Alle fejl i ’Saw’ på 8 minutter

Ja, det måtte jo ske, at gutterne bag Everything Wrong With-videoerne kastede sig over James Wans Saw fra 2004. Langt fra alle af efterfølgerne er lige gode, men den første kan jeg ret godt lide. Ja, den har nogle tvivlsomme plotkonstruktioner og flere kontinuitetsfejl. Men det er ikke noget, der i min optik ødelægger filmen.

Men når man ser videoen – den finder du her i toppen ­– skal jeg love for, at der ikke spares på påpegningen af filmens mange skavanker. Men tjek selv videoen og se hvor enig du er.

– Se flere Everything Wrong With-videoer HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs min anmeldelse af James Wans The Conjuring HER.

saw jigsaw face

MAN OF STEEL: Søde Superman kommer med fred og masser af medrivende ødelæggelse

Superman er tilbage for fuld smadder, og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre også efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Krypton, Kal-El aka Supermans hjemplanet, hvor man ser den kommende superhelt komme til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonser-action, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 04

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den nu afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone fra Nolans Batman-film går delvist igen her, og det klæder universet fint. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del. Det er dog flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan cirka).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig – hvor blandt andet også forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også en medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får større nærvær i efterfølgeren, hvor Batman som bekendt også vil dukke op.

Man of Steel, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

man of steel 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man of Steel er en sand fornøjelse at opleve på Blu-ray. Billedet gengives veldefineret, skarpt og med en fornem filmisk tekstur, der både rumme indtagende detaljegrad, farvemæthed og solid kontrast. Lydsiden er ligeledes en medrivende affære med sine dynamisk niveauer, hvor dialogen står klart og tydeligt, mens både bulder, brag og ikke mindst Hans Zimmers både bombastiske og heroiske score får god plads. Der medfølger desuden et par fine featuretter.

Selvom det ikke er det mest omfangsrige ekstramateriale, der følger med udgivelsen, er det et par fine indslag. Første featurette ser blandt andet på Supermans historie, tegneserierne samt de forskellige karakterer og tankerne bag at bringe helten tilbage på det store lærred (26 min.), andet indslag kigger på den træning, der lå til grund for blandt andet Henry Cavill samt Michael Shannons fysik, videre til slåskampe og special effects (26 min.).

Videre er der et kort indslag, hvor Dylan Sprayberry, der spiller den unge Clark Kent, ser nærmere på planeten Krypton, rumskibene, våbnene og dragterne (7 min.), mens en 2 minutters animationsfilm udruller Supermans nu 75 års lange karriere. Slutteligt er der et kig på tilblivelsen af Hobbitten (7 min.). Altså et ganske solidt, men ikke så bredtfavnende og dybdegående ekstramateriale, man kunne have håbet på.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel cover
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Release: d. 23. oktober 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 142 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Trailer for ’Captain America: The Winter Soldier’

Er du ved at være træt af Marvel-film? Du ved, film med The Avengers, Spider-Man, X-Men, Thor, Iron Man, Wolverine, Hulk, Fantastic Four og Captain America. I så fald du har ramt smertetærsklen for Marvel-film, er der ingen grund til at læse videre – endsige trykke play på traileren her i toppen. For nu gælder det nemlig traileren for Captain America: The Winter Soldier.

Og ja, Captain America er amerikansk i traileren for Captain America: The Winter Soldier – opfølgeren til Captain America: The First Avenger fra 2011. Det er igen Chris Evans, der samler det ikoniske skjold op og deler øretæver ud, mens også Scarlett Johansson er tilbage som Black Widow.

Der er store eksplosioner og endnu flere ting, der bliver smadret. Jeg kunne nu egentlig gode lide den første film, men her trak Hugo Weaving som Red Skul også sin del af læsset. Men jeg kommer da også til at se den her opfølger, fordi store eksplosioner altid er en god ting.

– Se alle fejl i ’The Avengers’ på 3 minutter HER.
– Læs også min anmeldelse af Iron Man 3 HER.
– ‘Synes godt om’ Filmskribenten HER.

avengers gif captain america

CAPTAIN PHILLIPS: Heltemodige Tom Hanks i piraters favntag

Okay, lad mig starte med at skyde sammenligningerne mellem Paul Greengrass’ Captain Phillips og Tobias Lindholms Kapringen ned. Det er ganske enkelt to meget forskellige film, der kun har det tilfælles, at en flok somaliske pirater kaprer et fragtskib. Nu var Kapringen heller ikke det store sus – det er Captain Phillips til gengæld. En intens og nervepirrende filmoplevelse på åbent hav med Tom Hanks i problemer.

Vi er med andre ord langt fra Johnny Depps fjogede pirat, Jack Sparrow, men lukkes her ind i et realistisk drama, der på trods af sine 134 minutter holdt mig i et fast greb. Det er godt nok først i filmens højspændte finale, at der for alvor kom følelsesmæssigt pondus på drengen, men jeg var hele tiden engageret løjerne, der dygtigt tager overraskende og gribende drejninger undervejs.

Captain Phillips 02

Det lykkedes altså Paul Greengrass igen at servere sin efterhånden velkendte dokumentariske action, som han også har leveret i blandt andet sine to Jason Bourne-film, United 93 og Bloody Sunday. Han er simpelthen en mester ud i at mestre intensitet og neglebidende nærvær i sin action. Netop dette er et af Captain Phillips stærkeste kort. Det og Tom Hanks samt debutanten Barkhad Abdi som piraten Muse.

For nuancerne i historien er til at overse. Godt nok er karaktererne, både kaptajn Phillips og de desperate pirater engagerende og delvist nuancerede bekendtskaber. Men de bagvedliggende problemstillinger om blandt andet de somaliske piraternes situation og hvorledes disse fattige fiskere presses af rigere lande, forbliver ukendt farvand. Her er kun én vinder, én klar helt ­– du gættede rigtigt, kaptajn Phillips.

Captain Phillips 01

Men okay, Tom Hanks er sgu også en både cool, sympatisk og heltemodig kaptajn, der gerne ofrer sig selv. Og selvom parterne er tegnet tydeligt op, byder filmen også på nuancer i skurkebilledet, hvor piraterne selvfølgelig er lige så menneskelige som dem, de tager til gidsel. Det er relationer, man har lyst til at se udfoldet og forløst i Paul Greengrass’ sikre hånd om dramaet.

Det er altså en på mange måder vellykket og medrivende film, der er kommet ud af den virkelige historie om en kapring ud for Somalias kyst tilbage i 2009. Desværre maner filmen ikke til megen eftertanke, det behøver en actionfilm som bekendt heller ikke at gøre for at være vellykket underholdning. Og det er netop, hvad Captain Phillips er – vellykket, medrivende og intens actionunderholdning.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

[tabgroup][tab title=”Captain Phillips | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
53449_Capt_Phillips_plakat.indd
Originaltitel: Captain Phillips, USA, 2013
Premiere: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.
Spilletid: 134 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE HANGOVER PART III: En tømmermandsramt finale

Det hårdtprøvede Wolfpack er vågnet op med tømmermænd i Las Vegas og i Bangkok – denne gang følger man så den uheldige trio, når de for tredje (og sidste?) gang kommer på et ufrivilligt eventyr. Her er løjerne dog ikke forårsaget af druk. Det gør imidlertid ikke strabadserne hverken mere eller mindre dramatiske, eller sjovere for den sags skyld.

For selvom flokken holder sig fra flasken og egentlig bare skal køre Alan til et behandlingshjem, går der ikke lang tid inden det går grueligt galt. Doug kidnappes af gangstere, så hvis Phil, Stu og Alan vil se ham i live igen, skal de få fat på den vanvittige Chow, der har stjålet for millioner af dollars guld fra gangsterne.

hangover 3 02

Således er der lagt i oven til endnu en omgang forviklinger, hvor det hårdtpressede trekløver atter sendes på en helvedestur, hvor alt der kan gå galt, går galt. Så bortset fra det tømmermandsfrie udgangspunkt, er her altså tale om mere af det samme. Desværre er eskapaderne til tider en smule tamt leveret, mens der også bliver en smule langt mellem grinene.

