oktober 2013 – Filmskribenten

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biograf-anmeldelse: Marvels Thor-univers er både eventyrligt sprælsk og herligt kulør med sit miskmask af rumskibe, laserpistoler, rustninger og monstre. Som et bombastisk gadekryds af Ringenes Herre og Star Wars. Med andre ord, der er smæk på farveladen og pondus i vrøvlerierne. Desværre falder bæstet flere gange over sine egne fødder i Thor: The Dark World – en skamskudt 2’er, der vil en masse, men kan endnu mindre.

Okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først, hvad pokker handler filmen om? Tjo, lidt af hvert – og lidt for meget. Men du ved, Thor skal redde intet mindre end hele universet. Ja, den er god nok. For Malekith, en ond dude med billige kontaktlinser, har fået fat i et ældgammelt våben, der kan smadre både Jorden og alle De Ni Riger. Gisp. Thor skal således få styr på ham, mens også Loki spøger i kulissen – det samme gør romancen med den yndige Jane Forster.

Det er sådan cirka filmens udgangspunkt – kort fortalt. For jeg skal love for, at de fem mand bag filmens historie og manus har fundet frem til en både klodset og alt for rodet fortalt omgang eventyr. Jo vist, universet har som sagt sin egen charme, det har Chris Hemsworth som den blonde tordengud også. Man forstår godt hvorfor den yndige Natalie Portman er faldet for ham.

Men deres romance forbliver noget skitseagtig – hvilket desværre også er tilfældet for filmens øvrige karakterer og interne relationer. Der kommer heller aldrig helt nok gas på det komplekse forhold mellem brødrene Thor og Loki, hvor sidstnævnte igen er herligt lumsk i Tom Hiddlestons skikkelse. Anthony Hopkins har naturlig autoritet som Odin, mens Stellan Skarsgård som excentrisk professor fint fungerer som comic relief – sammen med en ligefrem Kat Dennings, der dog egentlig er ret irriterende.

Der lægges ellers veloplagt fra kaj med et mægtigt slag, og ja, der er op til flere bombastiske actionscener – fra susende rumskibe til Thors kamp med kæmpemonstre. Men hvor det computergenererede rabalder fungerer ganske godt, så er historiens afvikling noget klodset og dramaet fladt. Flere gange skæres plottet ud i pap af de medvirkende, der paradoksalt nok synes mere forvirrede end Thor på afveje i London.

I ved, Thor tager blandt andet undrende undergrundsbanen. Sådan lidt fish out of water-komik midt i den postulerede alvor. For selvom hele universet er i fare, synes der egentlig aldrig at være fare på færde – det på trods af, at der rent faktisk tages et par dramatiske kneb i brug undervejs. Oh well, filmens skavanker, letkøbte løsninger og plothuller til trods, afføder de kulørte vrøvlerier en ok underholdningsværdi.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Thor: The Dark World | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

Originaltitel: Thor: The Dark World, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Chris Hemsworth, Natalie Portman, Tom Hiddleston, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Idris Elba, Christopher Eccleston, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Kat Dennings m.fl.
Spilletid: 111 min.
Distributør: Walt Disney[/tab][/tabgroup]

FRANCES HA: Vinder dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig kan man ikke andet end at falde for Frances Ha – både filmen og Greta Gerwig, der har titelrollen i denne kærlighedsforvirrede-og-sniksnakkende-Woody-Allen-og-François-Truffaut-elskende-indie-charmer. Ja, det kaldte jeg den lige. Had mig ikke for det, men elsk filmen for det.

27-årige Frances er en drømmer, og drømmer om en karriere som danser. Hun har dog aldrig helt formået at indfri den. Så mens vennerne omkring hende begynder at få, eller allerede har helt fod på deres liv, tumler hun stadig rundt efter sin plads. Men scenen i New York er hård og jobbene få, mens der også er knas med hendes bedste veninde Sophie, og det der med kærligheden er heller ikke let.

Her er altså tale om en sød-og-quirky-pige-på-afveje-flick. Men det bliver heldigvis aldrig klæbrigt sentimentalt eller selvoptaget enerverende. For godt nok følger man den kreative del af New Yorks unge – du ved, dem der går til yoga, ser franske film og altid har en galleriåbning, de skal til. Men filmen formår uprætentiøst og med ironisk selvindsigt at levere sin historie skarpt og vittigt.

Hele filmen er med andre ord gennemsyret af New Yorker-charme med et twist af frankofili. En naturlig charme, der altså ikke virker forceret – blandt andet takket være en herligt uhøjtidelig Greta Gerwig. For uanset om du vil det eller ej, vinder hun dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk. Ellers bør du tjekke op på dine personligheds-prioriteringer.

