The Rock er tilbage med flere fjollerier i ‘Jumanji: The Next Level’ på Blu-ray

Action-komedie på Blu-ray: Vi skal til det igen. Nemlig en tur ind i det farlige spil Jumanji med efterfølgeren til filmen af samme navn – nu med undertitlen ‘The Next Level’. Det betyder endnu en omgang kropsforviklinger med Dwayne Johnson, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan i front som spillets avatarer for de fire tilbagevendende teenagere, der igen forvilder sig ind i junglen.

Inden de dog lander i det dødsensfarlige spil igen, genforenes de i deres hjemby efter, at de ellers er spredt for alle vinde for at starte på college. Den ulykkelige og forvirrede Spencer vælger dog at opsøge spillet på ny grundet knas med kærligheden – bare fordi. De tre venner følger efter for at redde ham ud. Snart står de således overfor helt nye udfordringer i Jumanji.

Her er med andre ord nærmest tale om en så godt som ikke eksisterende historie. Teenager forvilder sig ind i Jumanji. Hans venner følger efter. Teenager skal reddes ud. Det er cirka det. Det kunne have været et spændende eventyr med et computerspils uendelige muligheder, men her er det bare kedeligt fortalt og fladt udfoldet, mens uengagerende CGI-action buldrer afsted.

Godt nok rystes posen en smule ved at lade de fire velkendte avatarer blive indtaget af nye karakterer. Blandt andet er Spencers bedstefar nu med i spillet – det sammen med hans ligeledes gamle ven Milo. Det er åbenbart sjovt, fordi de jo er gamle og forvirrede sat i unge og stærke kroppe. Men nej, det er desværre ikke – det på trods af en ellers veloplagt Danny DeVito.

Bortset fra det, så er ‘Jumani: The Next Level’ mere af det samme. De samme jokes og gimmicks, som man fik i den en smule bedre forrige film. Men det hele lugter her af uoriginalt genbrug, hvor flere af de samme jokes i øvrige gentages. Som blandt andet Dwayne ‘The Rock’ Johnsons signatur-løftet-øjenbryn-og-se-cool-ud-udtryk. Det er bare fortærsket og usjovt. Øv.

For jeg fornemmer faktisk, at de fire hovedroller har haft det sjovt med at lave filmen. Det smitter bare aldrig rigtigt af på mig, der mere har lyst til at kigge uret, end at blive smidt ud i en af filmens næste action-tunge scener. Her er med andre ord tale om en sløj kopi af den første film, hvor genbrug af jokes og gimmicks aldrig rigtigt sidder i skabet – uden filmen dog er helt uden plusser.

Ekstramateriale: Udover selve filmen medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke yderlige ned i filmen. Det sker med blandt andet spas fra produktionen og andre kig bag scenen på filmen.

‘Jumanji: The Next Level’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 20. april.

Bruce Springsteen fyrer den af med sin musikfilm ‘Western Stars’ på Blu-ray

Musik på Blu-ray: Selvom man måske ikke som sådan lytter til Bruce Springsteens musik, så kender de fleste – ja, hvis ikke alle – til den amerikanske musiker. Han er måske nok populær på plade, men på scenen skulle han blot være endnu mere forrygende! Det har jeg dog endnu ikke selv oplevet. Men med hans musikfilm ‘Western Stars’ får man en Bruce Springsteen, der fyrer den af med sin umiskendelige musik.

For her sætter Bruce Springsteen nemlig liv til sit seneste studiealbum, ‘Western Stars’, hvor han optræder med alle 13 sange – det med fuldt band og orkester. Filmen udvisker således grænsen mellem at være en koncertdokumentar og en biografisk skilding, hvor den kombinerer arkivoptagelser med scener fra det vestlige USA i en historie om kærlighed, tab, familie og den evige længsel efter friheden.

Ja, så selvom du måske ikke umiddelbart er til Bruce Springsteens energiske, intense og melodiske musik – der jo byder på sin del af store hits – så er ‘Western Stars’ måske ikke noget dumt sted at stifte bekendtskab med manden, der står bag årtier med musik, livsglæde og koncerter over hele verden.

‘Western Stars’ udkommer på dvd og Blu-ray den 23. april 2020.

