BLODIG WEEKEND 2018: Festivalen blev skudt spøgende godt i gang
Blodig Weekend 2018: Endelig kom dagen. Torsdag aften blev dette års udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend nemlig skudt i gang – og det oven i købet med en veloplagt åbningsfilm med spøgerier i den stemningsfulde og creepy ‘Ghost Stories’.
Således er det blodig bal altså åbnet, hvor den frem til og med søndag står på både grumme, uhyggelige og bizarre film. Som tidligere skrevet her på siden, så står den også på andet end filmvisningerne på dette års festival, der foregår i Cinemateket i hjertet af København.
For udover både nye film samt et par retro-titler, kan du også deltage i et gratis gyser-seminar og en ligeledes gratis blodig quiz, mens festivalen atter engang byder på et Collectors Market, hvor du kan købe film, plakater og merchandise samt andre interessante sager.
Men tilbage til torsdagen og åbningsfilmen. For her var gyserglade fans nemlig mødt talstærkt op for at sætte tænderne i årets første film. Man følger her den skeptiske professor Goodman, der har brugt sit liv på at afsløre, at overnaturlige fænomener så som spøgelser og onde ånder blot er fup og bedrag.
Hans verdensbillede bliver dog sat på en prøve, da han sættes på sporet af tre sager, der leder ham ind i et olmt mørke af spøgerier. Således følger man ham gennem de tre overnaturlige sager, der var lige lovligt glade for at bruge jump scares og fake scares. Der hvor spøgerierne fungerede bedst, var når fortællingen beroede på sin onde stemning og mørke skygger.
Ikke desto mindre var det en god og stemningsfuld åbningsfilm på festvalen, hvor en veloplagt og godt fyldt sal sad og gøs med. Der var både hvin og nervøs latter rundt omkring i salen. Filmen fungerede. Herligt. Det er med andre ord virkelig spøgende skønt endnu engang at være tilbage på Blodig Weekend. Kan du så få bestilt dine billetter – det gør du lige her.
– Find mine anbefalinger til Blodig Weekend her.
– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside og se programmet her.