De morsomme klodser er tilbage i ‘The LEGO Movie 2’ på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Vi fik det første klods-eventyr i 2014 med ‘LEGO filmen: Et klodset eventyr’. Nu er vi så tilbage i det sprudlende univers med ‘The LEGO Movie 2’, hvor der bygges diverse sager op med medrivende fart. Men ikke alt ånder fred i Klodsby, der nemlig kommer under en invasion fra rummet af LEGO DUPLO. De smadrer alt på deres vej, så nu må byen stå sammen.

Kampen er således gået ind mod modstanderne, hvor Emmet, Lucy og Batman er i front for at genoprette freden. Dette sender de tre venner og andre klodsede karakterer ud på en farlig og farverig rejse, der bringer dem vidt omkrig i det kulørte og tempofyldte LEGO-univers. Det betyder blandt andet, at temaer som venskab og fjender samt gråzonerne herimellem kommer i spil.

Det er således med et særdeles højt og energisk tempo, at fortællingen folder sig ud – også lige lidt for tempofyldt en god del af filmen, hvor flere tiltrængte åndehuller i den vilde action kunne bibringe noget mere nærhed og intimitet i fortællingen og karaktererne. Det hele bliver en kende for forjaget til for alvor at gribe mere end på et rent teknisk niveau.

Men ja, filmen er heldigvis også en særdeles velanimeret film, der både fyger afsted med den ene opfindsomme LEGO-byggede maskine efter den anden, videre til farverige eksplosioner og ikke mindst vilde rumrejse-ræs. Det er således altså på trods også ret medrivende at være vidne til den både detaljerede og morsomme animation, der konstant bølger afsted.

For humoren i filmen er bestemt også allestedsnærværende, hvor det blandt andet også fyger afsted med diverse morsomme referencer til andre og velkendte universer – som blandt andet netop Batman, videre til Ringenes Herre-trilogien og Back to the Future-filmen. Det er både komisk veltimet og sjovt at spotte de mange velplacerede jokes og henvisninger.

Desværre er fortællingen lige forudsigelig nok, mens tempoet hiver lidt karaktermæssig engagement ud af filmen. Ujævnhederne gøres dog op for af den medrivende og flotte animation samt ikke mindst humoren, der er både dejligt subtil og mere udbasuneret. ‘The LEGO Movie 2’ er med andre ord en ret så veloplagt animationsfilm, der er ganske underholdende, så længe den står på.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Filmen kommer i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD, hvor både billede og lyd således kommer flot og medrivende til sin ret. Herudover følger filmen også med på Blu-ray, mens man også finder en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke ned i blandt andet slettede scener, featuretten ‘They come in pieces: Assembling’ samt musikvideo med mere.

‘The LEGO Movie 2’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. juli 2019

Teenage-mysterier med filmen ‘Nancy Drew and the Hidden Staircase’

Filmatiseret bogserie på Blu-ray: ‘Nancy Drew and The Hidden Staircase’ er en amerikansk teenage-og-mysterie-film fra 2019, der er instrueret af Katt Shea med et manuskript af Nina Fiore og John Herrera. Filmen er baseret på bogen af samme navn, der er skrevet af Carolyn Keene, der faktisk tidligere allerede er blevet filmatiseret – det helt tilbage i 1939.

I filmen følger man den 16-årige Nancy Drew, der i sit ellers helt almindelige liv længes efter både spænding, magisk eventyr og ikke mindst en mulighed for at gøre en forskel i verden. Hun får imidlertid chancen, da hun bliver bedt om at hjælpe med at løse nogle spøgelsesagtige hændelser, der foregår i det store palæ Twin Elms. Således er den snarrådige Nancy Drew snart på den mystiske sag.

Nancy engagerer endvidere to af sine aller bedste venner, nemlig George og Bess samt den såkaldte ”onde” lokale pige Helen i kampen for at løse det småuhyggelige spøgelses-mysteri i Twins Elms. Så berede dig på både overnaturlige begivenheder og ikke mindst mysterie-spænding i denne bogfilmatisering.

I hovedrollen som Nancy Drew finder man Sophia Lillis, der altså således i den rødhårede titelrolle undersøger det muligvis hjemsøgte hus med både gåpåmod og en lommelygte. Så hvis du måske allerede elsker bogserien om Nancy Drew, bør du muligvis se filmen – og ellers springe på den, hvis du er til mysterie, spøgelser og ikke mindst spænding.

