WAR DOGS: Jonah Hill som manisk våbensmugler er hele filmen værd

Blu-ray-anmeldelse: Baseret på en sand historie, lyder det før filmen War Dogs ruller sig energisk i gang. I så fald er det en vild sand historie, der her er tale om. For man følger her Jonah Hill og Miles Teller i rollerne som våbenhandlere, der snart kommer på afveje og i samarbejde med lyssky personer. Sådan er det jo, når man bliver smågrådig i jagten på den næste store våbenhandel.

Men egentlig er Miles Teller som David Packouz blot en helt almindelig gut i 20’erne, der ikke rigtigt har fundet sin vej i livet, men lever fra dag til dag som massør for rige gamle mænd. Ikke just drømmejobbet. Så da hans ungdomsven dukker op – en sprudlende og lettere manisk Jonah Hill i rollen som Efraim Diveroli – ændrer Davids liv sig radikalt, både på jobfronten og ikke mindst økonomisk.

war-dogs-blu-ray-02© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Efraim har nemlig fundet en snedig måde at tjene penge på krigen i Irak. Det gør han ved at udnytte et mindre hul i den amerikanske regerings regler om salg af våben til militæret. Det betyder, at selv små foretagener som Efraims kan sælge store mængder af våben og ikke mindst tjene million-godt på det. Men de to spiller højt spil og pludselig er det med livet som indsats, at der sælges våben.

War Dogs er instrueret med sans for en tempofyldt, sjov og energisk afvikling af den vanvittige historie. Ja, han er manden bag blandt andet de tre The Hangover-film. Og stemningen er ikke ulig den uhæmmede og løsslupne af slangsen i de film – her ledt an af en forrygende Jonah Hill, der er hele filmen værd – selv når historien mister lidt af pusten, men forsøger at overleve på formen og et velvalgt soundtrack alene.

war-dogs-blu-ray-01© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Det lykkedes ikke helt, hvofor jeg da heller ikke just bliver vildt meget investeret i den umage duos vilde eventyr, hvor alvoren af situationen aldrig rigtigt får dramatisk tyngde, selvom der forsøges. Blandt andet ved Davids skræntende forhold til kæresten og deres nyfødte barn. Ikke destro mindre, så lander War Dogs nogenlunde på begge ben som en ok underholdende omgang satirisk krigskomedie, der underholder ok, så længe den står på, men ikke efterlader meget eftertanke, selvom historien bestemt har stof til det.

Blu-ray-udgivelsen leverer filmen med et flot, veldefineret og farvemættet billede, mens lydsporet spiller dynamisk og velbalanceret med alt fra skudalver til dialog og det medrivende soundtrack. Ekstramaterialet består af tre korte featuretter, der ser lidt på filmens locations, produktion samt Todd Phillips arbejde. Ikke det store at komme efter her, desværre.

War Dogs udkommer på dvd og Blu-ray den 15. december.
war-dogs-blu-ray-cover[tabgroup][tab title=”War Dogs | Blu-ray”]
Titel: War Dogs, 2016
Release: den 15. december 2016
Instruktør: Todd Phillips
Medvirkende:
Miles Teller, Jonah Hill m.fl.
Spilletid: 114 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Fear the Walking Dead sæson 2: Zombierne er tilbage!

Blu-ray-anbefaling: Jeg eeeelsker zombier. Ja, jeg er altså en af dem, der praktisk talt ikke kan få nok af de levende døde. Hverken på film eller som tv-serie. Der er bare noget ganske enkelt vammelt fascinerende ved dem – både tematisk, men også bare i den måde de er klamme og skræmmende på. Det er de også i denne anden sæson af serien Fear the Walking Dead.

Serien fungerer som et companion piece og prequel til The Walking Dead – og kan altså fint ses uafhængigt af den (anden) populære zombieserie – som jeg da også sluger rådt. Præmissen er dog den samme i denne serie, som den er i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker, der skal overleve i en verden, der er fyldt med smaskende kadavere.

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-02

Efter at have set, hvordan zombieudbruddet startede i seriens første sæson, fortsætter mareridtet nu blot for fuld postapokalyptisk skrue i denne sæson 2, der modsat første sæsons 6 afsnit byder på hele 15 afsnit. Her graves der således endnu dybere ned i de menneskelige lag, nuancer og skyggesider, der kommer både boblende op til overfladen og eksploderer, når først katastrofen rammer.

Man følger her således Madison, Travis, Daniel og deres familier, der ender på båden Abigail – dog uden at vide, hvor stort omfanget af zombieapokalypsen egentlig er. En uhyggelig uvished. Militæret gør dog hvad det kan for at komme de levende døde til livs, mens de almindelige mennesker på gaden gør deres for at overleve. Og nej, selvom det måske kunne synes sådan, så er det ikke nødvendigvis særligt sikkert at forskanse sig på en båd…

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-01

Så ja, bered dig på endnu mere zombiesnask med Blu-ray-udgivelsen af sæson 2 af Fear the Walking Dead, der udover seriens 10 timer og 46 minutter også byder på lidt ekstramateriale. Her finder man en making of sæson 2 samt web-serien Flight 462, der byder på mere zombie-skræk.

