”Zombieland” er uforskammet underholdende

Så blev det tid til et gensyn med zombiekomedien Zombieland. Her bydes på rappe replikker, veloplagt zombiesmadder og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform. Filmen skydes veloplagt i gang til tonerne af Metallicas tunge For Whom the Bells Tolls, mens blod og brækkede lemmer flyver over skærmen i super slowmotion. En lille frydefuld genistreg af en titelsekvens, der selvsikkert lægger op til den store zombie-sejrsgang. Helt så veloplagt holdes den boblende gryde dog ikke i kog hele vejen.

Størstedelen af Jordens befolkning er forvandlet til frådende zombier. Kun en håndfuld overlevende mennesker er tilbage. Et af dem er den nervøse nørd Columbus (Jesse Eisenberg), som i det ragnarokshærgede landskab nu er på vej til Ohio, hvor han håber at finde sine forældre i live. Han støder ind i den bramfrie Tallahassee (Woody Harrelson) og de beslutter sig for at følges ad. De møder to barske tøser, Wichita (Emma Stone) og hendes lillesøster Little Rock (Abigail Breslin). Herfra og frem mod den store finale står den så på hæsblæsende splat og sorthumoriske oneliners.

Hvor historien på det nærmeste er ikkeeksisterende, så mangler der hverken opfindsomhed eller energi i udførelsen af zombie-massakren. Og sammen med de blodsprøjtende headshots holdes filmens flyvende af den umage duo, veloplagt leveret af en Harrelson og Eisenberg. Desværre bakkes det mandlige team ikke videre stærkt op af det østrogene modstykke, som forbliver for uinteressant.

Zombieland er dog åbenlyst skamløst underholdende, ikke mindst pga. energisk splat. Desværre holdes den råstyrke, som svineriet skydes i gang med ikke i hævd hele vejen. Man savner henover midten mere pondus i filmens fremdrift og de fire karakterers indbyrdes forhold. Men sine små fodfejl til trods, så er denne amerikanske pendant til Shaun of the Dead absolut anbefalelsesværdig zombiesplat.


Ekstramateriale: Først og fremmest så ser Zombieland fremragende ud på Blu-Ray og lyder mindst ligeså godt. En sand fornøjelse. Herudover tilbyder udgivelsen også en fin håndfuld ekstramateriale. Man får bl.a. to klassiske bag-om-kameraet features. Først en hvor man bl.a. ser på zombiernes look og filmens brug af horror og humor (16 min.), mens  den anden har fokus på filmens production design (12 min.).

Herudover får man et kommentarspor med Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, instruktøren Ruben Fleischer og manusforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick. Et underholdende kommentarspor, som kommer godt omkring filmen. Så er der fraklippede scener (5:30 min.), en gennemgang af fire sceners special effects og et Picture-in-Picture Track, som med hjælp fra bl.a. folkene bag dækker forskellige stadier af filmens tilblivelse. Et udmærket ekstramateriale, som er værd at bruge tid på.