‘Nancy Drew and The Hidden Staircase’ udkommer på dvd og Blu-ray den 4. juli 2019.

Action-serie med første sæson af Tom Clancys ‘Jack Ryan’

Blu-ray med fuld fart på: Hvis ikke navnet Jack Ryan måske lige siger dig noget, så kender du i hvert fald både Alec Baldwin, Harrison Ford samt Chris Pine. De har i hvert fald alle spillet CIA-analytikeren Jack Ryan i hver deres film. For Jack Ryan er nemlig en yderst populær herre – ikke kun på film, men altså også i bogform, hvor man første gang kunne møde ham.

Senere kom filmene, der er baseret på Tom Clancys bogserie, hvor man vil kunne nikke genkendende til filmtitler som blandt andet ‘The Hunt for Red October’ (1984) og ‘The Sum of All Fears’ (1990), videre til ‘Patriot Games’ (1992) og ikke mindst rebootet Jack Ryan: Shadow Recruit fra 2014.

Nu er Jack Ryan så genopstået i serieformat, det med Tom Clancys ‘Jack Ryan’. Første sæson udkommer på Blu-ray den 4. juli, hvor det denne gang er ingen ringere end John Krasinski, der indtager titelrollen. Ham vil man nok kende fra blandt andet en anden serie, nemlig komedie-serien ‘The Office’ samt fra gyserfilmen ‘A Quiet Place’ – en film han desuden selv instruerede.

Men i denne første sæson følger man altså CIA-analytikeren Jack Ryan, der her fjernes fra sit trygge skrivebordsarbejde og kastes ud i en dødsensfarlig kattens leg med musen på tværs af Europa og Mellemøsten. Han får nemlig travlt med at stoppe en terrorists planer om et omfattende angreb mod USA og landets allierede.

‘Tom Clancy’s Jack Ryan’ sæson 1 udkommer den 4. juli 2019.

SPIDER-MAN: FAR FROM HOME: Veloplagt edderkop svinger sig herlig kulørt i mål

Biografanmeldelse: Efter de monumentale begivenheder i den foregående MCU-film, ‘Avengers: Endgame’, tager Spider-Man superhelte-teten videre med ‘Spider-Man: Far From Home’. En noget mindre dyster videreførsel af det store univers, der med netop både ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’ efterlod Marvel-heltene med en vis alvorlig understrøm i fortællingen.

Det er der ikke her. Faktisk nærmest slet ikke. Det er kulørt, let og morsom superhelte-underholdning – herligt! Filmen åbner da også med en skøn in memoriam-montage i lavbudget- og komisk stil, hvor de faldne helte mindes. Her står det klar, at SÅ alvorligt skal vi altså heller ikke tage tegneserieuniverset. Herfra svinger Spider-Man sig ellers lystigt gennem løjerne.

For snart står Peter Parker aka edderkoppe-svingeren overfor en lavaspruttende fjende i form at et stort ildmonster. Han får dog imidlertid hjælp af en mystisk og ny superhelt i MCU, nemlig Mysterio – her i skikkelse af en karismatisk Jake Gyllenhaal. Et klart plus for filmen, hvor også Tom Holland som Spider-Man atter engang gør god, likeble og charmerende figur. Virkelig velcastet.

Men udover, at Peter Parker altså lige skal klare denne nye ild-fjende, forsøger han også at jonglere et privatliv, sin skole og ikke mindst sit romantiske øje til klassekammeraten Michelle Jones – en sej og sød Zendaya. Men ja, selvom ‘Spider-Man: Far From Home’ som nævnt er herlig kulørt underholdning, så har filmen dog også en smule og fint doseret dramatisk alvor i sig.

Det finder man blandt andet i, at Peter Parker nu står overfor på det nærmeste at skulle træde i Iron Mans fodspor – en svær arv at løfte. Ikke mindst, når han i grunden også bare gerne vil være en almindelig teenager – og egentlig hellere blot vil klare skurke i nabolaget og ikke på global skala.  Ikke desto mindre er det, hvad han står overfor at skulle håndtere her.

At fortællingen så er ret så forudsigelig er til at leve med, da netop det veloplagte cast og et herligt kulørt univers spiller, hvor der naturligvis også langes sin del af medrivende actionscener over disken. Medrivende og energisk. ‘Spider-Man: Far From Home’ løfter sig dog ikke op i den helt tunge ende af superheltefilm, men mindre kan bestemt også gøre det.

‘Spider-Man: Far From Home’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Spider-Man: Far From Home’ har biografpremiere den 2. juli.