hospitalet efter at have været i politiets varetægt. Så da nyheden om den unge mands død rammer gaden, eksploderer det hele hurtigt i ansigtet på betjentene.
Politimændene får med andre ord brug for at tage benene på nakken, da en gruppe af rasende unge sætter efter Mike og Jens for at hævne Talibs død, hvilket fører til bål og brand i gaden samt hvislende skududvekslinger. Ja, linjerne er trukket hårdt op. De vrede unge over for ordensmagten i stort undertal. Der sniger sig dog heldigvis også en smule nuancer ind i begge af de to grupperinger.
Det er nemlig ikke blot de onde unge versus de gode betjente, her er tale om. Mike er blandt andet, hvad man på kontant vis kunne kalde et usympatisk dumt svin med racismen buldrende i sindet. En magtsyg mand, der gør, hvad han kan for at sætte sig i respekt under dække af sit politiskilt. Jens er derimod den rolige og retskafne, som forsøger at holde Mikes iltre temperament i ave.
Jacob Lohmann og Simon Sears er gode og intenst nærværende som henholdsvis Mike og Jens. Der er god dynamik mellem de to og noget på spil i deres relation, hvor uenighederne sitrer engagerende. Desværre er duoen bare skrevet lige lovligt sort/hvidt. Ja, grænsende til det karikerede. Klichéen om den onde betjent og den gode betjent lever i bedste velgående. Du ved, good cop/bad cop-dynamikken.
Samme nuance-dynamik finder man hos beboerne i boligblokken, hvor de unge knægte og voksne mænd jo ikke alle er ballademagere. Her er også dem, der vil det gode. Dem, der blot forsøger at leve et roligt liv væk fra volden på gaden. Der er desværre bare ikke meget mere at hente i portrætterne end denne dualitet, hvorfor eftertanken også blive en kende letbenet.
Ja, genren har sin del af klichéer. Det har jeg i udgangspunktet ikke noget imod, hvis de blot leveres veloplagt og fortællingen stadig formår at overraske og holde mig fanget. Det lykkedes som nævnt indledningsvis ikke helt. For blandt andet mister katten-efter-musen-jagten lidt for meget af pusten flere gange undervejs, hvilket punkterer mit engagement i fortællingen og de involverede parter.
Hertil kommer et par noget konstruerede plotelementer, der gør min oplevelse med og indlevelse i filmen lidt mekanisk. Det underminerer det ellers ofte overbevisende faste genregreb, som ’Shorta’ besidder i hænderne på den spillefilmsdebuterende instruktørduo Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, der også har skrevet filmen. Men nej, ’Shorta’ falder dog bestemt ikke på røven, men kommer blandt andet takket være politi-duoen og en håndfuld intenst vellykkede scener i pumpende mål.
’Shorta’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Shorta’ har biografpremiere den 8. oktober.