Med sit kvindelige trekløver og håndvåben i æggende positur ligner Bitch Slap på coveret umiddelbart en munter og uhøjtidelig omgang exploitation-homage. Desværre er der ikke er meget saft, kraft og fandenivoldskhed at hente i filmen. Derimod får man serveret tre styk intetsigende bimbos, der forsøger at virke troværdige i deres i forvejen mere end flade og karakterforladte roller.
Selvfølgelig præsenteres man for de tre kvindelige hovedrolleindehavere i slowmotion og lårkort til lyden af lummer rock og billedet i splitscreen – sådan må det nu engang være i en omgang glatpoleret exploitation-pastiche. Herefter forsøger de tre ligegyldige pin-up-girls i filmens halvanden times trættende trummerum så at lokke publikum med lumre oneliners, nedringede kjoler og lidt girl-on-girl-action. Hvad filmen handler om, ja det er fløjtende ligegyldigt.
Hvad der kunne have været en herlig og energisk hyldest til de stærke og egenrådige kvinder fra 70’ernes exploitation-film, er desværre endt fladt, poleret og intetsigende på maven. Der er altså mere end lagt op til de forbilleder, som vises i den heftige titelsekvens, hvor bl.a. Pam Grier giver den gas. Det barmfagre trekløver i Bitch Slap har dog ikke meget at byde på – ligesom filmen, sine sølle anstrengelser til trods heller ikke disker op med mange underholdende minutter.
Ingen tvivl om at Bitch Slap forsøger at lukrere på Tarantino og Rodriguez’ vellykkede Grindhouse-hyldest, dobbeltfeaturen Planet Terror og Death Proof. Intet galt i det, men Bitch Slap rammer bare langt fra den vellykkede tone, disse to film mønstrede. I stedet er det blevet til en omgang anstrengende platheder, pinligt ringe skuespil og en række utroværdige slåskampe. Snup hellere en af de originale hårdtslående kvinder – start fx med Pam Grier i Foxy Brown.
Det er fristede at sige, det bedste ved filmen er nummeret med Eagles of Death Metal, som sparker rulleteksterne i gang, nemlig det svedige og sprælske Chase the Devil. Hvis bare filmen havde haft en brøkdel af den charme og frækhed dette band lægger for dagen, kunne det være, at filmen havde været bare en smule mere seværdig.
Ekstramateriale: Filmen ser trods ganske godt ud på Blu-Ray og lyder også fint – og så medfølger en lille stak skæve ekstra-features, som headlines af en halvanden times bag-om-filmen. Herudover finder man forskellige fjollede indslag, hvor bl.a. tøserne på forskellig vis forsøger at sælge filmen i diverse blandede promo-videoer for filmen. Well, man skal nok være glad for filmen, for at gide ekstramaterialet.
