Feelgood-film med japanske bedemænd

Man kan næppe præsentere den japanske Departures mere kedeligt end som en hyldest til livet. Det er ikke desto mindre hvad Yojiro Takitas oscar-vindende drama fra 2008 er. Heldigvis smyger filmen sig – det meste af vejen – elegant, usentimentalt og poetisk uden om de flade portrætter og tunge klichéer, genren ofte tumler med.

Cellisten Daigo (Masahiro Motoki) spiller i et stort orkester. Hans musikerdrøm syntes at være gået i opfyldelse, men orkestret nedlægges og så må den økonomisk trængte Daigo se sig om efter nyt arbejde. Sammen med sin søde kæreste (Ryoko Hirosue) flytter han tilbage til sin fødeby. Her kastes han uforvarende ud i jobbet at gøre døde klar til deres sidste rejse. Et arbejde som ikke billiges af alle. Men med tiden lærer han på trods af modstand at varetage hvervet med stolthed.

Både Motoki og Hirosue går lige i hjertet. Motoki med sin melankoli og oprigtighed, og Hirosue som yndig og støttende kæreste. Persongalleriets trumf er dog Daigos chef, en fantastisk underspillet og eminent Tsutomu Yamazaki. Han forløser fornemt og uden sentimentalitet den smerte det er at leve uden sin elskede ved sin side. Tilbageholdende og alligevel hele tiden nærværende.


Departures er en smuk film om livet, døden og det som binder disse to tilstande uløseligt sammen. Det maleriske japanske landskab og celloens smukt vibrerende klag minder os filmen igennem om både alt det smukke, men også smertelige livet byder. Rørende og trist, men frem for alt varmt fortalt og heldigvis ikke uden humor. En feelgood-film med tyngde og ynde.

"Defendor" er et alternativt superhelte-drama

Defendor er ikke hvad den umiddelbart giver sig ud for. Med et halvkitschet cover og en Woody Harrelson i sammenstrikket heltekluns synes der at være lagt op til en superheltefilm med et ironisk glimt i øjet og fart over feltet. Det er til dels også tilfældet, men filmen er i sin kerne et drama om den desillusionerede og godhjertede Arthur, som i sine vrangforestillinger tror, at han er helten Defendor.

Med hjemmelavede våben og et improviseret kostume begiver den selvbestaltede hævner sig ud i natten for at fange kriminelle. Her støder han tilfældigt ind i den prostituerede og crack-rygende Kat (Kat Dennings) og et umage venskab opstår. Den lettere tungnemme Arthur får dog alvorlige knubs ansigt til ansigt med virkeligheden og i sin kamp mod den imaginære fjende Kaptajn Industri.

Superhelteklichéerne står i kø i filmen, men de får i denne lettere originale indpakning en ny og mere eftertænksom resonans. Desværre forfladiges det ellers skæve tag på genren af en til tider lige lovlig sentimental tone. Man kan dog ikke lade være, at blive bare en smule rørt over denne fantasts kamp for retfærdighed, hvilket primært skal tilskrives Woody Harrelson. Han formår at balancere dramaet og komedien, det tragiske og morsomme, mere end filmen som helhed.

Balancen mellem drama og komedie er altså ikke hele vejen vellykket. Men Harrelson bærer filmen fint, det sammen med den lurvede undercover betjent spillet af Elias Koteas. Desværre er Kat Dennings mere yndig end troværdig i sin rolle. Defendor er dog overvejende et positivt bekendtskab og et frisk pust i den for tiden hårdtprøvede superheltegenre.


Ekstramateriale: Der medfølger godt stak ekstramateriale – desværre er det ikke specielt interessant. Man får et kommentarspor med Woody Harrelson, Kat Dennings, filmens instruktør og manusforfatter Peter Stebbings samt producer Nicholas Tabbarrok. De sludrer løs uden rigtigt at sige noget. Mest af alt er det rygklapperi på kryds og tværs. Stebbings får dog indført et par fine anekdoter undervejs, men en sløj omgang.

Herudover medfølger en række feautures, ligegyldige slettede scener og fraklip, som løber op i en lille times spilletid. Man får den obligatoriske sniksnak om filmens tilblivelse, karaktererne og ligesom kommentarsporet er disse indslag desværre også smurt ind i rygklapperi. En skam, for det virker faktisk til at Stebbings har nogle spændende ting at sige, han får bare aldrig rigtig plads. Alt i alt et desværre skuffende ekstramateriale. Filmen er så absolut hovedattraktionen.

VHS-portrætter og filmrulle-hoveder

Kunstneren Erika Iris Simmons har ved at bruge bl.a. VHS-bånd og filmruller skabt nogle ret fine portrætter af kendte filmpersonligheder og -karakterer. En ret sjov idé, som hun også har brugt til at skabe en række billeder af musikere – her selvfølgelig ved at bruge kassettebånd. Tænkte jeg lige ville dele dem med bloggens læsere.

Tjek hendes site HER eller mere af hendes arbejde på hendes flickr-profil HER.

– Nedenfor ses portrætter af The Dude fra The Big Lebowski, Alfred Hitchcock, Audrey Hepburn og Travis Bickle fra Taxi Driver (klik på billedet for større format).

James Cameron vil skyde 3D-film på Mars

Instruktøren James Cameron har store ambitioner med sit 3D-trip. Han er oven på Avatar i hvert fald ikke færdig med at rejse ud i rummet og går nu efter at kunne proklamere, at han er ”The King of the Universe”. Cameron har således talt med NASA om at inkludere et 3D-kamera på den nye generation af Mars-køretøjer, som er sat til at komme i brug i 2011.

Der er altså ikke tale om science fiction med store grønne rummænd, men billeder som skal kunne bruges i forskningsøjemed og muligvis også i en fremtidig dokumentar om Mars – i så fald missionen lykkedes. Cameron, som nu officielt er tilknyttet som ”co-investigator” på projektet håber at få overtalt NASA, som allerede har vist interesse i at bringe 3D-teknologien ombord. Så mangler kameraet blot at blive klar i tide.