Det lykkedes altså ikke at nå samme niveau som den vellykkede første film. Samme menneskefjendske tone fra den flade to’er er dog intakt. Todd Phillips har også for længst luret, at det er Zach Galifianakis som den excentriske Alan, der er seriens stjerne – sammen med Ken Jeongs ustyrlige Chow. Men hvor Galifianakis stadig får mig til at grine, kører Jeong i samme ulidelige og forudsigelige rille.

hangover 3 01

Desuden vælter plottet sig i huller, der ikke alle er lige nemme at se igennem fingre med. Ikke at logikken nødvendigvis behøver være på plads, men her er det ganske enkelt bare dårligt skrevet. Endvidere skal man påduttes en påklistret og ikke videre vellykket-skråstreg-morsom romance. Den føles – som så meget andet i filmen – som en lappeløsning, der skal binde manuskriptets løse ender sammen.

Men på trods af mine forbehold, må jeg også også erkende, at Bradley Cooper, Ed Helms og ikke mindst Zach Galifianakis er underholdende at følge – og så kan jeg egentlig godt lide filmens mørke tone. Det kan selv et dovent og uopfindsomt manuskript ikke ændre på. Men de tre herrer og ikke mindst publikum havde fortjent en mere mindeværdig afslutning på trilogien. Tre små fordrukne stjerner.

The Hangover Part III, 3/6:3_6 - stars_LILLE

hangover 3 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen har sine ujævnheder, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside en helt andet og meget mere fejlfri oplevelse. Billedet er veldefineret med solid kontrask, mættede farver og flot detaljegrad. En fornøjelse. Lydsporet spiller ligeledes godt med klar dialog og i det hele taget god dynamik niveauerne imellem. Ekstramaterialet er derimod ikke det store sus.

Her får man en række mere eller mindre fjollede indslag. En featurette med en række falske auditions til at erstatte Zach Galifianakis i filmen (6 min.), et kig på filmens stunts (5 min.), Zach Galifianakis, der blot sniksnakker lidt (3 min.), om at presse grænserne for komikken (4 min.), et kig på Ken Jeong i virkeligheden (5 min.), et ligegyldigt action-mashup (1 min.) samt forlængede scener (2 min.) og fjollede outtakes (8 min.). Altså et ret luftigt, men ofte også morsomt supplement.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Hangover Part III | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
hangover 3 cover
Originaltitel: The Hangover Part III, USA, 2013
Release: d. 2. september 2013
Instruktion: Todd Phillips
Medvirkende: Bradley Cooper, Ed Helms, Zach Galifianakis, Ken Jeong, Justin Bartha m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

En ærlig trailer for ’Pacific Rim’

Jeg er vild med Guillermo del Toros store-robotter-og-store-monstre-film Pacific Rim. Men at gutterne bag Honest Trailers ville kaste sig over den, var uundgåeligt. Således optrevler de filmen i deres seneste video – og det er nu helt sjovt.

Guillermo del Toro kaldes for ’latino Peter Jackson’, mens blandt andet også robotternes forskellige våben får lidt smæk, blandt andet den der albue-raket. nå ja, og så sammenlignes Idris Elbas krigstale med præsidentens i Independence Day – og så får filmen også en ny tagline, Awesome Dumb Robot Movie. Men nu skal jeg nok stoppe med at sludre, så du kan se den ærlige trailer – det er her i toppen.

– Se flere ærlige trailers HER.
– Min anmeldelse af Pacific Rim HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

pacific rim cartoon

FAST & FURIOUS 6: Med sømmet dumt i bund

Okay, lad mig med det samme krybe til korset – det her er den første Fast & Furious-film, jeg ser. Så med et sparsomt kendskab til franchisen sprang jeg uden bekymringer og med forventninger om hvinende dæk ind på passagersædet til Vin Diesel og co. i denne sjette ombæring af brændt gummi, dumme replikker og seje chicks.

