Kunstneren James Hance har lavet en række mere eller mindre vellykkede maleri-mashups. Her mikses bl.a. forskellige filmuniverser og karakterer sammen. Han synes dog at have en forkærlighed for Star Wars.
Ikke alle idéer eller malerier er lige gode, men der er et par ganske fine imellem og hans billeder er bestemt værd lige at kigge igennem. Nedenfor ses et lille udpluk af nogle af de bedste. Se selv flere på hans facebook-profil eller hos Artbreak.
Så landede den første fuldlængde trailer til den kommende tegneseriefilmatisering af Jonah Hex – og der er skrald på. På sådan en halvtumpet måde. De første billeder af den arrede antihelt Hex, som spilles af en brummende Josh Brolin var ikke specielt overvældende. Han så ikke nær så olm ud, som sit uhyggelige forlæg. Traileren lover da heller ikke dyster westernfilm, men snarere en oneliner-tynget og eksplosionsglad action-eskapade.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=28OGcYuSSFU[/youtube]
Selvom der er godt gang i gaden, er jeg ikke umiddelbart oppe at ringe. Filmen kommer nok for mit vedkommende til at stå og falde med Brolins præstation. Han flankeres i filmen bl.a. af dullen Megan Fox, den evigtgyldig labre John Malkovich og så glæder jeg mig til at se Michael Shannon i action.
– Filmen er ind til videre sat til en dansk premiere d. 19. august.
Jeg har netop genset den sprælske Terry Gilliams seneste film, The Imaginarium of Doctor Parnassus. Her byder han indenfor i et magisk spejl med plads til både eventyret og kaoset. Desværre dræner filmens til tider løse struktur noget af den ellers rå energi Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man fantasifuld finesse, uforudsigelighed og en forførende stemning fra start til slut.
Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup får snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab – en tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet, en fantastisk Tom Waits – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender publikum ind i en forrygende og farverig fantasiverden.
Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Ledger under tragiske omstændigheder døde. For at afslutte filmen hev Gilliam derfor tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som fungerer overbevisende i det skæve univers.
Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For godt nok forfører Gilliams legelyst og vilde visuelle udflugter, men man savner til tider mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen fyldt med finurlige idéer, et stærkt skuespillerkorps og visuelle narrestreger nok til at hive stikket hjem i sidste ende.
Ekstramateriale: Udover at filmen på Blu-ray både lyder fremragende og ser blændende godt ud, medfølger der også en pæn stak ekstra-features. Desværre af noget svingende kvalitet, men med godbidder imellem.
Kommentarsporet med Terry Gilliam er bestemt et lyt værd. Han er en engagerende fortæller med mange fine iagttagelser og anekdoter filmen igennem. Herudover får man en stak korte features, som løber op i en spilletid på ca. en time.
Her er mest interessant bl.a. indslaget, som fortæller om arbejdet med at skulle bruge tre forskellige skuespillere i Ledgers sted. Det er også spændende, når Gilliam bl.a. fortæller om setdesigns, det magiske spejl og artwork, ledsaget af egne skitser og videre til det endelige resultat. Mindre spændende er et indslag, som følger holdet rundt i verden på promotion-tur. Der medfølger også en lille feauture, hvor Ledger prøver forskellige kostumer. Her med valgfrit kommentarspor af Gilliam, som dog anbefales, da han har fine ting at sige om Ledger og hans karakter.
Alt i alt et ekstramateriale, som holdes oppe af et par gode indslag og det habile kommentarspor med Gilliam. Desuden er det en fordel at få fingrene i netop Blu-ray-udgivelsen, da der her medfølger lidt ekstra guf.
Hvad byder man besætningen ombord på det legendarisk rumskib Enterprise? Svaret har du muligvis her. For hos tyske Spackonauten har de bygget rumskibet ud af pølse. Dog ikke i fuld størrelse, gudskelov. Dumt, men nu og meget sjovt. Nedenfor ses også fremgangsmåden, så nu er det bare ned til din lokale slagter og snart kan du også være flyvende som en pølse.
– Læs også Der er gået bacon i Star Wars.
Filmfestivalen CPH PIX er slut for i år – well, der er lige en stak ekstravisninger hist og her i den kommende tid – og det har været ti dage med både magiske, morsomme og nervepirrende ture rundt i de københavnske biografer.
Jeg nåede igennem 28 film, en beskeden stak ud af programmets 180 titler. Det kan da også nærmest syntes perverst at skulle fortære bare halvdelen af det store udbud på så kort tid. Man skal trods alt lige nå at fordøje oplevelserne undervejs – bare en smule. Jeg fik dog set lidt fra hele spektret. Film fra bl.a. Thailand, Schweiz, Spanien, USA, Japan, Italien, Island, Sydkorea, Australien, Kina, Tyskland, Rumænien og England. Her repræsenteret med både rå realisme, poetisk billedmagi og skrækindjagende blods-udgydelser.
Netop den både nationale og genremæssige spændvidde er bl.a. hvad der er med til at gøre sådan en filmfestival fantastisk – også selvom ikke alle film var lige store oplevelser. Muligheden for at se film, man ellers ikke ville komme i nærheden af at opleve på det store lærred. Muligheden for at cykle fra biograf til biograf spændt på hvad næste film byder på. Jeg glæder mig allerede til næste års CPH PIX.
– Her er hvad jeg fik set i år: Symbol, The House of the Devil, The Loved Ones, Triangle, Accident, [REC] 2, Bunny and the Bull, Survival of the Dead, The Door, Black Dynamite, The Robber, Mother, The Human Centipede (First Sequence), Slice, Ten Winters, Nymph, Skeletons, Amer, If I Want to Whistle, I Whistle, Leslie, My Name Is Evil, Reykjavik Whale Watching Massacre, Cargo, Kinatay, Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans, Grace, Possessed, My Girlfriend Is An Agent, My Son, My Son, What Have Ye Done?.
Hvilken bedre måde at starte en højhellig søndag, end med en satanisk kults ugerninger. I Ti Wests 80’er æstetiske The House of the Devil får den yndige babysitter Samantha sig nemlig en ubehagelig overraskelse, da hun tropper op i et hus langt ude i skoven. Her venter en mystisk herre og et hus fyldt med hemmeligheder.
Med en simpel historie og få, men ikke mindre effektive virkemidler bevæger filmen sig roligt, sikkert og stemningsfuld helt ind i mørket, hvor rædslerne og usikkerheden hersker. Præcist som tilfældet er med vor uvidende protagonist. Ligeledes herligt at se en æstetisk hyldest til 80’ernes horrorfilm, som ikke er lavet med et ironisk eller kitsch’et glimt i øjet. En lille eminent og nervepirrende skrækfilm.
Efter den gruopvækkende finale var det ud i forårssolen og et hurtigt smut over i Kongens Have, inden biografmørket i Cinemateket atter kaldte. Det var blevet tid til japanske Matsumoto Hitoshis vanvids-komedie Symbol. Et fuldstændigt absurd og fascinerende bekendtskab, der starter med et bizart parallelforløb mellem mexicanske fribrydere og en mand fanget i et hvidt lokale fyldt med engle-tissemænd.
En absolut original og morsom film, som konstant overrasker, men til tider også halter lidt i egne visuelle krøller og kuriøse idéer. Komisk, aparte og en film som ingen anden. Næste film på programmet var også et mindfuck – dog i den mere blodige ende, nemlig den forvrøvlede horrorfilm Triangle.
En flok venner hopper ombord på et krydstogtskib, da deres egen båd under et mystisk uvejr er gået til grunde. Men skibet er forladt og tiden syntes på mystisk vis at vikle sig om sig selv. Og så starter vrøvlerierne ellers, alt imens instruktøren forsøger at få sit publikum til både at gyse og undres over de adskillige plotdrejninger. Jeg rystede blot på hovedet. Dog blev det til et par ganske habile drab.
Herefter ventede den for mig sidste film på dette års CPH PIX, den australske outback/afdansningsbals-gyser The Loved Ones. På dagen hvor afdansningsballet holdes, finder Brent sig pludseligt tilfangetaget af en skør pige og hendes lige så vanvittige far. I stedet for et fest på de bonede gulve, bliver det en kamp for overlevelse til en helt anden og gruopvækkende fest.
The Loved Ones har bestemt et godt greb om sine karakterer og groteske historie. Desværre blødes skidtet op med skæv humor og kulørte hatte. En skam filmen ikke kørte sin skrækfilmsnerve helt i bund. For den blodige og rå finale havde stået bedre på en klangbund af ren rædsel. Ikke desto mindre var netop filmens klimatiske og vanvittige afslutning hele turen værd. Blodig og veloplagt.
