CPH PIX 2013, DAG 13: En flad tur på snitter og rockmusik
Selvom CPH PIX egentlig også har visninger i dag onsdag, var tirsdag sidste dag for mit vedkommende og det med kun en enkelt film på programmet. Desværre var det en noget fesen afslutning på en ellers fremrangende og bredtfavnende festival, der ventede mig med den kedelige Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely.
Her kommer man på tour med det fiktive band The Fuckin’ Lovelies. Det bliver dog aldrig til musik på scenen, da filmen blot følger eskapaderne backstage, hvor tiden går med snitter, druk og destruktion. Men selvom der er knald på festerne, rykker filmen sig sgu aldrig ud af stedet, men forbliver en stillestående og noget stenet samling af scener med folk, der bare bliver mere og mere blæste. Trægt.
Filmen mangler den anarkistiske energi og fandenivoldskhed, der ellers sigtes efter med det urolige kamera og uendelige fester. At filmen så i sidste halvdel vender vrangen ud på sig selv og bliver en art horrorfilms-feberdrøm giver desværre heller ikke det løft, der kunne have afsluttet filmen med det spark i løgene, man har siddet og ventet på skulle indfinde sig.
Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6:
Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.