’Emma’ er et særdeles charmerende stykke med kærlighed
Biografanmeldelse: Med det romantiske og ret så muntre periodedrama ’Emma’ blev jeg taget med tilbage til et i den grad visuelt betagende og konstant smukt England i 1800-tallet. Her lever den yndige og unge kvinde Emma Woodhouse et ganske sorgløst liv hos en velhavende landadel i det idylliske Highbury. Det er småt med drama, mens dagene mest går med småsyslerier og sociale komsammener.
Derfor må Emma gøre sit til at skabe bare en smule mere underholdende drama i sit og sine omgivelsers liv, hvor hun blandt andet må tage sig af sin noget hypokondriske far. Emma går dog således med krum hals på at agere Kirsten giftekniv. Det blandt andet for sin elskede guvernante, der således bliver gift med en rig gentleman.
Emma stopper dog ikke her og fortsætter jagten efter kærligheden på vegne af sin gode veninde Harriet. Veninden har måske nok romantiske følelser for landmanden Mr. Martin. Denne Mr. Martin synes Emma dog ikke er egnet for Harriet, da han ifølge hende er under venindens stand. Emma skubber hermed den smukke veninde i en anden retning – nemlig først mod den lokale præst Mr. Elton og senere den veltalende Frank Churchill.
I sin søgen efter at få veninden afsat til den rigtige, overser Emma helt selv, at der nok er mænd med følelser for netop Emma selv – endog måske også fra hendes hårdeste kritiker Mr. Knightly. Der er altså lagt i ovnen til kærlighedsforviklinger, muntre optrin og et charmerende periodedrama, når Emma og resten af det fine karaktergalleri først får kærligheden ind under huden.
Instruktør Autumn de Wilde gendigter her Jane Austens klassiker ’Emma’, hvor ikke mindst det morsomme, vittige og charmerende drama omsluttes af det ene smukke billede efter det andet. Alt står lækkert, indbydende og klart frem i dette velhavende sociale lag i 1800-tallets landlige idyl. Det er en fornøjelse at lægge øjne til – og rart når nu fortællingen måske nok mister lidt nerve og nærvær undervejs.
Det sagt, så er der heldigvis også godt med engagerende schwung på persongalleriet. Her finder man en både sart og stålsat Emma i skikkelse af den yndige Anya Taylor-Joy, der ikke helt har øje for alt det usagte i kærlighedsspillet. Mia Goth er både fin og morsom som Harriet, mens Josh O’Connor som den akavede Mr. Elton tager komiske kegler filmen igennem – det sammen med den kuldskære Mr. Woodhouse i skikkelse af en altid god Bill Nighy.
’Emma’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Emma’ har biografpremiere den 5. marts.