En smukt orkestreret likvidering starter intenst den kinesiske Accident. Her har en lille gruppe lejemordere specialiseret sig i drab kamufleret som ulykker. Men da en af gruppens egne mænd omkommer – øjensynlig ved et ”uheld” – tiltager paranoiaen hos gruppens bagmand, Ho Kwok-fai. Han forsøger nu at finde frem til de skyldige, alt imens savnet af sin forulykkede kæreste også resonerer i det sindrige opklarings-arbejde.
Disse udspekulerede ”uheld”, hvor en række tilsyneladende tilfældige hændelser kulminerer i blodig død, giver mindelser om de amerikanske og mere bombastiske Final Destination-film. Accident søger dog ikke kun suset i de intense likvideringer, men lever også gennem dramaet, sine smukke billeder og det ulmende vanvid hos Ho Kwok-fai.
Desværre holdes spændingen og den ellers sitrende leg med publikums forventninger ikke ved lige hele vejen. Ikke desto mindre var der tale om en både intens og til tider poetisk smuk film, som afsluttes med pulsen godt oppe.
Efter at have forladt en propfyldt og varm sal i Palads, var det videre til Cinemateket. Her ventede en omgang blodige overraskelser i den spanske [REC] 2. Opfølgeren til den håndholdte zombie-snasker [REC]. Jeg kunne godt lide den første – intens, olm og uhyggelig. Og der var skruet godt op for alle kanaler i denne opfølger.
[REC] 2 tager over hvor den første slap. Et hus fyldt med virus-befængte mennesker er blevet isoleret fra omverdenen. Blandt de blodige bæster finder man også civile samt et SWAT-team, som med en præst i front forsøger at overleve i galehuset.
Der ventede en del overraskende plotdrejninger. For pludselig handlede filmen om noget helt andet, end hvad den første ellers havde lagt i ovnen til. Hvilket bestemt var en positiv og skræmmende overraskelse. Herudover var der godt med blod, klaustrofobi og generelt mere skrald på action-delen, hvilket var med til at holde filmen kørende, dens momentvise tomgang til trods.
I dag er det så sidste dag på CPH PIX og med en lille håndfuld film i vente, håber jeg at festivalen slutter af med bravur. Jeg glæder mig i hvert fald til en sidste dag med rundfart i de københavnske biografer.
Fredagens festivaldag startede i Empire, hvor den besynderlige, men desværre ikke videre vellykkede tyske The Door tumlede sig henover lærredet. Her fandt man Mads Mikkelsen – på tysk vel at mærke – i en film, der starter som et drama om tabet af et barn, men snart udvikler sig til en mystisk dobbeltgænger-thriller med parallelle universer og ligusterhæks-hemmeligheder.
Filmens ellers interessante tankeeksperiment ender desværre med at blive fjollet og ikke videre vedkommende, de spændende tematikker til trods. Den interessante præmis – pludselig at stå ansigt til ansigt med sig selv – formår ikke at fastholde dramaets styrke. Det selvom Mads Mikkelsen gør det hæderligt, som desorienteret tysker. I stedet forfalder filmen til en overnaturlig thrillers action-fjollerier.
Herefter var det videre til festivalens for mig første zombier i zombiefader George A. Romeros Survival of the Dead. Desværre ikke det store zombie-sus, men en god dosis sort humor, abrupte drab og skæve karakterer var med til at sparke liv i de levende døde. Desværre var flere blodige kills udført i computeren og ikke med en spand blod på settet.
Selvom Romeros seneste zombiesnask langt fra er på samme niveau, som hans klassiske Night of the Living Dead (1968) og Dawn of the Dead (1978), er det altid kærkomment med zombier på det store lærred. Og hvis ikke en filmfestival har zombier på programmet, er der sgu noget der mangler.
Sidste visning var den finurlige Bunny & the Bull. En skæv fortælling om ulykkelig kærlighed, venskab og at turde tage livtag med livet. På en rejse gennem Europa følger man den nervøse og rutinevante Steven og vennen Bunny, en vovelysten livsnyder, der kunne være den britiske fætter til Seinfelds spontane Kramer.
