Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
– The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
– Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
– The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
– The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
– All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med  kluntet humor.
– Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
– The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.