Gys, gru, grumme løjer og alien-graviditet med ‘Snatchers’

Horror-komedie på Blu-ray: Er du til gys og gru? Er du til sjov og ballade? Ja, så er horror-og-science-fiction-komedien ‘Snatchers’ måske lige noget for dig. Filmen er i hvert fald nu udkommet på Blu-ray her i landet og altså klar til hjemmebiografen. Men ja, hvem elsker ikke kombinationen af et godt gys med et godt grin? Det elsker jeg i hvert fald – og læg hertil så en alien-graviditet, så er der altså skruet godt op for de gysende løjer.

I ‘Snatchers’ følger man således den flotte, men også noget dumme Skyler, der er med til at give Sara en høj status blandt gruppen af seje piger. Nogen almindelig teenage-komedie er der dog ikke tale om her, hvis du ikke allerede skulle have luret det. For det står dog hverken værre eller bedre til end, at Skyler er blevet inficeret af et insekt fra det ydre rum under sin sommerferie.

Så efter blot en enkelt nat sammen opdager Sara nu, at hun rent faktisk er intet mindre end gravid. Ja, ni måneder og gravid – og det med et rumvæsen. Gisp og gru! Ja, som jeg skrev indledningsvis, så skal man dog ikke tage filmen alt for alvorlig. Her er nemlig tale om både komik og gys i forening med altså et styk rumvæsen-graviditet.

Blu-ray-udgivelsen byder udover selve filmen desuden også på en omgang ekstramateriale. Her finder man således en behind the scenes-featurette med ‘The Birth of Snatchers’, videre til en bloober reel med ‘Unexpected: The Snatchers’, mens man slutteligt også finder et kommentarspor med filmens skabere, der kan gøre en endnu mere klog på filmen og tankerne bag den.

‘Snatchers’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. april 2020.

En sitrende god Christian Bale ræser vildt i ‘Le Mans ‘66’ på 4K Ultra HD

Ræs på 4K Ultra HD: Jeg kan mærke motorens brølende kræfter, vejbanens farlige kurver og adrenalinens sødme pumpe, når jeg med racerkører-dramaet ‘Le Mans ’66’ bringes med ned i de susende racerbiler tilbage i 1966. Det er muskuløse og masseproducerende Ford overfor elegante og unikke Ferrari. Ja, det er amerikanerne mod italienerne, når startskuddet lyder. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Filmen er baseret på en virkelig historie. En klassisk underdog-fortælling. For tilbage i 1960’erne dominerede den strømlinede røde Ferrari på racerbanen under 24-timersløbet Le Mans i Frankrig. Denne dominans vil Ford imidlertid udfordre, hvorfor den både dygtige, visionære og stålsatte bildesigner Carroll Shelby sættes på sagen om at vinde det prestigefulde løb.

Ind på scenen træder den karismatiske, men også noget løse kanon og temperamentsfuld Ken Miles. En yderst talentfuld racerkører, der ganske enkelt bare er bedre end de andre, men også svær at tøjle – hvilket ikke helt passer ind i Fords image. Derfor bliver racerløbet henimod at slå Ferrari ikke kun en kamp mod italienerne, men også en kamp mod Fords interne bureakrati.

Christian Bale er den iltre, men også charmerende Ken Miles, der ved, hvad han vil, kan og må gøre for at slå modstanderen. Han er ganske enkelt svær at få øjnene fra. Overfor ham finder man den noget mere fattede, men ikke mindre passionerede Shelby i skikkelse af en cool Matt Damon. De to er en umage duo, det er svært for mig ikke at holde af og heppe på.

Kampen mod Ferrari er naturligvis ikke kun en ydre kamp, hvor Fords manglende kendskab til racerbiler ikke er den eneste – og meget store – udfordring, der her skal vindes. Det er naturligvis også en indre kamp, der skal kæmpes. Det er dog den ydre kamp, der fylder mest. Jeg kunne godt have tænkt mig at komme lidt længere ind i sindet på de to kamphaner, så løbet fik mere nærvær.

