GUARDIANS OF THE GALAXY: Forrygende uhøjtidelig rumaction gør din sommer meget bedre

Biografanmeldelse: Hvis du synes, at der er for få talende og skydegale vaskebjørne på film, har du allerede her første gode grund til at se rumeventyret Guardians of the Galaxy. Bizarre væsner, susende rumskibsaction og tongue-in-cheek-humor er andre mindst ligeså gode grunde. Ja, hvis ikke du har luret det, så er dette en anmeldelse med en indbygget anbefaling i.

Man kastes direkte ud i eventyret efter en kort baggrundshistorie for knægten Peter Quill, der på Jorden i 1980’erne på tragisk vis mister sin mor. Filmen springer frem i tid, hvor den lille knægt med tragedien på slæb, nu er blevet vittig og voksen eventyrer i det ydre rum – en charmerende Chris Pratt. Her har han nuppet et mystisk kugle-artefakt, der har givet ham den onde Ronan på nakken.

guardians of the galaxy 02

Ja, du gættede rigtigt: Det har noget med intet mindre end galaksens skæbne at gøre. Og ja, Peter Quill bliver nødt til at teame op med førnævnte vaskebjørn (med stemme af Bradley Cooper!) samt et trælignende væsen (med stemme af Vin Diesel!), den egenrådige Gamora (en grønmalet Zoe Saldana!) og den muskuløse Drax (wrestleren Dave Bautista!). Et særdeles umage hold, der må forsøge at samarbejde, mens diverse skurke, eksplosioner og plottråde gør sit for at spænde ben for deres foretagende.

Her er kort sagt tale om et skørt, kulørt og herligt offbeat rumeventyr, der er svær ikke at holde af. Du ved, farverig science fiction, der uhøjtideligt og med adskillelige charmerende samt blot bizarre karakterer taler direkte til min og din indre rumfilmsfan. Derfor er det også kun dobbeltærgerligt, at historien ikke er videre interessant, mens humoren ikke altid rammer lige rent.

guardians of the galaxy 01

På trods af historiemæssige skavanker, er der dog ingen tvivl om, at James Gunn er den rette instruktør til tjansen. Han står bag den herlige horror-sjasker Slither samt den skammeligt oversete og sorthumoristiske superhelte-bastard Super. For selvom her ikke er helt samme overraskende og skrubbeløse humor, har eventyret absolut sin del af humoristisk absurditet. Tag blot den skydegale vaskebjørn. Desværre er et følelsesmæssige engagement til at overse.

Peter Quills tragiske ballast får ikke rigtigt fat, selvom han filmen igennem lytter til det mixtape, han blev givet af sin mor på dødslejet. Musikken er dog yderst velvalgt og står i dynamisk kontrast til rumscenerierne med numre af blandt andet David Bowie og Jackson 5. Her er altså tale om et veloplagt og vittigt rumeventyr, der fungerer både som god opvarmning for den kommende Star Wars-film og ikke mindst den allerede annoncerede 2’er, der lander i 2017.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Guardians of the Galaxy  | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
guardians of the galaxy poster
Originaltitel: Guardians of the Galaxy, USA, 2014
Release: den 31. juli 2014
Instruktion: James Gunn
Medvirkende: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Vin Diesel, Bradley Cooper, Lee Pace, Michael Rooker, Karen Gillan, Djimon Hounsou, John C. Reilly, Glenn Close, Benicio del Toro m.fl.
Spilletid: 121 min.
Distributør: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

SÅDAN TRÆNER DU DIN DRAGE: Et eventyrligt venskab mellem en dreng og hans drage

En animationsfilm du skal se: Opfølgeren til DreamWorks’ veldrejde animationsfilm Sådan træner du din drage fra 2010 har ramt biografen. Den første er nu genudsendt på Blu-ray, og den bør altså lige få set eller genset. For det er en af de seneste års bedste og mest veloplagte animationsfilm fra studiet bag blandt andet Shrek-, Madagascar– og Kung Fu Panda-filmene.

Det er en ganske enkelt hamrende godt fortalt historie om venskabet mellem en dreng og hans drage, der udover den engagerende duo også byder på medrivende animationsaction, der giver susende godt rum til både episke landskaber, flyvende drager og ikke mindst de indtagende karakterer.

sådan træner du din drage blu-ray 02

For godt nok er animationen fejende flot, men det er karaktererne og historien, der for alvor løfter filmen. Den gammelkendte historie om venskab og om at være tro mod sig selv, selvom man må træffe upopulære valg, fortælles nemlig her med fængslende troværdighed og menneskelig nerve, selvom der både er ildspruttende drager og animerede følelser på spil.

