THOROUGHBREDS: Både en sort komedie og en grotesk thriller

En forbryderisk plan Blu-ray: De to kvindelige stjerneskud Anya Taylor-Joy og Olivia Cooke står i front i ‘Thoroughbreds’ – en sorthumoristisk og grovkornet komedie, der ligeledes har absurde thriller-elementer i sig. Det er Cory Finleys instruktørdebut, mens han ligeledes også har skrevet den genreblandende film.

‘Thoroughbreds’ handler om barndomsveninderne Lily (Anya Taylor-Joy) og Amanda (Olivia Cooke), der genfinder hinanden i en forstad til Connecticut efter at have boet andre steder i en årrække. Men de to unge kvinder er ret forskellige. Lily er en nemlig en overklasse-teenager og går på en fornem skole, mens Amanda er oprørsk og ikke føler, at hun passer ind.

Men selvom de to umiddelbart er modsætninger, mødes de over Lilys foragt for sin undertrykkende stedfar, alt imens de to forstærker hinandens mest ødelæggende sider. Nej, måske ikke just det sundeste venskab. Deres fælles mål fører dem da også til at ansætte en lokal hustler, og således tage sagen med stedfaren i egne hænder for at får det liv, de mener, de fortjener.

Udover at levere selve filmen, så byder Blu-ray-udgivelsen af ‘Thoroughbreds’ også på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan gå på opdagelse i en række slettede scener, videre til et kig på selve filmen og de medvirkende karakterere.

– ‘Thoroughbreds’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. august.

PETER RABBIT: Kom med den hoppende kanin på eventyr

En glad kanin på Blu-ray: Du kender måske allerede den gulerodsspisende og hoppende kanin Peter. Det er nemlig en karakter, der er skabt af Beatrix Potter, og som man første gang stiftede bekendtskab med allerede tilbage i 1902 og i flere bøger i årene herefter. Siden da har man kunnet opleve kaninen Peter flere steder og nu altså i en ny film, der blot hedder ‘Peter Rabbit’.

Filmen er nu udgivet på Blu-ray her i landet med en fortælling, der således blander rigtige skuespillere med computeranimerede karakterer – heriblandt netop den glade kanin Peter. I filmen laver Peter Kanin og hans familie ravage i håbet om at generobre gamle hr. Suhrs ejendom på landet og atter blive populære hos deres nabo Bea.

Men udover filmens hoppende hovedkarakter, der har fået sin stemme leveret af ingen ringere end James Corden, så finder man også en række andre prominente skuespillere på rollelisten. Blandt andet den altid søde og charmerende Rose Byrne, videre til min personlige favorit Domhnall Gleeson samt ligeledes en cool Sam Neill, Daisy Ridley og Margot Robbie.

Udover selve den eventyrlystne film, så byder Blu-ray-udgivelsen også på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan gå på opdagelse i filmen en såkaldt ‘the making of’, videre finder man også en danse-featurette, der nok skal sætte gang i dansegulvet.

– ‘Peter Rabbit’ udkommer på dvd og Blu-ray den 20. august.

PACIFIC RIM UPRISING: Krig mellem kæmpe maskiner og mægtige kaijuer

Blu-ray: Lad mig være ærlig fra starten af: Jeg er en sucker for kæmperobotter og mægtige monstre. Derfor ramte Guillermo del Toros kulørte og storladne ‘Pacific Rim’ da også et yderst soft spot hos mig tilbage i 2013. Nu vender vi så tilbage til universet med de store Jaegers og enorme kajiuer med ‘Pacific Rim Uprising’, der nu er udkommet på Blu-ray.

Vi dumper ned i fortællingen 10 år efter den første film. Krigen mod kaijuerne er vundet – de kolossale bæster, der dukkede op fra bundet af Stillehavet for at smadre løs i den første film. Siden da har et korps af Jaegers – store menneskestyrede maskiner – vogtet verden, hvis en ny trussel skulle indfinde sig. Du gættede rigtigt: Der indfinder sig naturligvis en ny monstrøs trussel.

Pacific Rim Uprising 02

Således kommer Jaegers-piloterne atter på banen, hvor man følger den unge Jake Pentecost, der er søn af den første films heroiske Stacker Pentecost. Jake er dog ikke som sin far. Han vil ikke være nogens helt eller for den sags skyld Jaeger-pilot. Men ja, han ender naturligvis tilbage i maskinerne, hvor han desuden skal hjælpe til med at optræne et nyt hold af kadetter.