Det er dog til at leve med, da blandt andet netop kemien mellem Damon og Bale er medrivende, mens racene på banen er engagerende. Desværre bliver filmen dog også lige lang nok for sit eget bedste med sine to timer og 32 minutter. Fortællingen mister undervejs lidt af sit momentum, sin intensitet og dramatiske nærvær. ‘Le Mans ’66’ er dog i sidste ende ganske enkelt en solid underholdningsfilm direkte fra Hollywoods drømmemaskine.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udgives på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, hvor filmens adrenalinfulde scener af ræs kan komme til deres intense ret. Herudover medfølger der også en omgang ekstramateriale. Man kan således blandt andet dykke ned i kig på virkelighedens personer bag filmen, videre til et kig på bilerne samt et kig på, hvordan man har skabt filmens tidsbillede med mere.

‘Le Mans ’66’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts 2020.

‘Roma’ er et stykke af verden i filmisk forførende sort/hvid

Smukt drama på Blu-ray: Jeg dumper med filmskaberen Alfonso Cuaróns ‘Roma’ ned i et pulserende Mexico City i starten af 1970’erne. Her bliver jeg en del af livet i en familie, hvor man følger tjenestepigen Cleos hverdag med børnepasning, madlavning og rengøring. Det er ikke en videre plotdrevet film, men i høj grad et stykke levet liv foreviget i forførende sort/hvid.

Dramaet fortælles altså ikke med store armbevægelser, men folder sin fortælling og karakterer subtilt og nærværende ud. Men tag ikke fejl af filmens rolige væsen og dvælende tempo, for dramaet banker ustandseligt derudaf – bare lige under overfladen. I det usete og usagte. For blandt andet slår familieidyllen sprækker, mens også Cleo får sit at se til på privatfronten.

Alfonso Cuarón har dog ikke travlt med sin historie. Jeg skal have lov til at mærke og se livet blive levet lige der foran mig. Være tilstede. Mærke øjeblikket og menneskene samt dilemmaerne og følelserne. Scenerne får lov til at leve deres eget liv i blandt andet lange uafbrudte takes, hvor ikke mindst portrættet af Cleo bæres med en engagerende naturlighed af Yalitza Aparicio.

Denne naturlighed i hendes portræt gennemsyrer de øvrige medvirkende og i måden, hvorpå filmen fortælles. Det er troværdigt, engagerende og ja, så er det altså også bare en pokkers smuk film, der i sort/hvid maler sin fortælling forførende frem. Men det er desværre også en film, der ikke helt får grebet mig hårdt nok til, at jeg hele vejen er besnæret af de ellers mange fine fortrin.

For ganske vist er portrætterne naturligt forløst, billedsiden forførende og tidsbilledet overbevisende, hvor den politiske uro ulmer i gaderne. Men jeg bliver på trods af dette ikke helt grebet af filmen og dens karakterer. Jeg bliver ikke opslugt af filmen som helhed, men mere af dens mange både fine og ganske medrivende scener. Fra de rørende til de tragiske.

Her er ligeledes tematikker som familie og sociale forskelligeheder i spil, men også her bliver jeg mere forført på et rationelt plan, end jeg bliver følelsesmæssigt grebet. Derfor mister ‘Roma’ for mig også periodisk en smule af sit ellers fine nærvær. Men trods alt aldrig mere end, at der i næste nu enten males et smukt billede frem eller udfoldes en velorkestreret scene.

– ‘Roma’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. april 2020.

Vind den intense ‘Le Mans ’66’ på 4K Ultra HD

Konkurrence: Den usædvanlige, autentiske historie om den visionære amerikanske bildesigner Carroll Shelby og den frygtløse britiske racerkører Ken Miles, som Henry Ford II satte til at bygge en helt ny racerbil fra bunden. En, der endelig ville kunne besejre de dominerende racerbiler fra Enzo Ferrari ved 24 timers-racerløbet Le Mans i Frankrig i 1966..

– ‘Le Mans ’66’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts. 

– 1.-3. præmie: 1 stk. ‘Le Mans ’66’ på 4K Ultra HD. 

Indsend det rigtige svar på nedenstående spørgsmål: 

– Hvem har instrueret ‘Le Mans ’66’? 

Send dit svar til filmskribenten(a)gmail.com og skriv ”Le Mans ’66” i emnefeltet. Konkurrencen løber til og med den 1. juli kl. 12:00. Max én deltager pr. husstand. Vinderen kontaktes via mail.