Jay Baruchel er god og charmerende som drengen med dragevennen og Gerard Butler naturligt autoritær som hans far, mens stemmer af blandt andet Craig Ferguson, Jonah Hill, Kristen Wiig og Christopher Mintz-Plasse hele vejen rundt bringer animationen yderligere til live. En fornøjelse.

sådan træner du din drage blu-ray 01

Filmen ser desuden forrygende godt ud på Blu-ray, hvor både heftig action og karaktergalleriet står farvemættet og klart, mens lydsporet giver billederne dynamisk modspil med velbalancerede niveauer. Udgivelsen byder desuden på fint og informativt ekstramateriale, der giver et godt indblik i filmen, blandt andet med et kommentarspor samt med diverse featuretter om alt fra karakterer til animation og slettede scener.

Sådan træner du din drage er udkommet på Blu-ray d. 3. juli 2014. [tabgroup][tab title=”Sådan træner du din drage (2010) | Blu-ray-anbefaling”]
How to train your dragon cover
Originaltitel: How to Train Your Dragon, USA, 2010
Release: den 3. juli 2014
Instruktion: Chris Sanders, Dean DeBlois
Medvirkende: Jay Baruchel, Gerard Butler, Craig Ferguson, Jonah Hill, Kristen Wiig, Christopher Mintz-Plasse m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

INSIDE LLEWYN DAVIS: Melankoli, musik og modgang i 60’ernes USA

Blu-ray-anmeldelse: Du skal altid glæde dig til en ny film af Joel og Ethan Coen. Derfor har du selvfølgelig også set frem til at se eller gense Inside Llewyn Davis. Det har jeg i hvert fald, og de to brødre skuffer ikke ved mit gensyn. For deres portræt af folksangeren Llewyn Davis’ forsøg på succes i et tilrøget 1960’ernes USA, er en både fint melankolsk, musikalsk og smuk oplevelse om livets gang på brændte broer.

For godt nok benægter Llewyn Davis’ musikalske talent sig ikke, når han finder guitaren frem og lader sin røst ramme publikum intenst, skrøbeligt og længselsfuldt. Men talentet mangler, når det kommer til privatlivet. Han har intet hjem, men hutler sig gennem dagen og sover på skift hos venner og bekendte. Så længe han ikke lige lader sit humør løbe af mig sig og smækker med døren.

Inside Llewyn Davis 02

Men nej, der sker ikke så pokkers meget for Llewyn Davis – andet end livet, der blot synes at stå i stampe. Karrieren tager ikke fart og livet hænger knap nok sammen for ham. Dette er ikke en historie om succes, men om modgang, ensomhed og om ikke at sælge ud eller give op på drømmen. Fortalt med Coen-brødrene elegante sans for underspillet sort humor og fine nuancer i både portrætter, fortælling og miljø.

Oscar Isaac leder sørgmodigt an som Llewyn Davis og har hele filmen både et skrøbeligt tilstedevær og en styrke, der dog bukker under for momentan selvynk. Han klæder usømmeligt godt filmens melankoli og tidsbillede, hvor sarte kunstnerfølelser clasher med pengefokuserede pladeselskabsfolk. Oacar Isaac bærer ganske vist hovedrollen, men musikken og miljøet bærer i høj grad også filmen.

inside llewyn davis 04

Her er ikke én indstilling, ikke én lyssætning eller kamerabevægelse, der ikke velovervejet indrammer fortællingen. Det uden at filmen på nogen måde fremstår stivbenet eller reklamefilmspoleret. Alt spiller med en filmisk naturlighed, der visuelt elegant og musikalsk omfavner historien og publikum med en melankolsk længsel. Desuden finder man også flere fine biroller på rollelisten.

Blandt andet en bedrøvet Carey Mulligan som en såret eks-kæreste til Llewyn, mens Justin Timberlake er Llewyns musikalske modsætning – positiv, smilende og altid glad – og så støder Coen-kendingen John Goodman til som excentrisk musiker med gangbesvær. Herligt. Ja, udelukkende en filmisk fornøjelse, der ganske vist er tungsindig, men også morsom midt i tragedien og Llewyn Davis’ ensomhed.