Således er der linet op til en omgang faderkomplekser og monsterkrig i stor skala, mens der også smyger sig fordækte planer samt en ny generation af fjernstyrede Jaegers ind i plottet. Desværre så famler fortællingen, dens forskellige plottråde og mange karakterer rundt om sig selv, hvor en medrivende retning for filmen sættes over styr af blandt andet generisk monsteraction.

Pacific Rim Uprising 03

En naturlig drenget John Boyega gør ellers sit for at tilføre løjerne menneskelighed, charme og vittig hopla i rollen som Jake. Men han får blot lov til at stå blafrende hen i det rodede manuskript, hvor blandt andet hans faderopgør aldrig bliver engagerende forløst, men glemmes undervejs. Der mangler ligeledes dramatisk tyngde i det øvrige persongalleri, der aldrig kommer til sin ret.

Det ender således også med at være de stort opsatte actionscener mellem Jaegers og kaijuer, der skal bære eskapaderne i mål. Men end ikke her leveres der mindeværdige øjeblikke, men mest af alt bare kedelig computerskabt slå-på-tæven uden intens nerve. Så selvom jeg elsker robotter og monstre, ender denne fesne opfølger som en generisk og uopfindsom omgang kolosaction.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i en række slettede scener med kommentarspor af filmens instruktør Steven DeKnight, mens man med en række forskellige featuretter også får et nærmere indblik i filmen, dens tilblivelse og univers med kig på eksempelvis kadetterne, heltene og skurken samt naturligvis de mægtige Jaegers med mere.

– ‘Pacific Rim Uprising’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. august.

THE NUN: En dæmonisk nonne på bøh-ivrige afveje

Biografanmeldelse: Så er den dæmoniske nonne søreme på grufuld spil igen. For i kloster-gyset ‘The Nun’ vender den onde nonne tilbage for at jage skræk og rædsel i sit publikum. Første gang, man stiftede bekendtskab med hende var nemlig i gyserfilmen ‘The Conjuring 2’, hvor hun havde en mindre, men prominent og ikke mindst hårrejsende rolle. ‘The Nun’ er altså en spin-off-film i det såkaldte The Conjuring-univers, hvor den første film af samme navn kom i 2013.

Men denne gang indtager den creepy nonne altså titelrollen i en film, der udfolder sig i Rumænien anno 1952. Her tager en nonne en skrækindjagende nat på et afsidesliggende kloster sit eget liv. Denne tragiske hændelse, der ligeledes er omgærdet af mystik, får Vatikanet til at sende en præst og Irene, en nonne in spe, afsted for at undersøge sagen nærmere. For hvad skete der egentlig?

Ja, du gættede rigtigt. Det er naturligvis den dæmoniske nonne, der er på gysende spil i det tågeomhyldede kloster. Det erfarer præsten og Irene da også ét uhyggeligt skridt af gangen. Altså bortset fra, at ‘The Nun’ bare aldrig for alvor bliver uhyggelig. Den forjager for ofte sine virkemidler, hvor der gøres lidt for hidsigt og ikke videre virkningsfuldt brug af blandt andet jump scares.

Uhyggen kommer aldrig til rigtigt at rodfæste sig, inden der forsøges jaget en chok i livet på mig med en høj lyd eller noget, der popper op i billedet. Det ender med billige bøh-tricks og ikke en snigende uhyggelig forståelse for grusom timing og opbygning af isnende intensitet. Det er blandt andet det, den første ‘The Conjuring’ gjorde så forrygende og skræmmende godt.

Men nu hvor filmens jump scares og uhygge ikke rigtigt fungerer, kunne jeg jo håbe på, at den dunkle setting ude i skoven på det store kloster kunne afføde indtagende og gotisk horror-stemning. Det leverer filmen da også i momenter, som når karaktererne går rundt i dystre korridorer og på creepy kirkegårde. Men den ellers indtagende setting og mørklagte atmosfære bliver desværre bare kørt af sporet af netop klodsede bøh samt bulder og brag.

Filmens karaktertrekløver, der består af Demián Bichir, Taissa Farmiga og Jonas Bloquet som henholdsvis den gæve præst, den uskyldige nonne in spe og en lokal bonde – der har for vane at levere irriterende one-liners og agere akavet comic relief – heller aldrig får den dramatiske tyngde, som er nødvendig for, at jeg lever mig ind i gyset gennem deres pinsler. De forbliver halvflade brikker i et gyserspil, der altså bare ikke for alvor kommer til at spille.

– ‘The Nun’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Nun’ har biografpremiere den 6. september.