Fear the Walking Dead sæson 3: De sultne zombier er tilbage!
Blu-ray-anbefaling: Jeg eeeelsker zombier. Ja, jeg er en af dem, der praktisk talt ikke kan få nok af de levende døde. Hverken på film eller som tv-serie. Der er bare noget ganske enkelt vammelt fascinerende ved dem – både tematisk, men også bare i den måde de er klamme og skræmmende på. Det er de også i denne tredje sæson af serien ‘Fear the Walking Dead’, der er udkommet på Blu-ray.
Man kan sige, at serien fungerer som en art companion piece og prequel til ‘The Walking Dead’-serien – men kan altså også fint ses uafhængigt af den (anden) populære zombieserie (som jeg da også sluger råt). Præmissen er dog den samme i denne serie, som den er i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker, der skal overleve i en verden, der er fyldt med smaskende kadavere.
I denne sæson må vores karakterer kæmpe for at genopbygge ikke kun samfundet, men også familien. Madison er blevet forsonet med Travis, mens Alicia stadig er knækket efter hendes mord på Andres. Nicks første beslutning som leder går ud over Luciana, men de undslipper døden. Strand stræber efter at udnytte den nye verdens valuta, og Ofelias fangenskab sætter hendes overlevelsesevner på prøve.
Her graves således endnu dybere ned i de menneskelige lag, nuancer og skyggesider, der kommer både boblende op til overfladen og eksploderer, når først katastrofen rammer. Så ja, bered dig på endnu mere zombiesnask med Blu-ray-udgivelsen af sæson 3 af ‘Fear the Walking Dead’, der udover seriens 11 timers spilletid også byder på lidt ekstramateriale, der tager et kig på serien samt de enkelte afsnit.
– ‘Fear the Walking Dead’ sæson 3 udkommer på dvd og Blu-ray den 18. december 2017.