Jeg smutter lige på eventyr
Jeg skal på eventyr de næste par dages tid, så derfor vil der være stille her på Facebook-profilen samt her på Filmskribenten.dk indtil jeg vender tilbage. Vi ses på den anden side.
Jeg skal på eventyr de næste par dages tid, så derfor vil der være stille her på Facebook-profilen samt her på Filmskribenten.dk indtil jeg vender tilbage. Vi ses på den anden side.
Nu var Iron Man 2 ikke just den mest vellykkede opfølger til den meget medrivende første film fra 2008. Så kan en tredje gang i ringen med Iron Man bringe den kække superhelt på ret kurs? Til dels, for Robert Downey Jr. er i veloplagt hopla, men historien vælter desværre også en smule larmende rundt.
Det er sådan set ikke fordi, at der ikke er noget på spil. For den nådesløse terrorist Mandarin, en diabolsk Ben Kingsley, truer verdensfreden og ikke mindst Tony Stark på livet. Så efter at have skudt den rige superhelts hjem i smadder er banen kridtet op til en indædt kamp for at få ramt på den kyniske skurk, mens Iron Man også må passe på sin elskede Pepper Potts som Gwyneth Paltrow igen portrætterer med stilfuld ynde.
Herudover kædes der et subplot ind i løjerne med Guy Pearce som den kølige videnskabsmand Aldrich Killian, der pønser på at booste både hjerne og krop. Men selvfølgelig er der fordækte kort med i spillet og snart synes problemerne at vokse Iron Man over hovedet. Så er det jo heldigt, at han kan få hjælp af Don Cheadle, der vender tilbage som James Rhodes – denne gang i fuld krigsdragt som Warmachine.
Shane Black er ny mand i instruktørstolen og har kun den nogenlunde vellykkede Kiss Kiss Bang Bang i instruktør-bagagen. Til gengæld har han flere mindeværdige manuskripter bag sig, blandt andet til Dødbringende våben, The Last Boy Scout og The Long Kiss Goodnight. Han får da også peppet den en smule ujævne historie op med veloplagte dialoger, hvor ikke mindst Robert Downey Jr. får sat sikre grin.
Actionscenerne er desværre til tider en kende kluntet forløst, hvor kameraet suser forvirret rundt, mens eksplosioner buldrer løs og de computeranimerede Iron Man-dragter giver den gas. For godt nok er det hele i denne omgang større og vildere, men blandt andet mister Tony Starks personlige rejse og tiltagende angstanfald nærværd og tyngde, mens filmens mere alvorlig tone også går fløjten undervejs.
En skam, at de mere komplekse følelser i Tony Stark ikke foldes ordentligt ud, men kun berøres overfladisk – det samme gør sig gældende med det mere dystre favntag med universet. Her er dog på bundlinen trods alt tale om et par times harmløs og forglemmelig underholdning takket være Robert Downey Jr., Iron Man-dragter og store eksplosioner – men filmens brug af 3D kommer slet ikke til sin ret. Trægt. [tabgroup][tab title=”Iron Man 3 | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
Originaltitel: Iron Man 3, USA, 2013
Premiere: d. 25. april 2013
Instruktion: Shane Black
Medvirkende: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Ben Kingsley, Guy Pearce m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]
”Kærlighed ved et tilfælde” – ok, den overskrift er altså langt mere cheesy, end den er ment. For David O. Russells på mange måder fine drama Silver Linings Playbook får på medrivende vis givet ærligt liv til den drilske kærlighed, der ved et tilfælde danser sig ind på livet af sine to hovedpersoner. Hvilket vel ofte netop er tilfældet med kærligheden – berusende og frustrerende, men aldrig planlagt.
Pat bliver efter en otte måneder lang behandlingsdom lukket ud i friheden og flytter ind hos sine forældre, så han fortsat kan være under opsyn. Han slog nemlig sin kones elsker til plukfisk, fik et polititilhold af eks-konen og sendt i behandling for sin bipolare lidelse. Nu han er ude igen, har han dog kun ét ønske, nemlig at blive genforenet med sin eks – men så kommer den temperamentsfulde Tiffany på banen.
Hun har selv sit at slås med – hun har mistet sin mand i en tragisk ulykke og har også sin del af erfaring udi medicinering og terapiforløb. Så selvom bølgerne mellem de to går højt, er der også en uomgængelig kemi. Tiffany går således med til at hjælpe Pat tilbage til sin kone, på den betingelse, at han hjælper hende i en dansekonkurrence. Men ja, selvfølgelig udvikler deres forhold sig til mere end et venskab.
Udover den komplekse kærlighed bliver psykiske lidelser ligeledes behandlet på en sober og troværdig måde – både hvorledes det påvirker den syge og deres omgivelser. Dramaet og karakterernes indbyrdes forhold forløses således både rørende, med fin følelsesmæssig tyngde og bestemt ikke uden humor, mens tårerne hives frem uden brug af påtaget sentimentalitet eller kvalmende violiner.
Her er ganske enkelt oprigtige følelser i spil, hvilket det forrygende cast fornemt giver liv. Bradley Cooper får som Pat engagerende skildret den kamp det er at være ramt af en bipolar lidelse med alle de modstridende følelser, det indebærer. Jennefer Lawrence er herligt ligefrem som Tiffany – og mellem de to opstår den så eftertragtede kemi, der både slår gnister og får feel good-genet noget at leve af. Skønt.
Robert De Niro er desuden fremragende i rollen som Pats far. Et følsomt portræt og en af hans absolut fineste præstationer i mange år. Ja, Silver Linings Playbook er på mange måde en fornøjelse – og at man oveni købet bliver lidt klogere på sit selv, kærligheden og de ikke altid forudsigelige følelser, er så absolut kun endnu et stærkt kort i et allerede nærværende drama, der kommer sit publikum vedkommende i møde. [tabgroup][tab title=”Silver Linings Playbook | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6
Originaltitel: Silver Linings Playbook, USA, 2012
Premiere: d. 25. april 2013
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende: Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Jacki Weaver m.fl.
Spilletid: 122 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]
Så er dette års filmfestival CPH PIX veloverstået. Den har således de sidste fjorten dage stået på film fra hele verden og heldigvis med langt flere gode end dårlige oplevelser. Jeg har således blandt andet været i Sydkorea, Japan og videre til Kasakhstan, Fillippinerne og Spanien samt England og USA. Lækkert.
Det er altid en smule vemodigt, når festivallen er forbi og jeg ikke længere skal have mine daglige ture rundt i Københavns biografer. Men på den anden side er jeg også blevet godt mæt af filmoplevelser og klar til at bevæge ud i virkeligheden igen – i hvert fald for en stund. For heldigvis er der et liv for en filmfan efter CPH PIX, hvilket bunkerne af film hos mig vidner om.
Jeg nåede desværre ikke helt så mange film i år, som blandt andet sidste års 38 titler. Men 29 styk er trods alt også helt ok – og nu er det heller ikke et mål i sig selv blot at se så mange film som muligt, men at se dem, man har lyst til – og det med plads til både at bliver overrasket, udfordret og selvfølgelig underholdt. Så tak for endnu en fantastisk festival og de mange gode oplevelser.
Blev ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
Her er de titler, jeg nåede at se i år listet efter antal stjerner:
1. The Girl From Nowhere 1/6:
2. Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6:
3. Ape 3/6:
4. Chained 3/6:
5. Compliance 3/6:
6. Dark Blood 3/6:
7. Diablo 3/6:
8. Kiss of the Damned 3/6:
9. No 3/6:
10. The Liability 3/6:
11. The We and the I 3/6:
12. Antiviral 4/6:
13. Citadel 4/6:
14. Harmony Lessons 4/6:
15. John Dies at the End 4/6:
16. Miss Lovely 4/6:
17. Outrage Beyond 4/6:
18. Painless 4/6:
19. Post Tenebras Lux 4/6:
20. Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay 4/6:
21. Spring Breakers 4/6:
22. The ABCs of Death 4/6:
23. Thy Womb 4/6:
24. To the Wonder 4/6:
25. Wrong 4/6:
26. Berberian Sound Studio 5/6:
27. Pieta 5/6:
28. Stoker 5/6:
29. The Land of Hope 5/6:
Selvom CPH PIX egentlig også har visninger i dag onsdag, var tirsdag sidste dag for mit vedkommende og det med kun en enkelt film på programmet. Desværre var det en noget fesen afslutning på en ellers fremrangende og bredtfavnende festival, der ventede mig med den kedelige Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely.
Her kommer man på tour med det fiktive band The Fuckin’ Lovelies. Det bliver dog aldrig til musik på scenen, da filmen blot følger eskapaderne backstage, hvor tiden går med snitter, druk og destruktion. Men selvom der er knald på festerne, rykker filmen sig sgu aldrig ud af stedet, men forbliver en stillestående og noget stenet samling af scener med folk, der bare bliver mere og mere blæste. Trægt.
Filmen mangler den anarkistiske energi og fandenivoldskhed, der ellers sigtes efter med det urolige kamera og uendelige fester. At filmen så i sidste halvdel vender vrangen ud på sig selv og bliver en art horrorfilms-feberdrøm giver desværre heller ikke det løft, der kunne have afsluttet filmen med det spark i løgene, man har siddet og ventet på skulle indfinde sig.
Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6:
Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Mandag ventede der to film i den mere dystre ende af filmskalaen – først stod den på sexede vampyrer i Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned og herefter kom jeg en tur tilbage til 1970’ernes italienske horrorfilmscene med den yderst forførende Berberian Sound Studio.
Vampyren Djuna falder pladask for forfatteren Paulo – og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og hun har forvandlet ham til vampyr. Bum. Sammen står den således på udødelig kærlighed, men da Djunas lystslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna og Paulo i følelsernes vold og ikke sådan at holde styr.
Plottet er ret løst og fungerer da også mere som et portræt af livet som vampyr. En ofte stemningsfuld oplevelse med både vampyrbid, sex og blod, mens den fine lydside sitrer af klassisk musik og brummende rock. Men svage præstationer fra trekløveret trækker ned i oplevelsen, mens forelskelsen mellem Djuna og Paulo aldrig blev troværdig. Visuelt ofte ret vellykket, men desværre svag i karakterer og historie.
Kiss of the Damned 3/6:
Så ventede der en langt mere helstøbt filmisk fornøjelse med Peter Stricklands atmosfærefulde Berberian Sound Studio. Et smukt og forførende studie udi lyd, billede, lys og mørke. Man følger her den konfliktsky special effects-lydmand Gilderoy i 1970’ernes Italien, hvor han er blevet hyret ind for at lave lyd på til en eksplicit omgang horror, hvor hekse tortureres og hugges i stykker. Gisp.
En fremragende Toby Jones indtager underkuet rollen som den forsigtige lydmand, der får sin sag for med det tvivlsomme lydstudie. Særligt er filmens sleske producer på nakken af ham, mens også de grumme film så småt begynder at påvirke Gilderoys skrøbelige sind. Filmen når således helt psykedeliske højder, mens virkelighed og film begynder at opløse hinanden jo længere ind i mørket Gilderoy kommer.
Det er en pokkers elegant og veludført rejse at være med på, hvor skuespillerinderne indtaler rædselsslagne skrig i lydboksen og der kløves grønsager for at give lyd til filmens brutale scener. En film, der ånder af en kærlighed til mediet og forfører hele vejen med en dragende atmosfære af gru, filmmagi og gamle dage, mens underspillet komik kiler sig veloplagt ind i mørket.Ja, så absolut en filmisk fornøjelse.
Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Der var endnu en filippinsk film på programmet, da jeg begav mig ud i de københavnske biografer på en solrig søndag. Her fik man nemlig et både rørende og morsomt portræt af den ældre skuespillerinde Lilia Cuntapay i dokumentaren om stjernedrømme og ukuelighed med Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay.
Med sit karakteristiske udseende og store karisma har Lilia Cuntapay således begået sig i diverse obskure horrorfilm som enten spøgelse, gammel kone eller heks. Hun er nu blevet nomineret til en pris for bedste kvindelige birolle og man følger således, hvordan hun med lys i øjnene ser frem til den store dag, mens man også kommer med på filmset og er med til hendes op- og nedture i rampelyset – eller manglen på samme.
Det er skønt at være i selskab med Lilia Cuntapay, mens hun hjemmevandt skriver autografer og deler ud af eget merchandise. For selvom hun aldrig er slået igennem og filmene hun er med i er mere eller mindre tvivlsomme, så er der ingen tvivl om, at hun er en stjerne. Energisk som et barn og hele tiden sulten på en plads i spotlightet. Ja, hvad skal man med filmpriser, hvis man lyser som Lilia Cuntapay.
Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay 4/6:
Herefter ventede en ujævn omgang lejemorder-halløj med The Liability. En kæk og sjov genrebastard, hvor Quentin Tarantino og Guy Richie lurede i kulissen. Samme velskrevne og ekvilibristiske dialoger eller fandenivoldskhed kom der dog aldrig rigtigt på banen – men man kommer også et stykke med et par vellykkede scener og ikke mindst Tim Roth som cool lejemorder.
Den 19-årige Adam kommer i uføre, da han totalsmadrer sin stedfars bil – en herligt usympatisk Peter Mullan som gangster. Så for at gøre det godt igen, skal han hjælpe lejemorderen Roy med et job, hvilket selv sagt ikke kommer til at gå som forventet. Forviklingerne tager til og bliver kun værre, da en kvinde bliver vidne til de to gutters lyssky handlinger, der involverer en skov, en økse og et offer. Bum.
En cocktail af humor og vold, der da også lykkedes ganske godt i et par scener – særligt i samspillet mellem Tim Roth, der som lejemorder med deadpan-mine forsøger at udholde den uprøvede knægt, som uden situationsfornemmelse plaprer løs. Men tempoet falder og det tynder gevaldigt ud i veloplagt ping pong, mens plottet snubler afsted. Alt i alt en delvist vellykket affære – men ja, Tim Roth er sgu cool.
The Liability 3/6:
Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Efter kun en enkelt film om fredagen, var det rart at kunne kaste sig over fire friske titler på lørdagens tur rundt i Københavns biografer – fra Dagmar til Empire, videre til Cinemateket og afsluttende i Grand. Der var også en fin diversitet i dagens film, hvor jeg lagde ud med det stille, filippinske drama Thy Womb.
Her følger man i smukt fotograferet og nærmest dokumentarisk stil hverdagen for jordemoren Shaleha og hendes mand, der lever i et lille sydfilippinsk øsamfund. Her hersker naturen med silende regn og smukke solnedgange, mens der fiskes med net og bades i vandet. Ægteparret kan desværre ikke få børn, så Shaleha tilbyder hendes mand at gifte sig med en anden, så han kan få et barn.
Man følger således det afdæmpede, men nærværende drama mellem parret, der fint forløses af både de medvirkende og instruktøren Brillante Mendoza. Han er manden bag fremragende film som den brutale Kinatayog gidseldramaet Captive. Med Thy Womb er brutaliteten dog skiftet ud med en vedkommende menneskelighed, mens hverdagens stille gang fornemt får liv og dybde i det smukt indfangede miljø.
Thy Womb 4/6:
Herefter gik turen mod Empire, hvor det støvede drama Dark Blood ventede. Ja, faktisk har man skullet vente siden 1993 på, at filmen blev færdig. For River Phoenix, en af de tre hovedpersoner, døde nemlig af en overdosis under optagelserne. Det er derfor først lykkedes for instruktør George Sluizer at færdiggøre filmen sidste år efter noget rettighedsfnidder. Desværre er det ikke det mest ophidsende resultat.
Harry og Buffy er taget på en weekendtur for at pleje deres ægteskab, men midt i ørkenen bryder deres bil sammen. Phoenix aka ’Boy’ kommer dem dog til undsætning og de får husly af den ensomme eneboer langt uden for lands lov og ret. Men spændingerne mellem de tre tager til og den sære ’Boy’ bliver fortsat mere og mere uforudsigelig og pågående – ikke mindst i forhold til Buffy.
Jonathan Pryce er skøn som sammenbidt stivstikker, mens Judy Davis er afslappet som den æggende hustru. Phoenix bærer fint, men ikke videre imponerende rollen som mut særling. Dramaet bliver da også til tider lidt af en ørkenvandring, men en længselsfuld billedside samt det ikke videre sympatiske trekløver bærer på trods af momentan stilstand filmen nogenlunde i land med fine skift i temperamenter.
Dark Blood 3/6:
Der var endnu en filippinsk film på dagens program med den afdæmpede Diablo. Her følger man en ældre enkes stille hverdag, hvor dagens rutiner med at redde seng, lave mad og børste hår bliver nærmest helt meditativt at følge. Der simrer dog også et familiedrama bag den rolige facade, da enkens fem sønner filmen igennem bliver mere og mere interesserede i hvem, der skal arve hvad efter deres mor er væk.
For selvom der i grunden ikke sker meget, så emmer filmens forførende ro af levet liv, mens der er en dragende afklarethed at hente hos den ældre enke. En meget stille dame, man dog fornemmer godt ved, hvor skabet skal stå. Desværre kommer forholdet mellem hende og sønnerne ikke for alvor i spil, men forbliver mere ved krusninger på overfladen.
Det samme er tilfældet med de få drys af overnaturlige elementer, der sniges ind i det rolige drama. Desværre får roen også filmen til at stå en kende i stampe, men netop denne stilstand synes også at være en pointe i sig selv og er med til at skabe filmens ganske unikke stemning.
Diablo 3/6:
Sidste film på dagens program var den dystre Painless. En spansk fornøjelse udi mørk melankoli, fortidens spøgelser og nutidens hemmeligheder. En både smuk og tragisk film, der spandt to historier fornemt sammen – en læge, der i nutiden er på jagt efter sine biologiske forældre, og en historie, der tager sin begyndelse i 1930’erne på et hospital med børn, der lider af den mærkværdige sygdom ikke at kunne føle smerte.
Således flettes fortid og nutid fængslende sammen, hvor overraskende sammenhænge kommer for dagens lys, jo længere ind i fortidens skygger man kommer. En til tider også lidt rodet fortalt affære, men hele vejen smukt iscenesat med sine nedtonede farver og dunkle kompositioner – blandt andet på det skumle hospital, hvor børnene depressivt isoleres, mens man også får fascismens grimme ansigt at se.
Så selvom plottet slog lidt knuder undervejs, så var historien hele vejen pokkers stemningsfuld, mens gotisk gru blev vellykket forenet med isnende thrills og øjeblikke af rå brutalitet. En film om at se fortiden i øjnene og herigennem finde sig selv – også selvom det betyder mødet med ubehagelige sandheder.
Painless 4/6:
Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Jeg havde kun en enkelt film på mit program, da de to titler jeg ellers havde i kikkerten desværre lappede ind over hinanden – oh well, man kan ikke nå det hele. Til gengæld var det endnu en af de film, jeg med spænding havde set frem til, nemlig det franske legebarn Michel Gondrys nye film The We and the I. Desværre levede den ikke helt op til forventningerne.
Filmen foregår stort set kun i en bus, fyldt op med skolebørn på vej hjem gennem New Yorks gader. Således følger man med i hakkeordenen, hvor der er dem, der stille passer sig selv, bøllerne og i rapkæftede tøser. Hormonramte og med følelserne uden på tøjet – energisk og i øjenhøjde, men desværre spores her også en smule tomgang.
For efterhånden som køreturen fortsætter, synes de samme småkække, improviserede samtaler at køre i ring. Den indledningsvise energi og befriende uhøjtidelighed mister pondus og engagement. Det er desuden nok den mindst Gondryske Gondry-film, hvor hans finurlige indslag begrænser sig til få, korte flashbacks optaget med dårligt kamera. Men ganske charmerende, men altså også noget langtrukken.
The We and the I 3/6:
Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.
Dagen startede med den kazhakstanske Harmony Lessons. Et brutalt drama, der vred sig i retning af en nervepirrende thriller, mens de smukt komponerede billeder gav kontrolleret og indtagende liv til den sirligt udfoldede fortælling. Her følger man den 13-årige dreng Aslan og hans kamp med en fæl hakkeorden i skolen.
Han fryses nemlig ude af kammeraterne og bliver fortsat mere indadvendt, mens han bruger sin fritid på at pine kakerlakker og fange firben. Men spliden mellem ham og de hårdhændende bøller tager til og vreden opbygger sig ulmende sikkert i den spinkle Aslans krop. Man forstår ham godt og er derfor også hele vejen engageret i at følge ham og hans omgang med skolens hårde hierarki.
Den smukke og brutale åbningsscene, hvor Aslan med roligt overskud slagter et får, er et godt billede på, hvordan filmen tør tage sig tid, dvæle ved stilheden og volden. For på samme måde som i åbningsscenen, så optrappes spændingerne med sikker hånd efterhånden som filmen skrider frem mod sit forrygende tredje akt. Fornemt.
Harmony Lessons 4/6:
Herefter stod den på politisk drama i Chile med den ikke helt vellykkede No. Man følger her Gael García Bernal som reklamemanden René, der kommer på noget af en opgave, da han ved det første demokratiske valg i 1988 skal lave nej-kampagnen mod det chilenske regime. Men hvordan vinder man et valg, hvor modstanderen sidder diktatorisk på magten? Jo, man bruger netop reklamesprogets farverige magt.
Ja, fronterne er malet sikkert op med Pinochets fastlåste regime på den ene side og de frihedshungrende nej-sigere på den anden. Slaget skal således primært stå på tv, hvor oppositionen op mod valget hver dag får 15 minutters sendetid til at få deres nej-budskab igennem mod regimets tungtvejende overtag.
På mange måder en interessant historie, der udover det politiske drama også byder på Renés personlige kamp for at finde sig til rette i det politiske spil og sin brug af reklameæstetikken. For hvor filmen er lidt slap om at komme i gang og striden går en smule i tomgang, så er Gael García Bernal hele vejen nærværende. Filmen er desuden skudt på videoformat, så der rammes en perfekt 80’er-autencitet.
No 3/6:
Jeg havde virkelig glædet mig til dagens sidste film Pieta, der er lavet af en af mine favoritinstruktører, nemlig sydkoreanske Kim Ki-duk. Han har fascinerende og dragende film som Tomme Huse og The Islepå CV’et – og Pieta levede bestemt op til mine forventninger. Brutal, smuk og en i grunden ret voldsom oplevelse.
Gang-do lægger ikke fingre imellem, når han er rundt for at opkræve penge for sin lånehaj. Her er der voldelig afregning, når folk ikke kan betale. For flere på hans vej ender invaliderede efter hans besøg, så han kan nuppe deres forsikringspenge. Men en dag dukker kvinde op, der påstår, at hun er hans mor. Nu tvinges Gang-do til overveje sin kyniske livsstil – men hvem er kvinden egentlig?
Den barske fortælling blev bare bedre og bedre, jo længere ind i den man kom. Her fik tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed blot endnu stærkere og mere foruroligende genklang som fortællingen foldede sit følelsesmæssigt komplekse spil ud. Knugende intens, tankevækkende og med en pokkers medrivende forening af vold, kærlighed og opofrelse. Sådan.
Pieta 5/6:
Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.