Her er det er nye tider for de bilglade Dominic Toretto og Brian O’Connor – sidstnævnte er blevet far og hermed synes det vilde liv med hurtige biler at være lagt på hylden. Men selvfølgelig hives de to gutter og deres team tilbage bag rattet. FBI-agenten Luke Hobbs har nemlig brug for deres køreegenskaber til at stoppe forbryderen Owen Shaw og hans bande af ræsende lakajer.

fast6 01

Til gengæld vil Dominic og hans slæng blive benådet for deres ugerninger i forrige kapitel af serien. Det tager da heller ikke mange sekunder for Dominic at takke ja til opgaven – og med ham også resten af crewet. For som han siger, så er de familie og familien hjælper man. Det hjælper selvfølgelig også på beslutningen, at Dominics gamle flamme Letty, som han troede var død, er set sammen med banden.

Selvom jeg som ny udi i franchisen blandt andet er gået glip af noget baggrundshistorie, føltes det ikke som det store problem at springe på køreturen så sent i serien. Filmen tager publikum pædagogisk i hånden hele vejen – men det er heller ikke just karaktererne, der er filmens stærkeste kort. Det er derimod action-scenerne og de velsmurte biler. Dem er der til gengæld også mange af.

fast6 02

Men at castet er uinteressant, kan hverken eksplosioner eller kollisioner dække over. Vin Diesel plaprer som Dominic sentimentalt løs med en kartoffel i munden om deres benzindrevne familie, mens Paul Waker som Brian er stiv i mæglet. Dwayne Johnson er stor som en okse og kommer på banen med lidt bøffet karisma som Hobbs, mens Michele Rodriquez leverer sin velkendte badass-chick-karakter. Tyrese Gibson og Ludacris er dog håbløse som comic reliefs – uden timing og med slatne jokes.

Skarpere replikker kunne have løftet den testosteronfyldte køretur – det samme kunne en mere stramt fortalt historie. Men på trods af sine 130 minutter holdes et hæderligt tempo, hvilket man kan takke den medrivende action for – blandt en hæsblæsende tur gennem Londons gader. Så selvom der godt kunne være skåret lidt i spilletiden, er køreglæden intakt – og så sluger jeg gerne tumpede replikker og et vagt cast.

Fast & Furious 6, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

fast & furious 6 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Den hæsblæsende film er en fryd at se på. Blu-ray’en gengiver nemlig de vilde biljagter og Vin Diesels muskler både veldefineret og detaljerigt. Farverne er klare, kontrasten solid og nuancerne indtagende. Lydsporet drøner ligeledes veloplagt derudaf med en både dynamisk og velbalanceret lydside. Sådan. Hertil kommer et ganske omfangsrigt og godt ekstramateriale.

Der lægges ud med tre korte og lidt ligegyldige slettede scener (2 min.), mens der er  mere guf at hente i en making of, der kigger nærmere på blandt andet bilerne og franchisen (19 min.). Videre er der en firedelt kig på produktionen med alt fra castet, til filmens mange, store scener (i alt ca. 27 min.) og et kig på fire af filmens actionscener (i alt ca. 24 min.).

Man finder videre et tredelt kig på filmens mange køretøjer (i alt ca. 14 min.), et kig på filmens slåskampe (10 min.) og slutteligt et fin og informativt kommentarspor med instruktør Justin Lin. Man kan også se en blot 1 minut længere version af filmen, lidt fjollet. men alt i alt et solidt ekstramateriale, der giver et godt indblik filmens tilblivelse med interviews af både cast og crew.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fast & Furious 6 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
fast & furious 6 cover
Originaltitel: Fast & Furious 6, USA, 2013
Release: d. 24. september 2013
Instruktion: Justin Lin
Medvirkende: Vin Diesel, Dwayne Johnson, Paul Walker, Michelle Rodriguez, Luke Evans, Elsa Pataky, Tyrese Gibson m.fl.
Spilletid:
130 min.
Udgiver: Universal Sony Picture Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE GREAT GATSBY: Dekadent champagnefest reddes af velklædt Leonardo DiCaprio

Ja, jeg er en af de få, der ikke har læst F. Scott Fitzgeralds klassiker The Great Gatsby fra 1925 – sådan er det. Jeg har dog et vagt kendskab til den, men vil holde mig fra litterære sammenligninger med Baz Luhrmanns pompøse filmatisering. Men desværre danser den dekandente fest sig ind i dødvande, mens de mere komplekse følelser og tematikker som forfald, grådighed og håb ikke får pondus nok.

