‘Fremad’ er eventyrlige løjer med en sorgfuld klangbund
Biografanmeldelse: Tænk hvis verden en gang havde været fyldt med magi? Det er præcis, hvad tilfældet er i Pixar/Disneys eventyrlige animationsfilm ‘Fremad’. Men tryllerierne er nu forsvundet til fordel for jordnære opfindelser, der har overtaget pladsen efter troldmænd og magiske evner. Det er dog fortsat fabeldyr, der bebor den verden, vi her ankommer til i en lille forstad.
Her bor brødrene Ian og Barley sammen med deres mor. Deres far er nemlig år forinden død, hvorfor de to brødre lever med et savn efter en far, de aldrig rigtigt er vokset op med. Men da de to får foræret en trylleformular, der kan bringe ham tilbage for én dag, bringer det dem ud på en rejse, hvor magien atter engang må komme i spil i deres søges efter at fuldende far-formularen.
På den måde er ‘Fremad’ altså sat i en eventyrlig verden, hvorfor man da også møder sin del af fabelvæsner. Lige fra nuttede drager, til biker-alfer og ikke mindst en kvindelig manticore med løvekrop, flagermuse-vinger og en skorpionhale! Dem og andre støder de to blå brødre ind i på deres tur, der fortællemæssigt er tempofyldt, men desværre også en my overfladisk.
For jeg kommer ikke rigtigt ind under huden på brødrene og deres fader-savn. Det forbliver langt hen ad vejen et postuleret savn, der ikke rigtigt rammer mig følelsesmæssigt. Det sagt, så forløses netop faderkarakteren på morsom og opfindsom vis – hvordan vil jeg ikke afsløre her. Det, der dog spiller bedre emotionelt er forholdet mellem netop Ian og hans muntre storebror Barley.
De to sammen har god intern dynamik og broderlige drillerier – ikke mindst takket være deres forskelligheder. Ian er den generte, mens Barley konstant snakker – særligt om sit eventyrlige rollespil, der i filmen jo er den skinbarlige historiske sandhed. En magisk viden, der kommer de to til medrivende gavn i deres jagt på at få deres far tilbage ved hjælp af netop vaskeægte magi.
Filmens pointer bliver måske nok skåret lidt for meget ud i pap til, at de får den naturlige tilstedeværelse i fortællingen, som de behøver for også at ramme rent – rent følelsesmæssigt. Men ja, pointer om, at den lige vej ikke altid den rigtige vej til målet samt at lykken måske er lige foran næsen på en er trods alt fint båret frem af de to blå hovedkarakterer og deres muntre løjer.
‘Fremad’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘Fremad’ har biografpremiere den 5. marts.