Filmen,Inside Llewyn Davis, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

inside llewyn davis 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens røgfyldte univers og støvede landeveje kommer flot til sin ret på Blu-ray-udgivelsen med et både farvemættet, detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet leverer både smukke musik dynamisk, distinkt og formfuldende, mens både dialog og øverige elementer balanceres indtagende på lydsiden. Ekstramaterialet er ganske ok.

Her får man en ganske fyldig featurette, der giver et både informativt og spændende indblik i både tilblivelsen af filmen samt det miljø og den tid, der skildres, hvor cast og crew interviewes og der krydres med bag-om-scenerne-materiale (43 min.). Videre er der mere af det samme i en opdelt featurette, hvor man dog finder gentagelser fra ovenstående making of (25 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/65_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Inside Llewyn Davis | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
inside llewyn davis cover
Originaltitel: Inside Llewyn Davis, USA, 2013
Release: d. 24. juli 2014
Instruktion: Joel Coen, Ethan Coen
Medvirkende:
Oscar Isaac, Carey Mulligan, John Goodman, Garrett Hedlund, F. Murray Abraham, Justin Timberlake m.fl.
Spilletid: 105 min
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

DELIVER US FROM EVIL: Okkult storbygys smadrer dine sanser med alle genrens tricks

Biografanmeldelse: Jeg eeeelsker horrorfilm, jeg eeeelsker dæmongys og jeg eeeelsker okkulte gespenster. Godt, så har vi det på det rene, og du kan så vælge at læse videre eller lade være, hvis du ikke orker at høre, hvad en dedikeret skrækfilmsfan har at sige. Ja, jeg tør også godt kalde mig skrækfilmsekspert, for når man gang på gang må høre den ene ubehjælpsomme og upassionerede ”ekspert” udtale sig om genren, kan jeg uden problemer også bære titlen.

Nå, så blev den blodrøde løber rullet ud. For dette skulle jo gerne blive til en anmeldelse af Deliver Us From Evil. Lad mig starte med noget så uoriginalt som en plotbeskrivelse. I et regntungt Bronx efterforsker den mutte betjent Ralph og hans makker en sag, der viser sig at være mere olm end antaget. Du ved, dæmonbesættelser, okkultisme og den slags. De får derfor hjælp af en katolsk præst, og så går kampen ellers ind for at overvinde ondskaben.

Deliver Us From Evil 02

Selvfølgelig knirker Ralphs forhold til konen, han er ikke-troende og hårdnakket skeptiker overfor alt overnaturligt. Ja, et storbygys med religion, frelse, indre og ydre dæmoner, underlige begivenheder og mystiske symboler i massevis. Eric Bana er herligt indelukket som den martrede betjent, Joel McHale er en smule anstrengende som ”vittig” makker, mens Olivia Munn ikke får meget spilrum, og så er Édgar Ramírez cool som læderjakkebærende præst.

Antydnings kunst er så godt som ikkeeksisterende. Alt smøres ind i lydeffekter, hvor hver en mørk gyde og klam kælder tilsættes et brummende lydtæppe. Det er ofte alt for meget, men bærer også en bastant kvalitet, der gør filmen konstant pågående, som et utrætteligt angreb på sanserne. Fik jeg sagt, at her med rund hånd leveres mere eller mindre vellykkede jump scares? Ja, der dynges på med alle genrens elementer, der måske ikke afføder de mest fugtige håndflader, men snarere en overmæthed, der gjorde mig dejligt tung i kroppen.

Deliver Us From Evil 01

Det føles lidt som en actioninstruktør, der har kastet sig over gyset. Det er dog ikke tilfældet, da Scott Derrickson blandt andet står bag dæmongysene Sinister og The Exorcism of Emily Rose. Godt nok skræmte Deliver Us From Evil mig ikke halvt så meget som dem, men med sin regnvåde storby i ondt forfald, befandt jeg mig i et konstant tungsind og en sitrende usikkerhed. Så ja, jeg kunne fint overleve plottets ujævnheder og den ikke altid lige elegante afvikling af gyset.

