CPH PIX: sidste dag på festivalen endte i junglen
DAG 17: I går nåede jeg så til sidste dag på filmfestivalen CPH PIX her i København. Desværre blev mine to planlagte visninger skåret ned til en enkelt, fordi kopien der skulle vises af Hemel var uden undertekster. Øv – og desværre får jeg ikke tid til ekstravisningen på tirsdag. Nå, men heldigvis fes festivalens sidste dag ikke ud i sandet. For med den filippinske Captive var der dømt terrorfyldt junglehelvede.
Filmen er baseret på gidseltagningen af en gruppe turister tilbage i 2001 på Filippinerne. Man følger således gidslerne og gidseltagernes vandring gennem en på alle måder udfordrende jungletur. Det er ikke meget baggrundsviden man får, hverken om de politiske forhold, gidslerne eller gidseltagerne – en muslimsk terrorgruppe tilknyttet al-Qaeda. Man kastes så at sige uforberedt ud i mareridtet. En både intens og smuk film, der fornemt fik trukket mig med ind i junglens håbløse dyb.
Noget af ’muslim-versus-kristen-retorikken’ blev godt nok en smule firkantet, mens pointer om menneskelig splid og næstekærlighed ikke altid fik lige overbevisende eller nuanceret fat. Men rejsen ind i usikkerheden greb mig med sine både foruroligende og poetiske billeder, hvor heftige ildkampe undervejs slog intenst ned i den sitrende atmosfære. Jeg så også Brillante Mendozas fremragende rå og klaustrofobiske Kinatay på festivalen i 2010 og ser bestemt frem til flere film af ham.