Kup-komedie står desværre ikke distancen

Ja, der er både stupide usandsynligheder  og enorme plotproblemer i den nogenlunde tempofyldte kup-komedie Svindel på højt plan (oh yes, gotta love the danish title). Men på trods af sine ujævnheder ender skidtet trods alt som en nogenlunde underholdende sag – ikke mindst takket være sit cast. Her leder en sympatisk Ben Stiller og en rapkæftet Eddie Murphy an i det umulige kup på toppen af New York.

Da børshajen Arthur Shaw (Alan Alda), der bor i den luksuriøse etageejendom The Tower går på røven, ryger personales pensionspenge med. Så hvad andet er der at gøre for bestyreren Ben Stiller end at samle et crew og stjæle Shaws pengeskab. Problemet er bare, at det befinder sig i hans topbevogtede lejlighed på toppen af ejendommen – og selvfølgelig går alt ikke efter planen for det uprøvede team.

Jep, det er den undertippede menigmands kamp mod finanskrisens ubarmhjertig klo, der danner bagtæppet for komedien. Heldigvis overtager den politiske vinkel dog ikke styringen med en moralsk løftet pegefinger. Det er sjov og ballade hele vejen, blot med økonomi-satiren lurende i skyggen. Desværre holdes skruen bare ikke hele vejen lige vittigt i vandet og det udspekulerede kup bliver en kende slapt undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Men selvom den ”kære” instruktør Brett Ratner ikke formår at balancere kupfilm og komedie lige gnidningsfrit hele vejen, så er der trods alt veloplagt star quality at hente i den umage gruppe af nykriminelle. Det er bl.a. en fornøjelse at se Eddie Murphy i hopla som hurtigsnakkende og fræk småkriminel. Man aner noget af den flabethed, der gjorde ham så populær op igennem 80’erne. Mere Murphy, tak.

Desuden gør både en godhjertet Ben Stiller og en nervøs Matthew Broderick deres til at forudsigelighederne ryger en smule lettere ned – og et stykke af vejen opvejer de fint filmens tomgang. Men selv et par charmerende gutter – for slet ikke at tale om favoritten Casey Affleck – kan ikke redde filmen fra at ende i rækken af Hollywood-baskere på det jævne. Tempoet og vittighederne er bare ikke skarpt nok skåret.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gør sig virkelig godt og ligner den Hollywood-produktion det. Her er klare og veldefinerede farver og en solid lydside med velafstemte niveauer. Herudover er der en stak blandet bolsjer som ekstramateriale. Man finder to alternative slutninger (3 min.), en luftig omgang gag reel (4 min.) samt 9 slettede scener (6 min.), der dog ikke er det store sus samt en feature, der tager en med på settet – det er dog mest af alt tilfældige klip fra optagelserne og ja, kedeligt (23 min.).

Endvidere er der en syvdelt making of (47 min.), der fint tager en med omkring filmens skabelse – overfladisk, men muntert og velproduceret. Endvidere er der noget gøgleri, hvor der kan poppe info op undervejs i filmen og for de meget sultne er der også et kommentarspor med instruktør Brett Ratner, manusforfatterne Ted Griffin og Jeff Nathanson samt klipperen Mark Helfric – det sprang jeg dog over.

Originaltitel: Tower Heist, USA, 2011
Instruktion: Brett Ratner
Medvirkende: Ben Stiller, Eddie Murphy, Casey Affleck, Alan Alda, Matthew Broderick, Stephen Henderson, Michael Peña, Gabourey Sidibe m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment