‘Vilde Rolf smadrer internettet’ er en sød, charmerende og sjov 2’er
Animation på Blu-ray: Tilbage i 2012 stiftede verden første gang bekendtskab med den venlige skurk og arkade-karakter Vilde Rolf i filmen af samme navn. Nu er han og hans ræser-glade veninde Vanilje tilbage med et nyt, sødt og ganske underholdende animationseventyr med ’Vilde Rolf smadrer internettet’, hvor de gamle arkadespil således clasher med det store internet.
Der er ikke sket meget i arkaden siden den sidste film. Det ændrer sig imidlertid, da Vaniljes bilspil går i stykker, hvilket gør hende og de andre i spillet hjemløse. Derfor tager Rolf og Vanilje nu ud på det store internet for at få fat på et nyt ret, der kan erstatte det ituslåede gamle, så Vanilje og de andre kan komme tilbage i deres spil. Det bliver starten på en kulørt og ganske sjov rejse.
Det er også et internet-eventyr, der handler om både venskab – og hvad man vil ofre for det – videre til spørgsmålet om at høre hjemme et sted samt eventyrlyst kontra hverdagens sikre rutiner. For hvor Rolf er yderst tilfreds med sit sikre og forudsigelige liv i arkaden, så er Vanilje langt mere eventyrlysten – hun savner uforudsigelighed og forandring.
Dette sætter naturligvis det gode venskab mellem de to på prøve – men aldrig mere end, at det ikke kuldsejler for de to. For filmen er hele vejen en sød og desværre og lidt ufarlig omgang, der ikke for alvor får gået i kødet på sine ellers spændende og relevante tematikker – for både store som små. Det hele lykkedes lidt for let og efter bogen.
Det til trods, så er ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ bestemt også en både ganske underholdende, morsom og ikke mindst flot animeret og et vildt forløst internet-univers, der bugner af både referencer og genkendelighed – fra memes og karakterer til fjollede YouTube-videoer. Desuden lægger John C. Reilly og Sarah Silverman veloplagte og gode stemmer til de to venner.
Så selvom forudsigeligheden sniger sig ind på fortællingen, så er filmen i sidste ende på flere måder en vellykket 2’er og animationsfilm. Jeg var i hvert fald i godt selskab, selvom det ikke blev til det helt store følelsesmæssige engagement. ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ lever dog fint af både sine umage karakterer, et flot animeret univers og et udmærket fortællemæssigt flow.
Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i universet, blandt andet med slettede scener, musikvideoer og easter eggs, videre til et kig på musikken i filmen med mere.
‘Vild Rolf smadrer internettet’ udkommer på dvd og Blu-ray den 20. juni.