Indlæg

MANIAC (2012): Elijah Wood slår kvinder ihjel – og det holder

Selvfølgelig er der øretæver i luften, når det gælder remakes af horrorfilm – ikke mindst, når der er tale om klassikere, hvilket i dette tilfælde er William Lustigs must-see seriemorderfilm Maniac fra 1980. Men tænk en gang, denne genindspilning er aldeles fremragende. I den altoverskyggende hovedrolle som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer – mildt sagt.

For den kære Frank kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder, for efterfølgende at påklæde sine elskede mannequiner med deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også helt ind i hovedet på den syge Frank.

Maniac bd 01

Størstedelen af filmen ses nemlig fra Franks point of view. Det er blandt andet med til at give ham et uhyggeligt nærvær og er samtidig med til at understrege hans ensomhed og helt konkrete syn på sig selv og verden. Dette filmtekniske greb fungerer med andre ord virkelig godt og er med til at fortælle historien på en engagerende måde. Desuden er filmen en visuelt indtagende sag med sine tunge, stemningsfulde og smukke billeder.

Her indrammes ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv både fornemt og dragende. Maniac forener således vellykket sine eksplicitte mord med et indtagende portræt af den traumatiserede seriemorder – en balancegang, der også er en af originalens styrker. Men modsat en uforglemmelig Joe Spinell i rollen som Frank i 1980-udgaven, er Elijah Wood væsentlig mindre og altså ikke fysisk intimiderende. Her får Frank og hans nervøse væsen en anden tilstedeværelse, men stadig med menneskeligheden intakt på trods af hans syge sind og de grumme mord.

Maniac bd 05

For ja, her serveres nogle yderst seværdige og mindeværdige drab – on screen, insisterende og med kniven helt inde i kødet. Intenst og pokkers godt forløst. Nej, der er som bekendt intet smukkere end veliscenesatte mord på kvinder – på film, that is. Hertil kommer et synth-båret score, der atmosfærefyldt smyger sig om filmens tungsind og de ophidsende kills. Med andre ord et særdeles vellykket remake – en brutal og blodig seriemorderfilm i egen ret.

Maniac (2012), 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Maniac bd 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet er veldefineret, skarpt og detaljerigt, mens både farver og kontraster gengives uden problemer. Lydsiden er også en fornøjelse med sine både dynamiske og velbalancerede niveauer, hvor både replikker og score står klart og medrivende. Ekstramaterialet er desværre yderst tamt. Her får man blot en overfladisk og promo-agtig making of (3 min.), filmens trailer (2 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maniac | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
maniac cover
Originaltitel:
Maniac, USA | Frankrig, 2012
Release: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Franck Khalfoun
Medvirkende: Elijah Wood, Nora Arnezeder, America Olivo m.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

Morderisk betjent amok i New York

William Lustigs grumt underholdende Maniac Cop fra 1988 er netop udkommet på Blu-ray her i landet, så et gensyn med den morderiske betjent Cordell (Robert Z’Dar) var på sin plads. Her er tale om en veloplagt 80’er-slasher, der ikke hænger sig petitesser som et plothuller, men ivrigt disker op med ublu vold, en cool ‘bøh-mand’ og et bombastisk score pumpet med laber synthesizer. Herligt.

Efter en stemningsfuld titelsekvens sparkes filmen energisk igang med en forrygende scene, hvor en ung pige flygter fra et par bøller. Hun søger tilflugt hos en betjent, men desværre for hende er det The Maniac Cop og han knækker uden tøven halsen på hende. Flere mord på uskyldige følger og frygten for den tårnhøje og tilsyneladende ustoppelige betjent spreder sig hurtigt i New Yorks gader.

Politimanden Jack, spillet af en mere afdæmpet Bruce Campbell end man kender ham fra ‘Evil Dead‘-filmene, bliver hængt op på mordene – og specielt en herligt hæs William Smith som kommissær Ripley er ivrig efter at bure ham inde. Så nu må Jack med hjælp fra kæresten Theresa (Laurene Landon) og ikke mindst kriminalbetjent McCrae, en cool Tom Atkins, bevise sin uskyld og selv stoppe den maniske betjent.

Det er som sagt William Lustig, der står bag dette herlige 80’er-svineri. Han er nok bedst kendt for den ubehagelige og fremragende seriemorder-film Maniac, der ligeledes forgår i New York (og nej, ikke alle Lustigs film hedder noget med ’maniac’). Maniac Cop er dog et langt mere muntert bekendtskab, men absolut ikke bleg for at diske op med både blodig og ubehagelig vold, heldigvis.

Maniac Cop vil givetvis ikke falde i alles smag og muligvis afskrives som endnu en ligegyldig slasher eller blive fældet på at være 80’er-fjollet – jep, her er en retsmediciner med nakkegarn. Men er man som jeg en sucker for charmerende action-horror, der giver pokker i god etikette og ikke er bange for overspil, vil denne hævngerrige bersærkergang givetvis falde i god jord.

Filmen fik hele to fortsættelser, Maniac Cop 2 og Maniac Cop 3: Badge of Silence i henholdsvis 1990 og 1993 – begge ligeledes instrueret af Lustig og skrevet af Larry Cohen. Dem har jeg dog til gode, men man kan jo håbe på, at de også finder vej til det danske marked på Blu-ray – for denne her bliver uden tvivl en topsællert!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er skønt, at denne slags snusk finder vej til Blu-ray her i landet – og det er en fin opgradering. Farverne er mættede og velafstemte, nuancerne velbalancerede og detaljegraden udmærket, om end ikke imponerede. Dog skæmmes filmen i enkelte scener af et ikke helt veldefineret billede. Lydsiden spiller ligeledes godt og bl.a. det smækre score af Jay Chattaway har god pondus.

Desværre følger der intet ekstramateriale med udgivelsen, hvilket er tilfældet med bl.a. den engelske og amerikanske udgivelse. Det er en skam, for det havde gjort denne udgivelse det mere indtagende. Til gengæld følger filmen også med på dvd.


Originaltitel: Maniac Cop, USA, 1988
Instruktion:
William Lustig
Medvirkende:
Tom Atkins, Bruce Campbell, Laurene Landon, Robert Z’Dar, William Smith, Richard Roundtree m.fl.
Spilletid:
85 min.
Udgiver: Soul Media