Hugh synger sit hjerte ud i The Greatest Showman på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Okay, du kan godt finde din indre sangfugl og danseskoene frem, hvis du tænker at se musicalen ‘The Greatest Showman’, der nu er udkommet på det lækre 4K Ultra HD-format. For her bliver der sunget og danset om det så gjaldt livet. Det gør det så bare aldrig rigtigt. Dertil er det hele for fersk og ufarligt serveret, men til gengæld både farverigt, overskudsagtigt og sine steder endda helt ørehængende.

Wolverine leder an… ahem, jeg mener Hugh Jackman, i rollen som P.T. Barnum – iført høj hat og sit stiveste puds. En showman med sit eget cirkus. Men sådan har det ikke altid været. Altså glamour og succes. Barnum kommer nemlig fra trange kår og har måttet arbejde sig op fra bunden til toppen. En rejse, der ikke kommer uden sine nedture og kampe – dem er der bare ret så få af i filmens fortælling om verdens største showman.

The Greatest Showman biograf 01

Konflikterne er med andre ord til at overse – indtil vi når i hvert fald er godt halvvejs ind i løjerne. Den farverige fortælling og karaktererne mangler dramatisk tyngde, men er i stedet lidt for glatte. En flot overflade med ikke så meget indeni. Det kan bestemt også have sin ufarlige charme, og har det da også momentant her, når først sangene synges og koreografien danses.

For ja, der er bestemt tale om veleksekverede musiknumre med ditto veleksekverede danse til, hvor kameraet hvirvler dynamisk om publikum og fanger numrene og de medvirkende rytmisk i luften. De fleste af musiknumrene er bestemt også ok medrivende iscenesat, men når førstegangsoplevelsen har lagt sig, bliver numrene også en smule rutine at se på og lytte til.

The Greatest Showman biograf 02

Heldigvis kommer der ligesom jeg er ved at døse hen lidt drama og konflikt i spil i den ellers søde, ferske og romantiske fortælling. For Barnum står pludselig fanget mellem sin succes og sin fattige baggrund. Han forblændes af succesen og glemmer sine venner og dem, han elsker. Altså for et kort øjeblik. For vupti, så galt går det naturligvis ikke, og snart er alle glade igen.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen kommer på det ultra lækre format 4K Ultra HD, hvor billedet gengives med mættede farver og indtagende detaljer, mens lydsiden spiller både dynamisk og klart. Desuden medfølger der også en omgang ekstramateriale. Her finder du blandt andet et nærmere kig på de medvirkende karakterer, naturligvis også sangene en sing-along samt et kommentarspor med instruktøren med mere.

– ‘The Greatest Showman’ udkommer på dvd, Blu-ray og Ultra HD den 17. maj 2018.
152120096129691441

TRUTH OR DARE: Super slatten og dybt uopfindsom gyserleg

Biografanmeldelse: De fleste har vel på et eller andet tidspunkt leget sandhed eller konsekvens med vennerne. Det er en noget mere dødelig version af denne ellers harmløse leg, som er udgangspunktet for gyseren ‘Truth or Dare’. Her bliver legen nemlig straks ret så alvorlig for en flok unge, hvor døden følger i hælene på dem, hvis de ikke leger med.

En dejlig simpel og urovækkende gyser-præmis, hvor valget mellem sandhed og konsekvens altså har afgørende betydning for, om de medvirkende lever eller dør. For hvis de ikke leger med, så dør de. De skal med andre ord tage imod at fuldføre konsekvensen eller fortælle den skinbarlige sandhed. Det får naturligvis følger for venneflokken, når sandhederne kommer på bordet.

truth or dare biograf 02

Men skeletterne i skabene, der kommer for dagens lys er i grunden flokkens mindste problem, da døden som sagt netop lurer om hvert et hjørne. Vennerne må med andre ord nu forsøge at finde ud af, hvorfor denne ellers uskyldige leg får dødelige konsekvenser for dem og hermed sætte en stopper for legen og blodudgydelserne.

