LOVE, SIMON: Den unge og komplicerede kærlighed på 4K Ultra HD
4K Ultra HD: Det er jo nok i grunden ikke fordi, at det der med kærligheden bliver så meget lettere senere i livet. Men den helt unge og spirende af slagsen kan i hvert fald være både meget intens, hjertebankende og noget så kompliceret. Det er der lavet mange fine og gribende ungdomsfilm ud af. Nu kommer der endnu en med ‘Love, Simon’, som nu er udkommet her i landet på 4K Ultra HD, så kærligheden kan spire og forvirre i hjemmebiografen.
I ‘Love, Simon’ følger man teenageren Simon som er homoseksuel – men det er der bare ingen, der ved. Han slås derfor med, hvordan han skal springe ud på den helt rigtige måde overfor sin familie, sine venner og omverdenen. Men kærligheden lurer for ham forude – og da en anonym blogger springer ud på hans skoles hjemmeside, beslutter Simon sig for at finde frem til, hvem det er og herigennem også at komme ud af skabet.
Filmen er desuden baseret på bogen med titlen ‘Simon vs. the Homo Sapiens Agenda’ af Becky Albertalli. i filmens hovedrolle som Simon finder man Nick Robinson, man også har kunnet opleve i blandt andet ‘Jurassic World’ og ‘Alt eller intet’, mens rollelisten videre tæller navne som Josh Duhamel og Jennifer Garner.
4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover at filmen kommer i det billedoptimerede og lydlækre 4K Ultra HD, så medfølger filmen også på Blu-ray. Herudover byder udgivelsen også på en omgang ekstramateriale, hvor man kan gå på opdagelse i blandt andet slettede scener samt en række featuretter, der kigger på filmens forskellige aspekter og tilblivelse, mens man også får et kommentarspor med blandt andet filmens instruktør Greg Berlanti.
– ‘Love, Simon’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 15. november 2018.