Noah Baumbach er manden bag blandt andet de fine The Squid and the Whale og Greenberg. Han har i denne omgang skrevet manuskriptet sammen med Greta Gerwig, hvilket nok også er en af grundene til, at hendes præstation som Frances virker så ubesværet. De to danner desuden par privat og så er filmen i sort/hvid.

Nej, det kan næsten ikke bliver mere nepotistisk indie-irriterende, men det bliver det altså ikke. Her er ganske enkelt tale om et oprigtigt, morsomt og rørende portræt af en pige, der forsøger at få fod på livet og sig selv. Så tag Woody Allen under armen og få lidt mere lyst til at se moderne dans og franske film, når Frances drikker sig småfuld, mens hun jagter livet og romantikken i New Yorks gader.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Frances Ha | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Frances Ha, USA, 2012
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Noah Baumbach
Medvirkende: Greta Gerwig, Mickey Sumner, Adam Driver m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Miracle Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende elenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om forladelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl, end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:

Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid: 99 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

BROKEN CITY: Mark Wahlberg og Russell Crowe stoler ikke på hinanden i hårdkogt politisk spil

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig er politik fyldt med fejt spil, korruption og lyssky vennetjenester. I hvert fald når det kommer til amerikanske thrillers. Broken City er en af de film. Du ved, en politisk thriller sat i et film noir-lignende univers, der huser den obligatoriske femme fatales, den retfærdighedssøgende antihelt og masser af skelletter i skabet.

Mark Wahlberg og Russel Crowe leder an som henholdsvis privatdetektiven Billy Taggart og New Yorks borgmester, Nicholas Hostetler. Der er snart valg og Hostetler er under pres for at genvinde sit embede. Han hyrer derfor Billy til at skygge sin kone, en konstant solbrillebærende Catherine Zeta-Jones, som han har mistænkt for at have en affære med en anden mand – og det må ikke slippe ud til offentligheden.

Men selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for at være. Det går dog først for sent op for Billy, der snart finder sig dybt involveret i et farligt rænkespil, hvor man ikke kan stole på andre end sig selv. Netop måden hvorpå det lyssky plot foldes ud, fungerer det meste af vejen godt. For man holdes lige nødagtigt nok hen i skyggerne til, at man engageres i Billys jagt på sandheden.

Desværre falder plottet undervejs lidt fra hinanden, og særligt i filmens anden del sættes plottets konstruktion på prøve, mens også troværdigheden udfordres og de lidt for lette løsninger kommer på bordet. Hertil kommer at flere af filmens sidehistorier bliver for skitseagtige eller blot står uforløste hen – blandt andet Billys problematiske forhold til sin kæreste.

Mark Wahlberg er dog god som Billy, der efter at være rodet ind i en speget skududveksling er blevet privatdetektiv. Hen er sympatisk, men selvfølgelig med sin del af indre dæmoner – ja, der skal jo helst holdes fast i genrens klichéer. Russell Crowe er herligt uforudsigelig som Hostetler – det ene øjeblik mild og morsom, det næste kold og kalkuleret. Catherine Zeta-Jones forbliver dog en smule anonym som Hostetlers hemmelighedsfulde kone.

Der er altså flere ting, der fungerer godt, men som desværre i sidste ende lider under en til tider ujævnt fortalt historie og et lidt for tydeligt konstrueret plot. Men der holdes et ok tempo, mens der også serveres tilpas med plotdrejninger, som fint er med til at holde en engageret i historien – i hvert fald det meste af tiden. Men ja, som letfordøjelig thrillerunderholdning er Broken City altså ikke ueffen.

– Broken City, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er en fornøjelse. Filmens nedtonede farvepalet står veldefineret, farvemættet og detaljerig. Lydsporet leverer replikkerne klart og det øvrige lydlandskab er både velbalanceret og dynamisk. Ekstramaterialet er ikke videre omfangsrigt. Her får man blot en række slettede scener (9 min.) samt en solid og interessant making of, hvor cast og crew kommer fyldestgørende omkring alt fra manuskriptet til casting. Med andre ord, småt men godt.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Broken City | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Broken City, USA, 2013
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Allen Hughes
Medvirkende: Mark Wahlberg, Russell Crowe, Catherine Zeta-Jones m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

Første trailer for ’X-Men: Days Of Future Past’

30. oktober 2013/i Nyhed, Nyheder, trailer /af Bjarke Friis Kristensen

Som du nok ved, er der en opfølger på vej til Matthew Vaughns vellykkede X-Men: First Class fra 2011, den hedder X-Men: Days of Future Past og nu er første trailer landet. Den finder du her i toppen – og ja, det er alvorlige sager, man her præsenteres for. Tonen er i hvert fald både dyster og alvorlig, men man får dog også en del kig på filmens eksplosive rabalder.

