De Tre Musketerer får Sherlock Holmes-makeover

De nærmest står i kø. Altså nyheder, rygter og andre spekulationer om remakes og reboots. Denne gang er det Alexandre Dumas’ De Tre Musketerer, som er sat til at vende tilbage med fornyet kraft og fjerbesatte hatte.

Det er producer Lionel Wigram, som er forsøger at få filmen på skinner. Han gav senest Sherlock Holmes en moderne overhaling med Guy Ritchie i instruktørstolen, Robert Downey Jr. som mesterdetektiven og Jude Law som sidekicket Watson. Manusforfatter Peter Straughan (The Men Who Stare at Goats) er sat til at skrive sit bud på et kåre-svingende reboot.

– Ja, hvis Hollywood fortætter med samme styrke, ender det sgu da med dobbelt op på samtlige film gennem tiderne.

Flere af fars fede feriedage på vej

Er det ikke et remake, som er på bedring, ja så er det sgu nok et reboot. Og det er lige præcis tilfældet her. Nu skal der nemlig sparkes nyt liv i National Lampoon’s Vacation-franchisen. I ved, filmene med fordanskede titler som Fars fede ferie! og Fars fede juleferie.

I rebootet  – som vel strengt taget er en sequel? – vil Chevy Chase-karakteren Clark Griswolds søn Rusty følge i sin fars fodspor og altså tage sin familie en tur til forlystelsesparken Walley World, som det skete i originalen fra 1983. Chevy Chase vil muligvis være at finde i filmen – men altså nu som farfar. Ja, det bliver sgu nok ikke helt godt.

Nicolas Winding Refn laver film med Ryan Gosling

Sidst jeg skrev om den danske instruktør Nicolas Winding Refn, skulle han tilsyne-ladende lave film med Harrison Ford. Nu er en anden filmstjerne på tapetet, nemlig Ryan Gosling. Filmen de to håber at få på skinner er Drive, som handler om en stuntman, der om natten er ”getaway driver”. Filmen er baseret på en roman af James Sallis og har tidligere været forsøgt søsat med henholdsvis Neil Marshall som instruktør og Hugh Jackman som stuntman.

Well, uanset om Refn får fingre i Harrison eller Ryan, så er det sgu altid spændende at følge hans projekter. Nicolas er forresten biografaktuel den 4. marts med Valhalla Rising, hvor en stum Mads Mikkelsen giver den som enøjet viking.

Snake Plissken vender måske tilbage

Efterhånden handler alle nyheder i filmens verden enten om et remake, sequel, prequel eller et reboot. Dette indlæg ingen undtagelse. Men I skal sgu også lige have den med. For her er tale om en af mine favoritter, nemlig John Carpenters Escape From New York fra 1981, der som bekendt har en læderklædt og bidsk Kurt Russell i den ikoniske rolle som bad-ass-mother-fucker Snake Plissken.

Manusforfatteren bag den kommende Wall Street 2, Allan Loeb har (forsøgt) at  skrive originalen ”up to date” – og det er åbenbart lykkedes ham at begejstre New Line. Ja, lad os nu se. For førend jeg tror på det, vil jeg sgu have nogle mere hardcore tilsagn på bordet, end blot en eller anden manusforfatter og et selskabs ønske om at lukrere på velkendt materiale.

– Og tjek så lige den originale films trailer ud – det er sgu gode sager…!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ckvDo2JHB7o&feature=related[/youtube]

”The Wolfman” hyler mod månen

Så er der klassisk horror på plakaten. Et af filmhistoriens mest ikoniske monstre er nemlig atter klar til at flå publikum fra hinanden og hyle mod månen. Det er selvfølgelig genindspilningen af The Wolf Man fra 1941, jeg taler om. En opdatering, som forholder sig seriøst til monstret og historien. De blodige effekter og varulven er særdeles medrivende udført og det meste af vejen fri for computergenererede svipsere.

Vi befinder os i et gråt og dystert England anno 1890. Tågebankerne ligger tungt over landskabet, mens de sorte trætoppe gennembrydes af fuldmånens blege lys. En mand flygter for sit liv, men forgæves. Varulven gør det brutalt af med ham og ulvehylet ekkoer henover filmtitlen, som er hugget i granit. Herligt!

Lawrence Talbot (Bernicio del Toro) vender tilbage til England for at lede efter sin bror, som på mystisk vis er forsvundet. Her genforenes han med sin følelseskolde far (Anthony Hopkins) og går samtidig uvidende en brutal og behåret skæbne i møde.


