STAR TREK INTO DARKNESS: Flot rumaction, der hverken løber tør for rumskibe eller eksplosioner
Okay fanboys, mit kendskab til det omfattende Star Trek-univers er begrænset. Jeg har set et fåtal af filmene og endnu mindre af tv-serierne. Så nej, jeg ikke en Trekkie. Jeg var dog vild med J.J. Abrams medrivende 2009-reboot, og har også med spænding set frem til Star Trek Into Darkness – en bombastisk omgang sci fi-action, der dog mister sig selv en smule i eksplosioner og eye candy undervejs.
Det ikoniske rumskib U.S.S. Enterprise og dets mandskab, med den kække kaptajn Kirk og den rationelle Spock i front, krydser denne gang klinger med en intergalaktisk terrorist. Det er dog ikke kun freden, der er i fare – også venskabet mellem Kirk og Spock kommer på prøve. Det var lige et kort oprids af filmens præmis. Bum.
Ja, en tempofyldt blockbuster, hvor alle kan være med – også os, der ellers ikke frekventerer Star Trek-universet eller hilser på vennerne med the Vulcan salute (by the way, lad lige være med det). Det er så absolut fejende flot rabalder, hvor der dog ikke gives helt tilfredsstillende plads nok til at karaktererne og ellers interessante tematikker som hævn, selvopofrelse, menneskelighed og terrorisme.
Her skal den computergenerede rumgryde holdes i kog – de unge knægte skulle jo nødigt komme til at kede sig. Her bliver de mere filosofiske aspekter af filmen altså sparket hektisk ind mellem hurtige rumskibe og store eksplosioner. Fred med det, for J.J. Abrams har et godt øje for storslået action – og så er det jo også et skønt cast.
Den modsætningsfulde duo med Chris Pine som den dumdristige Kirk og Zachary Quinto som fornuften selv i skikkelse af Spock udgør atter et medrivende og dynamisk team, hvis forhold fint flettes sammen med filmens heftige fremdrift. Benedict Cumberbatch er virkelig god som den kyniske skurk. Han giver sin ellers sparsomt optegnede karakter en faretruende kant og indgyder uventet sympati. Sådan.
Langt hen af vejen er Star Trek Into Darkness altså både en vellykket sequel og en medrivende omgang sci fi-action. I sidste ende gør det altså ikke det store, at nuancerne i historien og karaktererne samt filmens mere tænksomme aspekter bliver løbet over ende af bulder, brag og store rumskibe. Beam me up, J.J. Abrams.
Star Trek Into Darkness 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen går sig fremragende på Blu-ray. Billedet gengives veldefineret, med smukt balancerede farvepalet og indtagende detaljegrad. Universet kommer virkelig til live. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, hvor både replikker og berusende rumskibsaction gengives klart og dynamisk. Der medfølger desuden en ok omgang ekstramateriale.
Her er der seks featuretter, hvor man blandt andet får et indblik i skabelsen af filmens univers, blandt andet filmens åbningsscene på den røde planet. Videre kigger man også på filmens action-scener og stunts samt filmens skurk og skuespillernes forberedelse til filmen (i alt ca. 40 min.). Måske ikke det mest tilbundsgående supplement, men man kan fint se det igennem og få et udmærket indblik i filmens tilblivelse.
Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 5/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs også min Q&A med J.J. Abrams HER.[tabgroup][tab title=”Star Trek Into Darkness | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
Originaltitel: Star Trek Into Darkness, USA, 2013
Release: d. 10. oktober
Instruktion: J.J. Abrams
Medvirkende: Chris Pine, Zachary Quinto, Benedict Cumberbatch, Zoe Saldana, Simon Pegg, Karl Urban, Alice Eve, John Cho, Peter Weller, Bruce Greenwood m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]