Jack Sparrow træder vande i ukendt farvand

Johnny Depp svanser atter rundt som den excentriske Kaptajn Jack Sparrow, når jagten på Ungdommens Kilde går ind med dette fjerde kapitel i piratsagaen, Pirates of the Caribbean: i ukendt farvand. Denne gang har Jack både havfruer, zombier og tomgang lige i hælene. For selvom her vises gode takter og Sparrow er Sparrow, så undslipper piraterierne ikke dødvande.

Der er ganske vist skåret ned for den computergenererede extravaganza, der nåede nye højder med den tredje film, historiefortællingen er strammet (en smule) op og så er Sparrow sat mere i centrum for løjerne. Ian McShane er cool som den grufulde pirat Sortskæg, mens Penélope Cruz er tvetydig som Sparrows love interest og så er Geoffrey Rush tilbage som Kaptajn Barbossa.

Men selvom man kommer i godt selskab med en flok farverige karakterer og plottet med Ungdommens Kilde kilder eventyrlysten, så fornemmer man aldrig nødvendigheden af de både svulstige og eventyrlige anstrengelser. Her er ikke noget nyt under solen og den ellers flotte rejse bliver aldrig nervepirrende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–>

Og selvom der i denne ombæring er strammet op på løjerne, så lider filmen under en for lang spilletid. Plottet mister ganske enkelt fokus og momentum undervejs. Bl.a. blandes den spanske flåde ind i jagten på Ungdommens Kilde, men kommer aldrig for alvor i spil og så skal man også trækkes igennem en overflødig romance mellem en havfrue og en ung knøs.

Heldigvis er persongalleriet det meste af vejen fornøjeligt og er med til at holde skuden nogenlunde oven vande, selv når der sejles igennem dødvande. Desuden har instruktøren Rob Marshall et godt greb om universet, der både er smukt og stemningsfuldt. Lige fra dybgrønne jungledyb til det brusende hav. Han holder altså fint miljøet ved lige efter Gore Verbinskis tre første film.

Men eksplosive søslag eller ej, så har Pirates of the Caribbean: i ukendt farvand bare ikke tempoet og en stærk nok fortælling til at eventyret holder sig oven vande hele vejen. ’Pirates’-universet taler bestemt til ens indre pirat, men hvis ikke der strammes op på søgangen næste gang Depp stævner ud, kan han for min skyld godt gå planken ud.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen savner ganske vist saft, kraft og sprudlende nerve – det er heldigvis ikke tilfældet med Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her står eventyret knivskarpt og med mættede farver hele vejen, mens lydsporet sender både bølgebrus, kanonskud og det svulstige score godt rundt i lokalet.

Men finder desuden et kommentarspor med Rob Marshall og en af filmens producere. Her er for meget kedeligt rygklapperi, mens de bl.a. fortæller om det at skyde i 3D. Jeg orkede ikke at sidde det hele igennem – hardcore fans vil sikkert finde det mere interessant. Herudover får man bloopers (3 min.), to korte ’Lego-Pirates-film’ (2 min.) og så fortæller Timon og Pumbaa om 3D (4 min.). Altså langt fra det mest interessante ekstramateriale.


Originaltitel: Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides, 2011, USA
Instruktion:
Rob Marshall
Medvirkende:
Johnny Depp, Penélope Cruz, Ian McShane, Geoffrey Rush m.fl.
Spilletid:
2 timer 16 min.
Udgiver:
Walt Disney Home Entertainment