Historien smyger sig elegant, krøllet og morsomt afsted, mens filmens unikke setdesign af animerede baggrunde, miniaturemodeller og store papkulisser nærmest drømmende danner rammen om den skæve historie og de bizarre optrin. Bl.a. er mødet med en hundeelskende hjemløs helt fantastisk. En både morsom, visuelt legende og rørende film.
Den islandske vulkansky har forhindret flere instruktører og andet godtfolk i at troppe op på festivalen. Men den tyske instruktør Benjamin Heisenberg var hoppet uden om flyene og mødt op til visningen af sin The Robber i Cinemateket. Filmen er baseret på den østrigske bankrøver og maratonløber Johann Kastenberger, der i slut-firserne røvede bank efter bank i fuldt firspring.
Som Heisenberg efterfølgende fortalte, er det ikke filmens ærinde at give en psyko-logisk forklaring af denne bankrøvers ustoppelig sult efter næste røveri – næste maratonløb. Filmen skildrer således mere fænomenet, den fascinerende kombination af røver og eliteløber. Et menneske, der nærmest som et dyr instinktivt og ufortrødent løber fra alt og alle.
Det er bestemt også en fascinerende historie, som med stramme og medrivende actionsekvenser følger røveren på sine togter. Han skildres næsten dokumentarisk, som instruktøren pointerede. Som dyreprogrammer, der observerer og viser en gazelles ridt over savannen. En fascinerende film om et fascinerende menneske.
Herefter var det ud på Nørrebro, hvor Empire lagde sal til den hårdtpumpede Black Dynamite. Her blev der taget kærligt og veloplagt livtag med blaxploitation-genren, hvor den slagfærdige og kvindeerobrende Black Dynamite deler tørre tæsk ud i sin jagt på bagmændene bag en barsk narkoring.
En af de mest underholdende film, jeg har set på festivalen. Morsomt og medrivende rammer den stilen fra forbilleder som Foxy Brown og Shaft. Eksplosioner, et langt-ude-plot og fuld skrue på kungfu’en hele vejen. Ja, nogen griner pga. kitsch-værdien – jeg synes sgu bare, at det er super cool. Skynd dig at sikre billet til en af de sidste par visninger på festivalen.
Onsdag var dagen, hvor CPH PIX præsenterede den for mig hidtil mest groteske film på festivalen. Det skete i Cinemateket, hvor den væmmelige The Human Centipede (First Sequence) underholdt et både måbende, grinende og frastødt publikum. Det var da bestemt heller ikke for børn, når den psykopatiske Dr. Heiser gik i gang med sin bizarre operation på en håndfuld sagesløse unge mennesker.
En virkelig ulækker og dybt pervers sag, hvor Dieter Laser som vanvittig og skræmmende nazilæge fuldstændig stjal billedet. Well, det sammen med de blodige og mere end depraverede indgreb. Herligt. Filmen var dog ikke uden sorthumoristiske elementer, men selv lidt comic relief undsagde ikke filmen fra at være et både vanvittigt og ækelt bekendtskab. Heldigvis.
Efter den herligt groteske sags deprimerende slutbillede, var det ud i den friske luft og over i Dagmar, hvor den store sal 1 var godt fyldt op. Det var sydkoreanske Bong Joon-hos Mother, som her havde trukket fulde huse. En både medrivende og kompleks historie om en moders kærlighed til sin søn, den tungnemme Yoon Do-joon.
Da en pige findes myrdet, bliver hendes søn straks anklaget for mordet. Moderen går nu igang med sin egen jagt på at finde den skyldige, så hendes søn kan blive frikendt. Et højspændt drama, som udvikler sig til en intens thriller, men hele tiden formår at holde moderens indre og ydre konflikter i front. Og selvom filmen bliver en kende lang for sit eget bedste, var det en både nervepirrende, rørende og smukt fortalt filmoplevelse.
Den japanske ’Hjortestien’ folder naturen elegant og forførende roligt ud21. november 2024 - 06:04
Kærlighed, skæbne og tilfældigheder mødes lifligt i ’Lykketræf’21. november 2024 - 06:04
Musicalen ’Wicked’ er flot, men aaaalt for lang21. november 2024 - 06:03
’No Other Land’ skildrer råt konflikten mellem Israel og Palæstina21. november 2024 - 06:03
’Gladiator 2’ bæres underholdende i mål af sine skuespillere14. november 2024 - 10:44