Således er der lagt op til en skræmmende og drabelig omgang leg med livet som indsats. Desværre fejler ‘Truth og Dare’ på samtlige parametre. Den er hverken uhyggelig eller underholdende, karaktererne er ligegyldige og drabene dybt kedsommelige, mens en grum stemning er fraværende sammen med opfindsomheden i legen med sandhed eller konsekvens.

truth or dare biograf 01

Filmens præmis har ellers en ilagt mulighed for blandt andet at levere både spektakulære og opfindsomme drab samt ubehagelige sandheder. Her kunne med andre ord komme og virkeligt være noget på spil. Det må man dog se forgæves efter i en film, der er så slatten og uopfindsom, at dens ellers beskedne spilletid på 100 minutter føles dræbende lang.

Hertil kommer filmens mange forkølede forsøg på at få mig til at hoppe i sædet med sine slatne jump scares og fesne fake scares. End ikke her bliver det til bare et lille spjæt fra min side. Lad mig end ikke starte med de mange himmelråbende dumme drejninger og handlinger, der konstant giver dødsstødet til, at løjerne kunne afstedkomme bare en smule uhygge. Gaaab. Bare Gaaab.

– ‘Truth or Dare’ får 1 ud af 6 stjerner:
1_6 - stars

– ‘Truth or Dare’ får premiere den 3. maj 2018.

Utøya 22. juli er grusom, ubarmhjertig og uafrystelig

Biografanmeldelse: Den 22. juli 2011 står mejslet ind i både verdenshistorien og ikke mindst Norges historie som en af af nyere tids allerværste, mest bestialske og grusomste massakrer med den højreekstremistiske nordmand Anders Behring Breiviks terrorangreb mod en gruppe unge medlemmer af den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF på sommerlejr på øen Utøya.

Men hvordan omsætter man en så tragisk, nådesløs og grum begivenhed til film? Med Erik Poppes uafrystelige ‘Utøya 22. juli’ gøres det ved at fortælle den forfærdelige historie i ét gispende one-take, hvor man følger Kaja rundt på øen Utøya under det ufattelige angreb, der varede 72 evige minutter, hvor 77 mennesker blev dræbt.

De unge på øen hører om en bombesprængning i regeringskvarteret i Oslo, men ved intet om, hvem der står bag eller hvorfor. Meget snart bryder helvedet som bekendt løs på øen, hvor jeg således konstant følger i hælene på Kaja under angrebet, hvor skuddene ubarmhjertigt kiler sig vej gennem luften, hvilket filmen igennem giver ubærlige sug i maven og en klump i halsen.

Nej, ‘Utøya 22. juli’ er bestemt hverken en nem eller rar film at se. Slet ikke. Det er en både grusom, yderst ubehagelig og ubarmhjertig oplevelse, der sætter sig helt fysisk i min krop både under og efter filmen har foldet sig ud i et insisterende kaos af død, panik, paranoia, frygt, sorg, håbløshed og overlevelsesinstinkter, der flere gange gav mig lyst til at forlade visningen.

I den altdominerende rolle som Kaja finder man filmdebutanten Andrea Berntzen, der hele vejen er  nærværende, nuanceret og troværdig samt både skrøbelig og stærk i sin kamp for overlevelse med de mange andre unge. Jeg sad således også med konstant ondt i maven på min vej rundt på øen med Kaja, hvor gråden pressede sig på flere gange undervejs.

Filmen er blevet til på baggrund af vidneforklaringer og fakta, mens den ligeledes er blevet til i dialog med flere overlevende. Karakterer og enkeltoplevelser i filmen er dog opdigtede. Vi ser altså i filmen blot én måde, hvorpå hændelserne kunne have set ud for de unge på på øen. ‘Utøya 22. juli’ indkapsler således på både helt fysisk, men også uafrystelig mental vis den ufattelige og grusomme begivenhed, der fandt sted sommeren 2011.

– ‘Utøya 22. juli’ har biografpremiere den 3. maj.