Superman og Batman: 9 film i forrygende Blu-ray-boks

Superhelte på Blu-ray: Jeg er vild med Superman samt særligt Batman – og med denne skønne Blu-ray-boks er der i den grad lagt i oven til en omgang forrygende superhelte-underholdning. For ja, boksen indeholder nemlig intet mindre end fem film om og med Superman, mens man også får de fire gamle film om og med Batman i front på lækker Blu-ray. Sådan!

Superman-filmene i boksen tæller den vildt gode ‘Superman: The Movie’ fra 1978, videre til ‘Superman II’ fra 1981 samt ‘Superman III’ fra 1983 og ‘Superman IV: The Quest For Peace’ fra 1987 – alle som bekendt med en forrygende Christopher Reeve i titelrollen med spytkrøllen intakt og den røde kappe, når han flyver gennem luften for at redde verden og menneskene på Jorden.

Superman christopher-reeves

Der skulle så gå en lang årrække, inden Bryan Singer bragte Superman tilbage på det store lærred, denne gang med ‘Superman Returns’ i 2006, hvor Brandon Routh indtager den ikoniske rolle som The Man of Steel. Fire film, der alle er værd at se, selvom ikke alle måske er lige gode, men fordi en film med Superman altid er værd at bruge tid på.

Boksen byder som sagt også på min egen personlige superhelte-favorit Batman. Her får man Tim Burtons to film om flagermusemanden – nemlig de forrygende, herligt dystre og gostiske ‘Batman’ fra 1989 med en forrygende Jack Nicholson som Jokeren, mens man i ‘Batman Returns’ fra 1992 møder både Catwoman og en yderst klam Pingvinmanden. To formidable film.

batman collection 02

År senere kom instruktør Joel Schumacher så på banen med de noget udskældte og kulørte ‘Batman Forever’ fra 1995 samt ‘Batman & Robin’ i 1997. Her med henholdsvis Jim Carrey som en overgearet Gækkeren og Tommy Lee Jones som Two-Face, mens man i filmen fra 1997 finder en kæk Arnold Schwarzenegger som skurken Mr. Freeze.

Ganske vist er Joel Schumachers film fjollede, kulørte og over the top, men jeg kan personligt godt leve med deres cheesiness – om end det også er rart, at Batman-franchisen ikke fortsatte ned ad dette spor med mørkets ridder. Uanset hvad, så er denne boks så absolut et must i samlingen for fans af alletiders største superhelte: Superman og Batman!

– Superman og Batman Blu-ray-boksen udkommer den 9. oktober.

batman og superman 9 anthology boks