Fear the Walking Dead sæson 2 udkommer på dvd og Blu-ray den 8. december 2016.
fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-cover

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

Blu-ray-anmeldelse: Lad mig med det samme sige, at selvom Jokeren spillede en hovedrolle i PR-maskinen for filmen, så agerer han kun statist i den buldrende og rodede, men også herligt tegneserieagtige Suicide Squad. Den er nu udkommet i en forlænget version med 12 minutters mere spilletid. Det er den version, jeg just har set. Men nej, den ændrer ikke ved min holdning til den version, der gik i biografen og som også følger med udgivelsen.

Så nu hvor Jared Leto som Batmans ikoniske nemesis er henvist til filmens udkant, træder andre spændstige karakter i front for denne klodsede kolos. Desværre også lidt for mange til, at instruktør og manusforfatter David Ayer formår at balancere dem på engagerende vis.

Her præsenteres vi nemlig for hele ni superskurke plus det løse, der hyres til at bekæmpe en grum überfjende… fordi ondt skal bekæmpes med ondt. Eller noget i den dur. Det er sådan set plottet.

suicide-squad-biograf-02© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Men selvom historien nærmest ikke kan være mere simpel – hvilket bestemt kan være en styrke – så fortælles den unødigt kringlet. Den er overlæsset med abrupte flashbacks og skydes af i et actiontempo, der desværre også efterlader ellers potentielt spændende karakterer uden egentlig pondus og dramatisk tyngde.

Bare rolig, der er også gode ting at sige. For jeg hader ikke filmen. Det er mest af alt en frustrerende oplevelse. Der er nemlig elementer, hele passager og flere karakterer, der fungerer.

Blandt andet seje zombiemonstre, dynamiske og sjove scener, hvor selvmordsbanden får plads og ro til at spille op mod hinanden, mens eksempelvis Will Smith er cool som den både kyniske og faderligt varme snigmorder Deadshot.

suicide-squad-biograf-03© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Han udgør filmens hjerte i slænget af bad guys, der blandt andre også tæller den skumle heks Enchantress (Cara Delevigne), den maniske Captain Boomerang (Jai Courtney) og Jokerens psykotiske kæreste Harley Quinn (Margot Robbie), mens Viola Davis er badass som hende, der får idéen at samle skurkeholdet.

Ja, det er en ret fjollet præmis, men det fungerer med sin egen tegneserielogik (sådan cirka), hvor det blandt andet skal give mening at hyre Harley Quinn til at bekæmpe monstre med et baseballbat i stedet for automatvåben.

Men det fungerer for mig (sådan cirka), da jeg overvejende godt kan lide filmens tegneserieæstetik og det både skørt sprudlende og dystre univers. Desværre får rodebutikken aldrig for alvor fundet en medrivende retning på sine antiheltes mission og kampen mod überskurken. Ej heller i denne forlængede version, der så vidt jeg lige kunne se blot byder på lidt mere Joker og karakterfokuserede scener.

suicide-squad-biograf-01© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Nå ja, og så er det altså nederen, at filmen fortaber chancen at bringe netop Jokeren tilbage i filmmanegen, men blot giver ham en hovsa-plads i eskapaderne. Han flagrer mest af alt løsrevet rundt og får aldrig farlig tilstedeværelse. Derimod indtager Harley Quinn og Deadshot de egentlig hovedroller.

Dem bærer de da også ok i dette sammenklippede clusterfuck, der vakler i mål efter en generisk superheltefinale, der er set 100 gange før. Nej, potentialet til original antihelte-action indfries ikke, men kvæles i en rodet historie uden nok mindeværdige scener, men nok med tegneserie-tjubang til nogenlunde at underholde mig.

Blu-ray-udgivelsen spiller derimod uproblematisk med et veldefineret og farvemættet billede, mens det dynamisk lydspor med sine velbalancerede niveauer også gør god figur. Udover de to versioner af filmen, får man også en omgang ekstramateriale, der blandt andet byder på karaktererne og castet, videre til forholdet mellem Jokeren og Harley og et kig på at skabe filmens univers.

– Suicide Squad udkommer på dvd, Blu-ray og 3D Blu-ray den 5. december 2016.
suicide-squad-blu-ray-cover
[tabgroup][tab title=”Suicide Squad | Blu-ray”]
Titel: Suicide Squad, 2016
Release: den 5. december 2016
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie m.fl.
Spilletid: 122 min. og 134 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]