Blandt andet vælger Ralph at stikke hånden ind til en dæmonbesat kvinde, for at vise hende noget på sin telefon. Du gætter selv, hvordan det går. Ja, Deliver Us From Evil vil utvivlsomt få haters på nakken, også de der ”skrækfilmseksperter”. Men fuck skavankerne, for den faretruende stemning og det konstante bombardement af sanserne gør dette okkulte storbygys til en herligt udmattende oplevelse. Nå ja, filmen er selvfølgelig baseret på virkelig hændelser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Deliver Us From Evil | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
deliver us from evil poster
Originaltitel: Deliver Us From Evil, USA, 2014
Premiere: d. 24. juli 2014
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Eric Bana, Edgar Ramírez, Olivia Munn, Joel McHale m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SAVING MR. BANKS: Emma Thompson er en kælling, Tom Hanks er munter og tak for det

Blu-ray-anmeldelse: Hvis det var lige så vanskeligt at få rettighederne til at filmatisere en bog, som det er tilfældet i Saving Mr. Banks, er det ikke sikkert, der overhovedet ville blive filmatiseret bøger. Her følger man nemlig, hvor vanskeligt det var for Walt Disney at få lov at filmatisere Pamela Travers’ bog om Mary Poppins. Den endte som bekendt på det store lærred i 1964 og er blevet en Disney-klassiker.

Emma Thompson spiller den tilknappede Travers, mens Tom Hanks er den muntre Walt Disney, der efter 20 år med forespørgsler om at få lov til at filmatisere Travers’ bog endelig får hende overtalt til at rejse fra sit trykke London til Los Angeles. Her skal hun forhandle om rettighederne, men det er ikke just med god vilje. Hun er nemlig økonomisk trængt, hvorfor rejsen til LA blot er et nødvendigt onde.

saving mr banks 05

Walt Disney står altså i skærende kontrast til den stramme Travers, der skyder den ene idé ned efter den anden. Hun er ikke en dame, der går på kompromis med sine egne idéer omkring sin elskede Mary Poppins. Hun er da også til tider ved at blive så kold en kælling, at man bare håber på, at den godhjertede Disney vil stikke hende en flad. Det sker selvfølgelig ikke.

Men ja, der gemmer sig et blødt hjerte og en forpint sjæl inde bag Travers’ ellers uigennemtrængelige ydre. Det erfarer man gennem tilbageblik til hendes barndom filmen igennem. Her står forholdet til faderen centralt. En alkoholiseret, men kærlig og fantasifuld fader i skikkelse af Colin Farrell. Et forhold med brudte løfter og knuste drømme, der har hængt som en skygge over Travers lige siden.

Saving Mr. Banks 02

Så selvom Emma Thompson er på nippet til at blive for overgjort usympatisk til, at man faktisk vil hende det godt, så bløder disse tilbageblik hendes karakter op med menneskelighed – også selvom der er langt ind til hendes hjerte. Det erfarer alle omkring hende, hvor en ellers meget tålmodig Walt Disney er ved at miste besindelsen flere gange – en herlig energisk og legende Tom Hanks.

Så selvom Saving Mr. Banks til tider er ved at blive lige så svær at komme ind på livet af som den stride Travers, vinder filmen i længden og ikke mindst på Emma Thompson og Tom Hanks’ præstationer, mens også Paul Giamatti som optimistisk chauffør samt Jason Schwartzman, Bradley Whitford og B. J. Novak som trekløveret, der skal bringe bogen til live giver historien dynamik og Travers nødvendigt modspil.

Filmen, Saving Mr. Banks, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Saving Mr. Banks 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen bringer smukt filmen til live, hvor alt fra de game Disney-studier til Tom Hanks smilerynker gengives skarpt, farvemættet og detaljerigt. Lydsporet spiller dynamisk og giver fornemt plads til både Emma Thompsons sure opstød og de lystige sanges svung. Ekstramaterialet byder på en enkelt fin featurette.