The Wolfman er et stykke klassisk skåret gru uden alt for mange dikkedarer. Det er atmosfærefyldt og flot iscenesat af instruktør Jon Johnson, som heldigvis tør dvæle ved sine gotiske scenerier og grå landskab. Varulven er en helt igennem fænomenal videreudvikling af ulve-looket fra 1941-udgaven lavet af Rick Baker, som bl.a. også stod for den grumme varulveforvandling i En amerikansk varulv i London.

Bernicio Del Toro er overbevisende, som den plagede mand fanget mellem monster og menneske, mens Antony Hopkins i rollen som faderen også leverer et medrivende portræt. Det kvindelig modstykke med ben i næsen leveres af en yndig Emily Blunt og så tropper Hugo Weaving op som hårdkogt Scotland Yard inspektør.

Det er skønt at se en klassisk monster-film, ikke mindst i en tid hvor bl.a. Twilight-sagaen og andre ufarlige afarter er godt i gang med at gøre filmmonstrene mindre skræmmende og mere spiselige. The Wolfman smider godt nok et par billige jump-scares af sig og historien er ikke hele vejen lige velbalanceret, men er på trods et herligt og bastant bekendtskab med fænomenal varulve-action. Ja, bevæg du trygt ind i mørket til en rigtig varulv.

Christopher Nolan klar på ny Superman og "Batman 3"

Hvem ringer man til, hvis man på vellykket vis skal reboote en superhelt? Ja, faktisk selveste Superman! Svaret hos Warner er Christopher Nolan – som jo har haft stor succes med at bringe Batman tilbage på det store lærred. Ind til videre ser det dog ikke ud til, at Nolan skal instruere et kommende Superman-reboot, men blot agere mentor på projektet – hvilket sandsynligvis vil bestå i at hjælpe til med at udvikle historien, hvem som skal instruere og medvirke i filmen.

Men Warner skal til at rubbe neglene, for i 2013 udløber deres rettigheder til en række af franchisens karakterer, hvilket vil betyde ekstra forhandlinger og flere penge til rettighederne. Så mon ikke snart en ny Superman-film kommer på skinner? Nolan har dog ikke lagt Batman på hylden, for han har tilsyneladende endelig fået en god idé til en tredje film, som der arbejdes på for tiden. Spændende!

”Op” er et fantastisk og opløftende eventyr

Pixar har gjort det igen – skabt et magisk eventyr, som byder på fænomenal historiefortælling og vidunderlig animation. En medrivende rejse, som både er morsom, spændende og dybt rørende – og hvor form og tempo aldrig overdøver den fine fortælling og karakterernes troværdighed.

Den pensionerede Carl Frederiksen beslutter sig for at tage på det eventyr han og hans afdøde kone aldrig nåede på sammen. Med et arsenal af farvestrålende balloner fastgjort til sit hus flyver han op over byens tage og væk. Men i de høje luftlag banker en ubuden gæst pludselig på døren. Den overvægtige spejder Russel er ved et uheld havnet opbord på det flyvende hus. Sammen begiver det umage par sig nu ud på en både eventyrlig og hjerteskærende rejse.

Det er ganske enkelt imponerende, at Pixar formår at lave den ene fantastiske film efter den anden. Listen er efterhånden lang og kvaliteten stadig tårnhøj med film som bl.a. Ratatouille, Toy Story, Find Nemo og WALL·E. Op er endnu et eksempel på fejende flot animation, som dog aldrig fratager historien og karaktererne deres styrke. Man indlever sig straks i deres følelsesliv og er med dem hele vejen.

Samtidig er Op midt i sin flotte og underholdende fortælling heller ikke er bange for at tage hånd om mere komplekse og svære temaer som døden, afsavn og svigt. Det uden at blive overfladisk eller letkøbt. Op er ganske enkelt en på alle måder medrivende og original film, som i kraft af sine fængslende karakterer, animerede detaljerigdom og fortælleglæde kan nydes igen og igen.

Ekstramateriale: Blu-Ray udgivelsen er en sand teknisk lækkerbid. Billedet gør sig ubetinget godt med indtagende farver og et knivskarpt billede hele vejen igennem, mens lydsiden er ligeså medrivende. Forførende og fejende flot, ligesom filmen.

Ekstramaterialet er et kapitel for sig og fordeler sig over Blu-ray-udgivelsens 2 skiver. Endnu en god grund til at gå over til dette format. Man får bl.a. to fine kortfilm. Doggis Specielle Mission med den charmerende hund fra filmen og Delvist skyet, der på sød vis fortæller hvordan babyer bliver til. Herudover kommer man også med folkene bag filmen på en research-tur til Sydamerika, hvor de ser nærmere på landskabet og de eventyrlige plateau-lignende bjerge, som er med i filmen.