Den er instrueret af Bryan Singer, der således vender tilbage til universet siden han instruerede de to første X-Men film, X-Men fra 2000 og X2 fra 2003. Jeg orker ikke at opridse de mange medvirkende mutanter – du kan jo bare se traileren. Well, jeg glæder mig i hvert fald til, at filmen får premiere den 17. juli næste år. Så ja, der er lidt tid til at forlige sig med tanken om endnu en Marvel-film.

- Læs også min anmeldelse af Wolverine HER.
– Se også alle fejl i X-Men HER og alle fejl i X2 HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

10 grufulde bud på skræmmende Halloween-underholdning

29. oktober 2013/i Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

Mens pr-folk og andre marketingskyndige rotter forsøger at indlemme den skelet-besatte Halloween-tradition i Danmark, så vil jeg opretholde en anden – nemlig at lave top 10-lister over gode og grufulde Halloween-film. For selvfølgelig skal der gyses på en mørk og kold Allehelgensaften.

1 – Halloween (Maskernes Nat, 1978)
John Carpenters klassiker er stadig et kuldegysfremkaldende bekendtskab, ikke mindst på grund af Michael Myers, en af horrorgenrens mest ikoniske mordere. Filmen tager sit afsæt en Allehelgensaften, hvor en ung Myers myrder sin søster. Han anbringes på en lukket institution, men femten år senere slipper han ud og vender tilbage for at sprede skræk og rædsel i byen, hvor det hele startede – og blandt andet må en ung Jamie Lee Curtis tage benene på nakken.

2 – Suspiria (Chokhouse, 1977)
Italienske Dario Argento skabte med Suspiria en både kulørt, larmende og ikke mindst skræmmende film. Her følger man ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, som gemmer andet end blot balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

3 – Les yeux sans visage (Øjne uden ansigt, 1960)
Smuk og skræmmende fransk sort/hvid perle, der fortæller historien om en kirurg, som besat af at genskabe sin datters vansirede ansigt må skaffe sig nye og friske kvindeansigter til forsøgene. Pierre Brasseur er fremragende som den frustrerede kirug, Alida Valli isnende som medsammensvoren og Edith Scob elegant, som den plagede datter. En stemningsfuld og fængslende historie – og så indeholder filmen en ret eksplicit ansigtstransplantation, som stadig er gruopvækkende.

4 – Trick ’r Treat (2008)
En Halloween-film i ordets egentlige forstand. Filmen foregår nemlig en skæbnesvanger Allehelgensaften og med græskarlygter i hobetal. Det er en såkaldt antologi-film, som præsenterer en håndfuld forskellige historier, hvis handlingstråde filmen igennem flettes fornemt sammen. Her er både massemordere, spøgelser og vampyrer – alt hvad et Halloween-hjerte kan begære.

5 – The Shining (Ondskabens Hotel, 1980)
Jeg holder mig stadig for øjnene, når Jack Nicholson bevæger sig ind på værelse 237. Et klaustrofobisk horror-mesterværk af Stanley Kubrick, som rammer lige hårdt hver gang. Perfekt næring til mareridt. Heeeere’s Johnny…!

6 – Night of the Living Dead (De Levende Døde, 1968)
Selvfølgelig skal der også en zombiefilm på listen, og hvorfor ikke lade det være George A. Romeros fantastiske sort/hvide zombie-klassiker. Fremragende midnatsunderholdning og et studie i klaustrofobi og paranoia. Filmen blev startskuddet til særdeles sejlivet genre – og dette startskud er stadig en voldsom lille knaldperle, som nok skal sætte stemningen til mørklagt Halloween-hygge.

7 – The Brood (Misfostret, 1979)
Fy for pokker en skræmmende sag. David Cronenberg står bag denne bidske lille film, som nok skal skræmme sokkerne af selv den mest sejlivede Halloween-freak. Her er både uhyggelige dværgvæsner, lyssky eksperimenter og selvfølgelig et par grufulde mord til at sætte blodomløbet i gang og efterlade permanente kuldegysninger på dem, som tør sidde filmen igennem.

8 – The Texas Chain Saw Massacre (Motorsavsmassakren, 1974)
En uomgængelig klassiker, som står højt på listen over yndlingsfilm. Den er rent faktisk langt mere blodfattig end sit rygte, til gengæld er den svøbt i en olm og konstant utryg stemning – hvor man blandt andet kommer med til et herligt morbidt middagsselskab. Nå ja, og så byder filmen jo også på den ikoniske Leatherface i fuld vigør med svingende motorsav.

9 – À l’intérieur (Inside, 2007)
Nådesløs blodrus, klaustrofobisk spænding og en pirrende billedside. Inside er enhver gorehound og horrorentusiasts blodige drøm. Atmosfærefyldt og intens horror, som på medrivende vis serverer den ene klimatiske scene efter den anden uden på noget tidspunkt at miste pusten eller grebet i sit publikum. Intet mindre end en fantastisk fransk sag.

10 – A Nightmare on Elm Street (Morderisk mareridt, 1984)
En af filmhistoriens mest ikoniske bøh-mænd, mister Freddy Krueger, leger her tag-fat med en flok stakkels teenagere – blandt andet en meget ung Johnny Depp i en lidt for kort bluse. En både munter og skræmmende omgang horror-underholdning – og så gør Freddy jo også et godt forslag til Halloween-udklædningen. One, Two, Freddy’s coming for you…

MANHATTAN: Charmerende gensyn med Woody Allens sniksnakkende klassiker

29. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Woody Allen en personlig favorit, ligesom han også er din. Hvis ikke, bør du straks gå ombord i mandens film. Nu er en af hans mest kendte film landet på Blu-ray her i landet, hans klassiker Manhattan fra 1979 – og det har været et skønt gensyn med denne sniksnakkende kærlighedserklæring til New York.

Her vendes og drejes kærlighedskomplikationer, forholdsforviklinger og meningen med det hele både skarpt og vittigt. Man får lyst til at flytte til New York, gå på museer, drikke vin, lytte til jazzmusik og skrive bøger – præcis som filmens medvirkende, hvor Woody Allen spiller den fraskilte, 42-årige tv-forfatter og forfatter in spe, Isaac Davis. Du ved, i vanlig småneurotisk og småsludrende stil.

Han flirter rundt med sin blot 17 år gamle kæreste Tracy, mens New York indrammer hverdagen i romantisk sort/hvid. Men selvfølgelig er kærligheden ikke sådan lige at få styr på – men hvornår er den nogensinde det? Aldrig. Og sådan skal det være. Men netop dette gør ikke just livet lettere for hverken Isaac, Tracy eller venneparret Yale og Emily. For ingen af parterne kan ikke helt finde ro i deres forhold.

Ja, du gættede rigtigt – forholdene slår knuder, alt imens der med løs hånd refereres til alt fra Bergman, Vivaldi og Kafka videre til Fellini, Sinatra og Cézanne. Her synes kærligheden aldrig definitiv, men som en fortløbende bæk, der har både krusninger på overfladen og bugter sig uforudsigeligt gennem landskabet – for lige at smide lidt billedsprog på bordet. Undskyld, det skal ikke ske igen.

Men netop Woody Allens flair for at spidde og undersøge både kærligheden og menneskelige relationer er her både vedkommende, relaterbart og virkelig sjovt leveret med sine sarkastiske og skarpe iagttagelser af uindfriede drømme, uforløst kærlighed og selvfølgeligheden af, at alle går til psykiater, for sådan er det bare – og gerne en, der er endnu mere forvirret end vedkommende på briksen.

Men det er ikke kun Woody Allen, der med naturlig tilstedeværelse gør filmen til en fornøjelse, det gør også Michael Murphy som Iassacs bedste ven samt hans hustru i skikkelse af Anne Byrne. Diane Keaton agerer Woody Allens selvstændige og intellektuelle flirt, mens Meryl Streep er er hans lesbiske eks-kone. Det er dog Mariel Hemingway, der næsten stjæler filmen som den naive Tracy, der lærer Isaac ikke at være så kynisk. Med andre ord bør altså se filmen, der holder til flere gensyn.

– Manhattan, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre kun filmens trailer som ekstramateriale. Til gengæld gør filmens smukke sort/hvid billeder sig godt på Blu-ray. Kontrasten er solid og billedet har en indtagende tekstur, der fornemt gengiver New Yorks skyline, gader og mange gallerier. Lydsporet spiller også fint, hvor den velskrevne dialog går klart igennem, uden at lydsiden dog imponerer. Men det fungerer bestemt.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Manhattan | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Manhattan, USA, 1979
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Woody Allen
Medvirkende: Woody Allen, Diane Keaton, Michael Murphy, Mariel Hemingway, Meryl Streep, Anne Byrne m.fl.
Spilletid: 1 time 36 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

Horror-remix fordi Halloween åbenbart er noget folk fejrer

29. oktober 2013/i Filmsjov, Mashup /af Bjarke Friis Kristensen

Ja ja, det der Halloween-halløj er oppe over – det er dog ikke noget jeg fejrer. Du ved, jeg behøver ikke nogen grund til at se horrorfilm og jeg orker altså ikke det der udklædningshelvede. Men der er jo folk, der fejrer Halloween – eller Allehelgensaften om man vil. Det er helt fint med mig – og jeg har da også for et par år siden lavet en top 10 med bud på grufuld horror-underholdning, den er lige HER.