Her får man nemlig et kig på Disney-studiernes historie og Disney mere generelt (15 min.), mens man også får tre slettede scener, der dog ikke gør det store fra eller til for filmen (7 min.) samt en bag-om-scenerne sing-a-long på sangemn Let’s Go Fly a Kite (2 min.). Førstnævnte indslag er fin og informativ, men det er ikke meget indsigt, man får i filmens og blandt andet det skal skulle portrættere Walt Disney.
Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Saving Mr. Banks | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Saving Mr Banks cover
Originaltitel: Saving Mr. Banks, USA, 2013
Release: d. 17. juli 2014
Instruktion: John Lee Hancock
Medvirkende: Emma Thompson, Tom Hanks, Paul Giamatti, Jason Schwartzman, Bradley Whitford, Colin Farrell, B. J. Novak m.fl.
Spilletid:
2 timer 8 min
Distributør: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Abernes planet: Revolutionen – Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne

Biografanmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Abernes planet: Revolutionen. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Abernes planet: Begyndelsen fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sent til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, som nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 01

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag så absolut også.

abernes planet revolutionen 02

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige, for her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Abernes planet: Revolutionen | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
abernes planet revolutionen poster
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: d. 17. juli 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE MONUMENTS MEN: George Clooneys skattejagt i nazi-land er ikke sit stjernecast værdig

Blu-ray-anmeldelse: Ja, The Monuments Men ligner en sikker succes. Den har store stjerner på plakaten og altid charmerende George Clooney som bagmand. Han er både instruktør, medforfatter og spiller i filmen kunsthistorikeren, der i slutningen af 2. Verdenskrig samler et hold af kuratorer, kunsthistorikere og kunstnere, som drager til Tyskland for at redde uerstattelige kunstskatte ud af nazisternes kløer.

Men noget er gået galt for George Clooney og hans eller sikre opskrift på en Hollywood-succes. Filmen er nemlig en sært rodet affære, der ikke for alvor synes at finde form og retning på sin fortælling, mens etableringen af persongalleriet også lader noget tilbage at ønske. Nej, det er altså ikke nok bare at putte en gruppe karismatiske skuespillere i uniform og lade dem fjolle rundt i uvante omgivelser.

Monuments Men 01

For desværre får det ellers oplagte komiske clash mellem krigen og de langt fra krigserfarne kunstakademikere ikke den komiske slagkraft, der sigtes efter. Dertil er manuskriptet ikke vittigt nok, mens leveringen til tider også kunne være mere veloplagt. Filmen vakler noget ubeslutsomt mellem komik, spænding og alvor, hvor det ikke helt lykkedes at finde en engagerende balancegang.

Men ja, banden har bestemt star quality. Du ved: George Clooney, Matt Damon, Bill Murray, John Goodman, Jean Dujardin, Bob Balaban, Hugh Bonneville og Cate Blanchett. De forbliver dog kun kendte ansigter og bliver ikke de karakterer, de spiller. Man lærer dem aldrig for alvor at kende, mens gruppedynamikken også er til at overse. Engagementet i filmen og de til tider dødsensfarlige løjer er derfor også noget moderat – dog ikke helt fraværende. Heldigvis.

Monuments Men 02

Man kommer aldrig ind under huden på karaktererne eller fortællingen, der ellers er baseret på den sande og utrolige historie om at redde de svimlende mange kunstgenstande, som nazisterne systematisk stjal og i krigens sidste krampetrækninger begyndte at destruere. Men kunsten, der ellers er omdrejningspunktet, efterlades underligt nok i kulissen. Det bliver kun til glimt af et par velkendte værker.

Men passionen for kunsten og dens betydning berøres kun overfladisk. The Monuments Men er ganske enkelt en uforløst film, der ellers har alt, som skal til for at skabe en fremragende film: Et godt cast, en spændende historie og onde nazister. Nu har man i stedet fået en ujævn film, der dog ikke er uden lyspunkter. Men for pokker, det kunne have været så meget bedre. George Clooney, stram op.

Filmen,
The Monuments Men, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Monuments Men 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen er en sand fornøjelse. Her gengives både kunstværker og George Clooneys overskæg klart, veldefineret og med flot detaljegrad, mens farverne er mættede og kontrasten solid. Lydsporet spiller ligeledes godt med dynamiske niveauer og klar klang i både replikker og øvrige elementer. Ekstramaterialet er desværre ikke videre interessant.

