IT: Den onde klovn er tilbage for fuld gyser-skrue



Biografanmeldelse: Hvad frygter du allermest her i verden? Tænk lige over det, mens du læser denne anmeldelse af gyseren ‘It’. Her er der nemlig en ond klovn på menuen, som kan tage form af dit værste mareridt. Året er 1989 og klovnen – der går under navnet Pennywise – hærger byen Derry, hvor han på grusom vis tager børns liv på stribe. En uhyggelig præmis, der desværre ikke er videre uhyggeligt udført, men heldigvis både klam, voldelig og engagerende.

For en ting er uhyggen, en anden er det drama, der udspiller sig i flokken af børn, der får klovnen på nakken. Her finder man nemlig en gruppe veldefinerede og ikke mindst velspillende børn, der giver skrækfilmen nerve, nærvær og følelsesmæssigt pondus. Det gælder således temaer som at føle sig udenfor, at være misforstået og at løsrive sig fra sine forældre.

It biograf 01

Selvom her altså er et velcastet og solidt balanceret drama som grundlag, så er ‘It’ absolut en skrækfilm – med store buldrende versaler. Filmen spiller nemlig på alle de højlydte tangenter, man kender fra genren. Desværre er det bare ikke videre uhyggeligt, da uhyggen mest består i ikke vildt vellykkede jumpscares, mens det også mest er højlydt bulder og brag, der hersker, end det er et snigende olmt gys.

Filmen går med andre ord mere efter chok end krybende ond stemning. Det understreger blandt andet Pennywise – en herligt klam Bill Skarsgård – og hans forskellige gruopvækkende inkarnationer af børnenes værste frygt. Men selvom eskapaderne ikke som sådan skræmte mig, leveres der heldigvis godt med blod samt voldelige og klamme scener med blandt andet brækkede lemmer og slimet opkast. Det retter bestemt op på den for mig manglende uhygge.

It biograf 02

Men nu er ‘It’ også mere og andet end de klamme scener og chokeffekterne, det er som sagt også et drama om venskab og det at vokse op. Her lever filmen virkelig et vellykket liv takket være børnene, der formår at balancere mellem det humoristiske, det forskræmte og helt rørende. Det er i denne balancegang mellem gyset og dramaet, at ‘It’ engagerer og bliver vedkommende.

Filmen er baseret på Stephen King-bogen af samme navn fra 1986 – den har jeg dog ikke læst, men jeg husker at have set den mini tv-serie fra 1990, der ligeledes er baseret på bogen. Men uanset hvad, så fungerer denne nye version af historien om den onde klovn som et solidt dramatisk og velfunderet gys, der dog mangler mere uhygge. Nå ja, apropos hvad du frygter mest? Jeg frygter i hvert fald klovne lidt mere efter at have set ‘It’.



- ‘It’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘It’ får biografpremiere den 7. september.

It biograf poster