Herudover kommer man i Muntz mange slutninger ind på hvordan et vigtig element i historien afprøves – og så er der en række dokumentarfilm, som på forskellig vis kommer omkring filmens forskellige aspekter, bl.a. animationen og karakterudvikling. Alle er interessante og værd at bruge tid på. Alt det og meget mere finder man på denne bundsolide udgivelse. Et fremragende supplement til en fantastisk film.

– Husk du stadig kan vinde filmen på DVD og Blu-ray. Deltag HER.

Triers ”Antichrist” dominerede ved Robert-festen

En af sidste års mest diskuterede film er Lars von Triers Antichrist. I går aftes løb filmen så med intet mindre end hele 7 Robertpriser – og blev altså i den grad topscorer ved aftenens prisuddeling.

Antichrist blev således kåret til årets film, Lars von Trier til årets instruktør og ligeledes årets manuskript. Filmens fotograf Anthony Dod Mantle fik prisen for årets fotograf, mens Anders Refn tog prisen som året klipper – og slutteligt scorede Antichrist også Robertpriser for årets lyddesign og årets special effects. Imponerende – men det er filmen sgu også!

Herudover løb Lars Mikkelsen med prisen for bedste mandlige hovedrolle og Henning Mouritzen for årets bedste mandlige birolle, begge for deres præstationer i thrilleren Headhunter. Paprika Steen modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle for Applaus, mens Pernille Vallentin blev kåret til årets bedste kvindelige birolle for sin rolle i Ole Bornedals revenge-vs.-hillbilly-straw-dogs-mash-up Fri os fra det onde.

Niels Malmros’ Kærestesorger fik tre priser i den mere tekniske ende, nemlig for årets kostumier, årets sminkør og årets scenografi. Tina Dickow fik to Robertpriser med sig hjem, det for årets score og årets sang til komediedramaet Oldboys, mens Superbror fik prisen for årets børne- og ungdomsfilm. Anders Matthesens publikums-succes Sorte Kugler fik, ja – publikumsprisen.

Og uden for andedammen var der priser til Op, som blev kåret til årets amerikanske film, mens Danny Boyles Slumdog Millionaire fik prisen for årets ikke-amerikanske film.

– Læs også Fjollet pris-uddeling hylder “Antichrist” og Triers troldspejl forfører og frastøder.

Endnu en fornem pris til Pixars "Op"

Prisuddelingerne nærmest snubler over hinanden i disse måneder. Det samme kan også siges om vinderne, som ofte er de samme. I denne ombæring er det den såkaldte Annie Award, som er blevet uddelt. En prisuddeling, der hylder animations-faget. Hovedprisen for bedste animerede film gik, måske ikke videre overraskende til Pixars seneste eventyr Op. Det foran bl.a. Coraline, Fantastic Mr. Fox og Prinsessen og Frøen. Pete Docter fik desuden fik prisen for bedste instruktion på Op. Der er altså efterhånden en ret stærk indikation for hvad der venter Op til Oscar-festen.

Walt Disneys animations studier vandt hele 6 priser, 3 styk for den snart aktuelle Prinsessen og Frøen, bl.a. for bedste karakter animation og 3 priser til tv-produktionen Prep and Landing. DreamWorks løb med 5 priser, bl.a. for bedste fjernsynsproduktion for børn med deres Pingvinerne fra Madagascar.

Specialprisen The Winsor McCay Award gik til Tim Burton, Jeffrey Katzenberg og Bruce Timm – og er en af de fornemste priser og anerkendelser indenfor animation.

– Se resten af de nominerede og vinderne HER.

Taylor Lautner strækkes ud i begge ender

Okay, det her lyder sgu en smule fjollet – måske fjollet nok til at blive godt? For midt mellem filmatiseringer af legetøjs-universer som Transformers og G.I. Joe kommer nu en film-version af legetøjet Stretch Armstrong og det med Taylor Lautner på rollelisten – ja, det er ham der ulvedrengen fra Twilight.

Og som om det ikke er nok, skydes filmen selvfølgelig i 3D. Steve Oedekerk, som bl.a. har skrevet The Nutty Professor, Nothing to Lose og Bruce Almighty står for manuskriptet. Filmen handler om en agent, som falder over ”a stretching formula”, der gør ham i stand til at bekæmpe kriminalitet bedre. Jeg kunne godt få mistanke om, at dette projekt kun er sat i søen, for at se hvor langt teenage-tøserne vil gå, for at se deres idol på det store lærred.