Her få man to slettede scener, der ikke er videre interessante (2 min.), en featurette, hvor skuespillere og en producer snakker om, hvorledes George Clooney arbejder som blandt andet instruktør (5 min.), et kig på castet (8 min.), et kig på Rose Valland, der dannede baggrund for Cate Blanchetts karakter i filmen (4 min.) samt en fin featurette med blandt andet de rigtige Monuments Men (12 min.). Men overordnet er her desværre tale om et noget overfladisk kig på filmen.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Monuments Men | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Monuments Mencover
Originaltitel: The Monuments Men, USA, 2014
Release: d. 24. juni 2014
Instruktion: George Clooney
Medvirkende:
George Clooney, Matt Damon, Bill Murray, John Goodman, Jean Dujardin, Bob Balaban, Hugh Bonneville, Cate Blanchett m.fl.
Spilletid: 118 min
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRANSFORMERS: AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

Biografanmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen, og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair og udholdeligt mådehold langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter, hvilket selv sagt er alt for lang tid. Det kan filmen ikke bære. Der er simpelthen for lidt udvikling i både plot og karakterer.

Transformers 4 Age of Extiction 01

Men nej, det er jo ikke fordi, der ikke sker noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engageres mig alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Transformers 4 Age of Extiction 03

Der er også Dinobots med – ja, Transformers- dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot, mens bygninger kollapser. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Ja, jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget, i stedet for bare at køre i ét langt trættende gear, der ikke er andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
Transformers 4 Age of Extiction
Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: d. 10. juli 2014
Instruktion:Michael Bay
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

TOKAREV: Jeg elsker Nicolas Cage, men den her er en fuser – det er Nicolas Cage heldigvis aldrig

Blu-ray-anmeldelse: Hvis Nicolas Cage er på rollelisten, skal jeg se filmen. Ja, fuck hvor jammerlig filmen så måtte være, for Nicolas Cage er aldrig spild af tid. Aldrig. Det gælder også den mere end fesne og dybt klodsede hævnthriller Tokarev. For havde det ikke været for Nicolas Cage, havde jeg ikke orket filmen.

Som du nok har luret, har jeg et yderst soft spot for Nicolas Cage. Nej, ikke på den der ironiske måde, men ganske enkelt fordi, han er fantastisk. På den der larger than life-agtige måde – med følelserne uden på tøjet, evigt karismatisk og gerne med et automatvåben i hånden. Men som mange af de film, han har indtaget de seneste år, er Tokarev desværre endnu en forglemmelige actionfilm i rækken.

tokarev 01

Nicolas Cage indtager rollen som Paul Maguire, der har lagt livet som kriminel bag sig. Ja, den klassiske historie om manden, hvis dystre fortid indhenter ham. Det gør den så for fuld smadder, og rammer ham der, hvor det gør mest ondt – familien. Hans datter kidnappes, og så må Paul tage sagen i egen hånd, og i farten selvfølgelig også forsøge at bekæmpe sin fortids syndere og opnå frelse.

For nej, selvfølgelig er politiet ikke til nogen hjælp. Det er de som bekendt aldrig i den her slags hævnfilm. Sådan er det, og således må Paul altså selv sætte jagten ind på datterens kidnapperne – selvfølgelig ledsaget af to utåleligt tumpede kumpaner. Det leder ham selv sagt atter ind i den kriminelle verden, han ellers havde forladt. Fortidens skeletter vælter frem og alt den slags halløj.

tokarev 03

Desværre er det hele bare så gumpetungt afviklet, at end ikke eksplosioner, skududvekslinger og biljagter afføder reelt engagement. Ja, Tokarev er sådan en film, hvor biler mere eller mindre umotiveret sprænger i luften, når de støder sammen, og hvor politiet er fornærmende ringe til deres arbejde. Men okay, var de det, fik vi selvfølgelig ikke Nicolas Cage på hævntogt at se. Så det er jo heldigt nok.

Men når man absolut vil slå logikken fra og klichéerne til, har man bare at underholde. Det gør Tokarev kun få øjeblikke. Takket være Nicolas Cage. Det bliver også til lidt semi-karismatiske minutter med Danny Glover som slidt kriminalbetjent og Peter Stormare som skurk, mens russiske Pasha D. Lychnikoff som gangsterboss er et stort plus. Ja, jeg elsker Nicolas Cage, men Tokarev er en fuser. Det er Nicolas Cage heldigvis aldrig.

Filmen, Tokarev, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

tokarev 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig ganske hæderligt på Blu-ray. Billedet står med god detaljegrad og solid kontrast, men der sniger sig af og til også blødhed ind i den ellers overvejende veldefinerede billedside. Det er dog intet for alvor graverende. Lydsiden spiller mere upåklageligt med sin dynamiske brug af sine elementer, hvor både bulder, brag og replikker leveres klart og potent. Ekstramaterialet er dog ikke det store sus.

