Clint Eastwood om livet efter døden
Jeg var spændt på at se den seneste film af Clint Eastwood – selvfølgelig pga. Clinten i instruktørstolen, men også fordi den synes at have delt publikum i to. Groft sagt dem der kan lide den og dem der ikke kan. Og selvom den både rørende og smukke Hereafter er noget ujævn, blev jeg ret betaget af dramaet, hvor spørgsmålet om livet efter døden står centralt hos tre mennesker, hvis veje krydses.
Der er George (Matt Damon), som har lagt arbejdet som medie bag sig, da han mener, det forhindrer ham i at leve et normalt liv. Der er den franske journalist Marie (Cécile de France), der efter en nærdødsoplevelse synes at have set et glimt af efterlivet og så er der knægten Marcus (Frankie McLaren), som mister sin bror i en trafikulykke.
Men selvom filmen ikke hele vejen får fortalt og sammenflettet de tre skæbner lige gnidningsløst eller overbevisende, så er det svært ikke at blive bare en smule berørt af dramaet, der desværre ikke er lige stærkt over hele linien.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Og jo, gu’ fanden er Hereafter til tider både banal og sentimental og spiller også et par lette tudekort undervejs, fx den lille drengs tragisk død og et romantisk møde mellem to ensomme skæbner. Men der er altså også fint drama på færde, hvor Matt Damons ensomme karakter står stærkest samt hans møde med drengen Marcus.
Det er altså ikke filmens spilletid på lige over to timer, der for mit vedkommende sløvede filmen og dens emotionelle pondus, men derimod ikke hele vejen lige velfortalte skæbneportrætter. Bl.a. ender Damons deltagelse i et aftenskolekursus med indlagt romance med at være mere klodset end rørende.
Men på trods af en smule grus i maskineriet og et par overfortalte pointer, så er her altså tale om et ofte vellykket stykke drama om livet, døden og hvad der sker når vi forlader jorden – og så er Hereafter desuden virkelig smukt filmet, lige fra et romantisk Paris til Londons rustikke gader.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står med et både flot, skarpt og veldefineret billede og lyder fremragende på Blu-ray-udgivelsen. Og selvom ekstramaterialet reelt set kun består af to ekstra features, er det i den grad lækre sager.
Man får en solid feature om Hereafter bestående af ni dele (42 min.). Man kan vælge at se dem samlet eller som en integreret del af filmen. Man kommer tilfredsstillende omkring filmen, bl.a. interviews med folkene bag. Herudover får man den fremragende dokumentar The Eastwood Factor (88 min.). Her gennemgås den amerikanske filmlegendes liv og karriere med klip fra hans mange film og interviews med manden selv – hele herligheden med Morgan Freeman som fortæller.
Originaltitel: Hereafter, USA, 2010
Instruktion: Clint Eastwood
Medvirkende: Matt Damon, Cécile de France, Frankie McLaren, George McLaren, Thierry Neuvic, Bryce Dallas Howard m.fl.
Spilletid: 128 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment