OPPE PÅ VALMUEBAKKEN: Japansk sødme og animationskærlighed
Den legendariske animationsskaber Hayao Miyazaki giver faklen videre til sin søn Gorō Miyazaki i den charmerende Oppe på Valmuebakken. En liflig tur tilbage til et Japan anno 1963, hvor en flok gymnasieelever kæmper for bevarelsen af deres klubhus, mens også den første forelskelse spirer sødt mellem Umi og Shun.
Men selvom Hayao Miyazaki har været med til at skrive filmen, er vi langt fra hans eventyrlig film med fabeldyr og overnaturlige elementer som i eksempelvis Chihiro og heksene eller Det levende slot. Derimod er her skøn nostalgi, mens elevernes ivrighed og kampgejst får et pulserende liv i filmens flotte streg.
En på alle måder fin film, der smukt realiserer havnebyen Yokohama og samtidig bringer temaer som tradition, fremskridt og demokrati i spil. Her med den forestående nedrivning af klubhuset som omdrejningspunkt for dramaet. De unge indser, at der er noget, som er vigtigt at kæmpe for og værne om.
Ikke at der på nogen måde går politisk fællessang i den, men dramaet har blot et fint underlag af problematikker, der er helt grundlæggende for hvordan et samfund er og skal være. Det giver fint modspil til det menneskelige drama og den gryende romance mellem den flittige Umi og skolebladets redaktør Shun.
Nu var jeg ikke videre begejstret for Gorō Miyazakis animationsdebut, Legenden om Jordhavet. Den var rodet fortalt og ramte ikke visuelt den standard, man er vant til fra Studio Ghibli – ikke mindst Hayao Miyazakis film. Men Oppe på Valmuebakken rammer rent med en fin og nuanceret fortælling, der er både dynamisk og smukt animeret. Gorō Miyazaki tager således teten fornemt videre fra sin far og giver håb om en lys fremtid for det magiske Studio Ghibli.
Oppe på Valmuebakken 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står upåklageligt på dvd-udgivelsen. Farverne er hele vejen klare, detaljegraden solid og billedet veldefineret. Lydsiden spiller ligeledes virkelig godt med velbalancerede niveauer og fin dynamik. Ekstramaterialet er ikke videre ophidsende. Her finder man en ikke specielt interessant musikvideo for en af filmens sange (6 min.), Hayao Miyazaki taler om filmens tilblivelse under en screening, hvor også hans søn, filmens instruktør Gorō Miyazaki får lidt taletid (6 min.).
Videre taler stemmerne bag filmens karakterer om deres arbejde på filmen ved en visning af filmen (24 min.), mens man også får et par af filmens trailers (4 min.). Man bliver altså ikke rigtigt klogere på filmens tilblivelse eller tankerne bag.
Ekstramateriale 2/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Oppe på Valmuebakken | dvd-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
Originaltitel: Kokuriko-zaka kara, Japan, 2011
Premiere: d. 19. september 2013
Instruktion: Gorō Miyazaki
Medvirkende: Masami Nagasawa, Junichi Okada, Keiko Takeshita, Yuriko Ishida m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]