Historien udfolder sig om forfatterspiren Nick Carradway, der fortæller om sit møde med rigmanden Jay Gatsby i det spirende New York anno 1922, hvor den står på overdådige fester, champagne og hurtige biler. Men bag den glimtende facade lurer tragedien – blandt andet er Gatsby forelsket i den bly Daisy, der dog allerede er gift med den frembrusende Tom Buchanan.

gatsby 01

Således bliver man som publikum ført ind i en verden af overflod, mens bagsiden af fornøjelserne – så som den organiserede kriminalitet, de beskidte arbejdere og utroskaben forbliver afventende spøgelser i kulissen, der aldrig for alvor giver modspil til Luhrmanns farverige og spruttende vision. Filmen er desuden lidt langsom om få sat følelser på spil, mens kærligheden mangler nærvær.

Filmen skifter dog klædeligt tone efter en overgearet første del, der synes som én lang fest. En fest, der nu mest føles som en fest, man ikke er inviteret til – hvilket måske er en del af pointen med dyrkelsen af overfladen og den flygtige lykke. Men som film forblev jeg en noget kold iagttager til det polerede glansbillede. Som en rutsjebanetur uden sug i maven – og ja, en tur der desuden bliver lidt lang i spyttet.

great gatsby 04

Leonardo DiCaprio brillerer dog som den mystiske Gatsby, og formår at få skudt følelsesmæssige nuancer og medrivende modsætninger ind i den ellers overfladisk fortalte film. Men hvorfor han er så forgabt i Carey Mulligan, forstod jeg aldrig. Hun fremstår vag og med flad lillepigestemme, mens Tobey Maguire som Nick forbliver den letpåvirkelige og ikke synderligt interessante tilskuer til strabadserne.

Visuelt formår Luhrmann dog at fremtrylle ekstravagant billedmagi med CGI-fyrværkeri, mens et ikke altid lige klædeligt soundtrack med blandt andet Jay-Z bag knapperne fyrer løs. Et spil for galleriet, der forbliver åleglat og uden den kant historien gemmer på. Du ved, den amerikanske drøm, som står for fald og bagsiden af at være sin egen lykkes smed gemmes her væk bag bobler og en velklædt Leonardo DiCaprio.

The Great Gatsby, 3/6:3_6 - stars_LILLE

great gatsby 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens sprudlende og detaljerige billedside kommer virkelig til sin ret på Blu-ray-udgivelsen. Billedet står veldefineret, farvemætte og med indtagende detaljegrad, hvor hver en boble i champagneglassene kan ses. Lydsiden spiller dynamisk og medrivende med klar dialog og godt svung på soundtracket. Der medfølger desuden et god og informativ omgang ekstramateriale.

Her finder man en række featuretter, der kigger på adaptionen fra bog til film (9 min.), en tur med Tobey Maguire på settet (9 min.), om filmens soundtrack, blandt andet om krydset mellem jazz og hiphop (12 min.), om perioden filmen foregår i (16 min.), et kig på filmens mode, mikset mellem 1920’erne og samtiden (16 min.) samt et kig på filmens såkaldte ’visuelle poesi’ (7 min.).

Videre får man en trailer for den første Gatsby-filmatisering fra 1926 (1 min.), fem korte indslag, der blandt andet ser nærmere på filmens fester, biler og Gatsbys hus (i alt ca. 30 min.) samt tre slettede scener med introduktion af BazLuhrman, blandt andet en alternativ slutning (14 min.). Alt i alt et tilfredsstillende ekstramateriale, der giver et fint indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Great Gatsby | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
great gatsby cover
Originaltitel: The Great Gatsby, USA, 2013
Release: d. 17. september 2013
Instruktion: Baz Luhrmann
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Tobey Maguire, Carey Mulligan, Joel Edgerton, Isla Fisher, Jason Clarke, Amitabh Bachchan m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Alle fejl i ’The Expendables’ på 8 minutter

Jeg kan sgu egentlig godt lide de to The Expendables-film. Jo vist, de er til tider lidt tunge i røven, men der er store eksplosioner og pokkers mange 80’er helte. Men selvom det er nogle buldrende gode actionfilm, er der helt sikkert også sin del af plothuller og andre skavanker.

