BLODIG WEEKEND 2017: Grumme gys, blaxploitation og brutal vold



Blodig Weekend 2017: Lørdagen på Blodig Weekend er lige liiidt hyggeligere, da man her finder det såkaldte Collectors Market, der som resten af festivalen er at finde i Cinemateket i København. Her sælges der alskens filmrelaterede sager, så man kan få stillet sin sult efter blandt andet dvd’er, Blu-rays og ikke mindst skønne VHS-bånd videre til plakater, magasiner, filmprogrammer, soundtracks, bøger med mere i den grusomme, snaskede og blodige ende af filmlandskabet.

Udover at kunne købe gode sager, er det også her, festivalens gæster har en oplagt mulighed for at hænge ud og snakke skrækfilm, mens der mæskes løs i markedets makabre udbud. Ja, jeg fik også selv shoppet samt snakket med øvrige horror hounds. Skønt. Der var bestemt også film på lørdagens program. Så efter markedet sneg jeg ind i mørket til antologifilmen XX, der efter en – som sædvanlig – veloplagt introduktion rullede over lærredet.

Blodig Weekend 2017 collectors market

De grumme filmsager granskes efter gyser-guf

Det var ikke alle fire kortfilm i XX, der var lige stærke – og desværre slog ingen af dem benene væk under mig. Men det var trods alt 80 ok underholdende gyser-minutter. For hvis et af segmenterne ikke lige fængede, var man relativt hurtigt videre til næste. Men blandt andet var The Box en ganske fin lille creeper om en mystisk boks, der får et barn til frivilligt at sulte sig selv af ligeledes mystiske årsager forbundet med boksen.

Jeg faldt også for den simple og klichéfulde, men ok habile creature feature Don’t Fall, hvor fire hikere får problemer i vildmarken, da de falder over nogle olme vægmalerier, der indvarsler død. Man kom i et andet segment også med til en herligt bizar børnefødselsdag, der indebar et lig i et pandakostume (!), mens man i antologigysets sidste og svageste indslag fik historien om en mor, hendes søn og deres ikke helt uproblematiske forhold – mildt sagt. Men den forblev for konturløs til at fange mig.

Blodig Weekend 2017 xx stills

En mystisk mand og hans mystiske gave i segmentet The Box fra antologigyset XX

Der er også plads til andet end gys og gru på festivalens program. Man finder i år blandt andet også benhård blaxploitation og brutal actionsmask. Det var nemlig præcis, hvad aftenens – for mit vedkommende – sidste to visninger leverede. Først med den kølige og cool Black Caesar fra 1973 med Fred Williamson i hovedrollen som gangsteren Tommy, man følger fra barnsbens trænge kår og undertrykkelse til, at han bliver en magtfuld bandeleder og voksen mand.

Der var tryk på sprøde suits, blodige shootouts og et lækkert soundtrack med James Brown. Fred Williamson skulle i egen høje person have deltaget i festivalen, men måtte desværre melde afbud grundet en pludselig filmproduktion. Til gengæld havde folkene bag fået ham til at lave en cool lille videohilsen til sine danske fans. Sådan. Men Fred eller ej, var Black Casesar en knaldhård og skøn film at få set på dejlig og halvslidt 35 mm.

Blodig Weekend 2017 blax

Fred Williamson i den benhårde Black Caesar

For mig stod dagens sidste visning i über-voldens tegn med den indonesiske håndmadsuddelende og øretævebaskende Headshot. Ja, en omgang smadder i samme vene som de to forrygende The Raid-film. Her fik publikum nemlig serveret en skøn og over the top omgang action, der fortæller historien om en mand, som efter at være blevet skudt i hovedet, lider af hukommelsestab. Men hans brutale fortid haler snart ind på ham.

Så alt imens han søger svar om sig selv, skal han også håndtere alverdens skurke. Det udmunder sig i vilde håndgemæng med pistoler, macheter og næver i alt fra en klaustrofobisk bus til på en idyllisk sandstrand. Her overtog den ene dynamisk iscenesatte actionscene stort set den næste med et dansende kameraarbejde og et potent score, der kun føjede ekstra medrivende energi til slåskampene.

headshot-lille-01

Der deles hårde håndmadder ud i Headshot

Efter dagens sidste visninger kunne dem af festivalens gæster, som ikke havde fået nok bevæge sig over til den såkaldte horrorfest i det nærliggende Studenterhuset. Her spillede dj’en lækre og filmrelaterede toner, mens man i passende dunkle omgivelser kunne fortsætte snakken om dagens strabadser – og naturligvis også, hvad der venter på festivalens sidste dag søndag.

– Du køber dine billetter til Blodig Weekend lige her.
– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.