Michael Haneke tager for sig af retterne

En af mine personlige favoritter er højt på strå for tiden, for instruktør Michael Haneke har med sin seneste film Det hvide bånd nemlig taget store priser med hjem igen. Denne gang ved European Film Awards, som løb af stablen i weekenden.

Haneke høstede priserne for både bedste film, manuskript og instruktør. Ret vildt, må man sige. Filmen vandt som bekendt også De Gyldne Palmer tidligere i år. Haneke vandt også for bedste instruktør tilbage i 2005 for Skjult. Anyways. Det hvide bånd rammer de danske biografer d. 14. januar – jeg glæder mig.


Bedste mandlige hovedrolle gik til Tahar Rahim, for den anmelderroste Un Prophète, mens Kate Winslet fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for The Reader. Der var også dansk islæt på podiet, for fotografen Anthony Dod Mantle modtog en pris for sin fotografering på Danny Boyes Slumdog Millionaire og Lars von Triers Antichrist. Slumdog Millionaire modtog også den såkaldte People’s Choice Award.

Og så kunne den engelske instruktør Ken Loach spejle sig i en Lifetime Achievement Award, mens den franske skuespillerinde Isabelle Huppert fik fornem hæder i prisen for European Achievement in World Cinema. Hun har bl.a. været med i Hanekes isnende og fantastiske The Piano Teacher – og sjovt nok stod hun i front for juryen, der i sommers gav Haneke De Gyldne Palmer.

– Se resten af vinderne HER.