Dem kan du få et kig på i videoen ovenfor, hvor gutterne bag Everything Wrong With-videoerne bruger hele 8 minutter på at opridse fejlene i den første The Expendables-film. Men uanset hvad, så holder Sylvester Stallone stadigvæk – og det vil han altid gøre.

– Se flere Everything Wrong With-videoer HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs min anmeldelse af The Expendables 2 HER.

sylvester stallone fly

THE WIZARD OF OZ, 1939: En eventyrlig klassiker fylder 75

EN KLASSIKER DU SKAL SE: Selvom man måske ikke har set Victor Flemings udødelige klassiker The Wizard of Oz fra 1939, er det de færreste, der ikke kender eventyret om Dorothy, der ender i det farvestrålende eventyrland Oz, hvor hun følger the yellow brick road, møder et fugleskræmsel, en tinmand og en løve samt den onde heks og hendes flyvende aber. Men hvis du ikke har, så få den set – den er ret så vidunderlig.

Filmen fylder 75 år (godt nok først til næste år) og i den forbindelse er den blevet udgivet på Blu-ray – og det har været et i den grad eventyrligt gensyn. Udgivelsen indeholder både filmen i sin almindelige udgave samt en 3D-version. Hertil kommer, at udgivelsen er spækket med både grundigt, interessant, informativt ekstramateriale som fans af filmen og ja, alle andre kan dykke ned i.

wizard of oz 1939 02

Filmen er baseret på L. Frank Baums The Wonderfuld Wizard of Oz fra 1900, der siden desuden er blevet filmatiseret op til flere gange og har affødt en række efterfølgere samt andre film, der er baseret på Baums bøger om Oz. Det er dog fortsat filmen fra 1939, der er den mest populære og udbredte filmatisering af eventyret.

En film, der er blevet en del af vores kulturelle bevidsthed og flittigt refereres til i populærkulturen. Alle kender eksempelvis replikken ”Toto, I’ve a feeling we’re not in Kansas anymore.” – og har sikkert også hørt den genbrugt eller modificeret op til flere gange i andre sammenhænge. Herudover er der blandt andet også Dorothys glimtende, røde sko og ikke mindst Judy Garland i filmens hovedrolle, der synger den ligeså kendte Somewhere over the Rainbow.

wizard of oz 1939 01

Blu-ray-udgivelsen gengiver den farverige billedside skarpt og smukt med klare farver, indtagende detaljegrad og fornemme nuancer. Lydsporet er ligeledes en ubetinget fornøjelse, hvor både filmens sange samt replikker og øvrige lydbillede går klart, velbalancere og dynamisk igennem. Imponerende taget filmens alder i betragtning.

Udgivelsen rummer to skiver, hvor man finder en solid omgang ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med både filmeksperter og skuespillere fra filmen, en over time lang dokumentar om filmens tilblivelse, flere korte indslag om blandt andet skuespillerne og deres roller, radioprogrammer om filmen med meget mere. Her er altså meget at dykke ned i. Så har man ikke allerede filmen i samlingen, er dette en kærkommen mulighed, mens en dvd også fint kan opgraderes til Blu-ray. [tabgroup][tab title=”The Wizard of Oz | Blu-ray-udgivelse”]
wizard of oz cover

Originaltitel: The Wizard of Oz, USA, 1939
Release: d. 8. oktober
Instruktion: Victor Fleming
Medvirkende: Judy Garland, Frank Morgan, Ray Bolger, Bert Lahr, Jack Haley, Billie Burke, Margaret Hamilton, Charley Grapewin, Clara Blandick m.fl.
Spilletid: 101 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]