Men jeg vil ikke benægte, at det varmer mit hjerte bare en smule at se min favoritgenre indtage landet – og nettet. Således har de to gutter i Eclectic Method mixet en grufuld video til lejligheden med diverse skrækfilm – blandt andet Halloween, Poltergeist, Ghostbusters, Carrie, Evil Dead, Psycho, The Shining, The Ring, Hellraiser, The Descent, Corpse Bride, mens også både Jason Voorhees og Freddy Krueger indfinder sig.

Alle film, man passende kan sætte på i forbindelse med Halloween – eller alle andre dage på året.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– 10 grufulde bud på skræmmende Halloween-underholdning HER.

WE ARE WHAT WE ARE: Mut familie med grumme hemmeligheder

28. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Den er god nok – ikke alle remakes er af det onde. Det er den amerikanske genindspilning af den mexicanske We Are What We Are et godt eksempel på. Her tages der nemlig et nyt og fængslende greb om originalen fra 2010. Et fascinerende og intenst dyk ned i et menneskeligt mørke.

Her følger man en familie i dagene efter, at moderen er død på tragisk vis. Familien er selvsagt ramt af sorg – og nu endnu mere sammenbidt end før. Men familien gemmer også på dystre hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. For hvorfor er det lige, at folk forsvinder i det lille samfund, hvor familien lever forskanset fra omverdenen.

Her er tale om en yderst stemningsfuld film, der med nedtonet farvepalet og tungt regnvejr tør tage sig tid til at fortælle sin historie. Her jages der ikke efter at afvikle det grumme plot, men filmen lader stemningen rodfæstne sig og nå helt ind i kroppen på sit publikum. For godt nok er vi i horrorland, men her er mere tale om et knudret familiedrama, end en film båret af blodig gru og eery scares – hvilket man dog også får, men i små, velvalgte doser.

Julia Garner og Ambyr Childers er både sarte og stålsatte som familiens engleagtige piger med mælkehvid hud og røde rander under øjnene, mens den ordknappe patriark spilles med tungsind og fysisk pondus af Bill Sage – og ja, familiens lille knægt (Jack Gore – ja, han hedder sgu Gore) bringer fin uskyld ind i det olme familieforetagende. En på mange måder vellykket genindspilning, der fungerer på egne præmisser. Den skal du se.

We Are What We Are – 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens både dystre og nedtonedes billedside gengives veldefineret og skarpt på dvd-udgivelsen med både solid kontrast og fin detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med sine velbalancerede niveauer, der både skaber god atmosfære og fornemt bringer replikker dynamisk ind i lydbilledet. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”We Are What We Are | dvd-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: We Are What We Are, USA, 2013
Release: d. 10. september 2013
Instruktion: Jim Mickle
Medvirkende: Bill Sage, Julia Garner, Ambyr Childers, Kelly McGillis m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: SF Film [/tab][/tabgroup]

’Say Hi To The Bad Guy’ er en cool udstilling med, ja, bad guys

27. oktober 2013/i Fanart, Filmsjov, Kunst, Plakater /af Bjarke Friis Kristensen

Der er ikke noget så cool som en god filmskurk. Derfor er filmglade Gallery 1988’s årlige Crazy 4 Cult-udstilling også rent guld for filmfans. Udstillingen Say Hi To The Bad Guy har nemlig fokus på skurke fra både film og tv. Således finder man værker med blandt andet Beetlejuice, hajen fra Jaws, Freddy Krueger og Ivan Drago fra Rocky IV.

Nej, ikke alle er som sådan skurke – men også blot antihelte. Men okay, der skal være lidt spillerum for kunstnerne – og når værkerne er så flotte, er alt godt. Galleriet holder til i Los Angeles, men er du ikke lige i nærheden, kan du også se en række af værkerne herunder. Udstillingen løber frem til d. 9. november.

Se filmværker fra andre udstillinger:
– Udstillingen ‘Where Is My Mind?’ er virkelig cool
– Dødflot udstilling inspireret af ’The Walking Dead’
– ’Young Guns of Print’ er en forrygende flot udstilling

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.