Her får man en ikke videre ophidsende alternativ slutning (3 min.) og en række slettede scener, jeg godt forstår blev slettet (12 min.). Så er der mere kød kommentarsporet med instruktøren Paco Cabezas. Men ja, man skal have mere end ualmindeligt god tid, hvis man skal gide sidde det igennem. Har man imidlertid det, giver det et fint, informativt, men også lidt kedeligt indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Tokarev | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
tokarev cover
Originaltitel:Tokarev, USA, 2013
Release: d. 19. juni 2014
Instruktion:Paco Cabezas
Medvirkende:
Nicolas Cage, Rachel Nichols, Max Ryan, Danny Glover, Peter Stormare m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

I, FRANKENSTEIN: Tonserdum dæmonaction med det klassiske monster underholdende på slæb

Blu-ray-anmeldelse: Den er helt igennem forrygende dum. Heldigvis er den ofte også helt igennem forrygende underholdende. En omgang karikeret og fortumlet CGI-fantasy og monsteraction, hvor en arret Aaron Eckhart agerer antihelt som det mutte Frankensteins monster. Ja, det klassiske filmmonster er atter vakt til live med den overgearede I, Frankenstein, der befinder sig langt fra Mary Shelleys originale bog.

En film, der er uhyggeligt nem at hade for sin klodsede afvikling og fordummende plot – og sikkert også 1000 andre ting. Men fuck det, for godt nok er skidtet dumt, historien ujævn og klodset fortalt, men fadæsen underholder så absolut også. Jeg mener, man skal sgu være ualmindeligt følelseskold, hvis ikke man bliver bare en smule blød om hjertet af de grumme dæmoner og den ekstravagante action.

i frankenstein 01

Historien, siger du? Ok. Det er noget med, at Frankensteins monster, der i filmen med kikset religiøs symbolik får navnet Adam, lander midt i den kamp, der udkæmpes mellem de gode gargoilere og de onde dæmoner. Han ender selvfølgelig på gargoilernes side og skal her forsøge at nedkæmpe de fæle dæmoner, der ellers vil gøre en ende på menneskeheden. Kort fortalt er det de gode mod de onde.

Alt imens denne strid raser, er Adam splittet indvendig. For han er jo hverken rigtigt menneske eller rent monster. En skabning uden sjæl, men med potentialet gemt bag de mange ar. Nej, det bliver selvfølgelig ikke til mange dybsindige og eksistentialistisk tunge scener. Det er CGI-action og ildspruttende dæmondrab, der har førsterang. Det glemmer filmen heldigvis heller ikke.

i frankenstein 02

Godt nok tenderer løjerne at blive en smule selvhøjtidelige, men ender altid sikkert på benene som rendyrket og farverig tegneserieaction. Det er en god ting, særligt når man som undertegnede er en sucker for fortumlede og CGI-overlæssede fantasy-sjaskere. Nu er filmen også baseret på en tegneserie, og altså ikke Marry Shellys bog fra 1818, så på den måde er alt jo i fineste orden.

Godt nok lander Aaron Eckhart aldrig helt overbevisende i rollen som martret monster, mens de øvrige roller ikke just er mindeværdige. Ingen nævnt, ingen glemt. Bum. Bill Nighy er dog tilpas karismatisk – selvfølgelig – og velvalgt i rollen som karikeret über-dæmon. Yes, små 80 minutters effektiv spilletid med nok dæmon-action og svimlende CGI-eskapader til at dette forslåede bæst når sikkert i mål.

Filmen, I, Frankenstein, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

i frankenstein 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
De kulørte løjer gør sig yderst godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, farvemættet og detaljerigt, hvor både de svulstige scenerier og Adams ar gengives indtagende og overbevisende. Lydsporet er både dynamisk og giver medrivende pondus til actionscenerne og den klichéfyldte dialog med flot rum, klare niveauer og solid bund. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”I, Frankenstein | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
I Frankenstein cover
Originaltitel:
I, Frankenstein, USA, 2014
Release: d. 3. juli 2014
Instruktion: Stuart Beattie
Medvirkende:
Aaron Eckhart, Bill Nighy, Yvonne Strahovski, Miranda Otto, Jai Courtney and Kevin Grevioux m.fl.
Spilletid: 133 min
Udgiver: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]