MANBORG: Yderst underholdende no-budget science fiction-sjasker
DVD-ANMELDELSE: Okay people, den her skal I se. Manborg er nemlig en yderst charmerende og herlig skramlet science fiction-sjasker. En film lavet for en 20’er, men med et overskud af kærlighed til både 80’er-action og gamle computerspil. Med andre ord en energisk no-budget fremtidsbastard med både vilde mostre og vamle robotter.
Som du måske har luret, så følger man i filmen Manborg – du ved, halvt menneske og halvt cyborg. Han går sammen med tre andre kulørte typer til kamp mod en hær af ækle nazi-monstre, der ledes an af den grumme Count Draculon. Han viser sig dog overraskende nok at have en romantisk side. Og det der med overraskelser, er noget filmen byder på op til flere gange.
For lige som man tror, man har set det hele, foldes der endnu en snasket og spruttende scene ud. Ja, nogle vil nok kalde det kitsch, kult eller dårlig smag, men det vil jeg skide på. For det er ganske enkelt bare pokkers god stil. Så fuck jer, prætentiøse typer, der kan lide film, fordi I synes, at de er så dårlige, at de er gode. Manborg er bare et fucking underholdende sci fi-kick.
Hertil kommer, at det tungt dundrende og labre synthesizer-score skaber lækker atmosfære og pumper liv i strabadserne, hvor man finder skønne stopmotion-monstre samt selvgjorte special effects. Et indtagende univers af VHS-drømme, hologrammer og kærlige referencer til film som The Terminator og RoboCop. Ja, Manborg er både morsom, veloplagt og voldsom. Jeg sagde det jo – den skal du se.
Filmen – Manborg, 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens low-budget feel og skramlede look gengives komplet med støj, ridser og buler og et ofte blødt billede. Det ser med andre ord ud som man kunne forvente sig af en VHS-elskende film, mens også lydsporet spiller og skramler derudaf. Denne rustne billed- og lydside er en del af charmen, men altså ikke det teknisk mest eksemplariske dvd-mediet kan tilbyde.
Ekstramaterialet byder på forlængede/slettede scener (6 min.), der mest udmærker sig ved, at man ser under hvilke skramlede forhold, filmen er blevet til i. Ja, en eller anden beskidt garage med et grønt stykke stof, der skal gøre det ud for en green screen. Den noget tilfældigt sammensatte behind the scenes er mere sjov og ballade fra produktionen (23 min.), mens der også er fjollede fraklip (5 min.), samt lidt om tilblivelsen af effekterne (2 min.) og slutteligt en række korte interviews (21 min.).
Ekstramateriale 3/6 | Billede 4/6 | Lyd 4/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
[tabgroup][tab title=”Manborg | dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering af dvd-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Manborg, USA, 2011
Udgivelse: d. 21. november 2013
Instruktion: Steven Kostanski
Medvirkende: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney m.fl.
Spilletid: 72 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]