DET SJUNKNE KLOSTER: Et depraveret kig ind i en ensom mands urovækkende forfald
Kortfilmsanmeldelse: Jeg er ikke sikker på, hvad Det Sjunkne Kloster helt præcist vil fortælle, eller hvad den små 15 minutter lange kortfilm egentlig handler om. Det gør dog ikke det store, for den ordløse film er rig på olm, beggul og mismodig stemning samt ikke mindst dejligt bizarre og kvalme scener.
Det hele runger indtagende modløst i den knugende film om en enlig mand med nogle ikke videre sunde vaner. Således folder den gullige stemning sig ud omkring den snuskede, svedige og konstant rygende mand med viltert hår og skægstubbe. Han bor alene i en mørk og klaustrofobisk lejlighed i et ligeledes skummelt boligkompleks – dog i selskab med en slimet tudse i et terrarium.
Her holder naboen nervøst øje med hvad der foregår i den fælles gang gennem sin dørspion. Dette sniger fint en snert af paranoide ind i fortællingens allerede ildevarslende væsen. Instruktør Michael Panduro har altså et godt og grotesk tag om sine få, men velvalgte virkemidler, når historien uden ord formår at gribe fat lige der i maven på mig, hvor alt det forbudte, fordækte og ulækre sitrer.
Jeg har aldrig læst historien af H.C. Andersen, som filmen er baseret på, så jeg vil afholde mig fra sammenligninger. Men nu skal en film uanset dens forlæg også kunne stå på egne ben. Det kan Det Sjunkne Kloster, som i hvert fald sendte mig overbevisende ind i en fortabt verden af dysterhed og destruktive handlinger. Som mandens skamfering af egen krop samt et skvæt benzin i kaffen.
Claus Flygare er i skikkelse af eneboeren også fornemt med til at indkapsle og forløse den truende stemning med et fortabt nærvær af depression og fortabelse i selvdestruktion. Mens også den gult belyste og ominøse scenografi fornemt spejler mandens indre og filmens klæge tableauer af forfald.
Således understøttes og får filmen serveret sin fortælling både potent, men mest af alt med underspillet ondskab i sin ordløse og urovækkende atmosfære. Både jeg og filmens råddenskab følges kort sagt indgribende grumt i mål, hvor særligt den både smukke, melankolske og klamme finale fornemt forløser alt det dystre, der er gået forud for denne skumle og overgrebsrungende afslutning.
– Det sjunkne kloster får 4 ud af 6 stjerner:
