Indlæg

‘Valhalla’ er et brutalt tordenbrag og dystert dyk ned i den nordiske mytologi

Biografanmeldelse: Med instruktør Fenar Ahmads filmfortolkning af Peter Madsens elskede tegneserier om vikingebørnene Røskva, Tjalfe, tordenguden Thor, Quark og alle de andre, bringes man ind i et dystert, råt og brutalt univers af nordiske guder og mystisk mytologi. Ja, ‘Valhalla’ er et ambitiøst eventyrprojekt, der lykkedes ganske tilfredsstillende med sit foretagende.

Det er dog ikke just en farvestrålende og let film, der her serveres. Den er både tung og dunkel, men også indtagende stemningsfuld, når man kommer på gudeventyr med Røskva og Tjalfe. Thor og Loke taget dem nemlig med fra det fredelige Midgård til gudernes noget mere dramatiske hjem. Valhalla er nemlig truet af den bistre Fenrisulv og ikke mindst de grumme jætter.

De to menneskebørn må derfor nu sammen med guderne bevise, hvad de er gjort af, når kampen for både at bevare Valhalla og ikke mindst redde verden fra Ragnarok går ind. Således kommer velkendte elementer så som regnbuebroen Bifrost, hammeren Mjølner og Thors prustende geder, videre til Udgårdsloke, den enøjede Odin og hans to krager samt øvrige guder i spil.

‘Valhalla’ er altså på én gang både velkendt land, som man kender fra tegneserien, men også nyt terræn i gudeland, hvor blandt andet filmens komponist Jens Ole Wowk McCoy sætter medrivende og episke toner til filmens storladne vidder, videre til intime øjeblikke og brutale jættekampe. Ja, Fenar Ahmad lykkedes altså ret overbevisende med at skabe sit dunkle take på gudeverdenen.

Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth er desuden gode som de to børn, mens Roland Møller udfylder rollen som Thor med autoritet. Loke er herlig mystisk i skikkelse af Dulfi Al-Jabouri, mens den smådumme, men også søde Quark lykkedes delvist godt skildret af Reza Forghani. ‘Valhalla’ er dog primært Røskvas fine coming of age-fortælling om at finde sig selv og sine værdier i verden.

‘Valhalla’ er altså på flere måder et absolut ok medrivende mytologieventyr, der måske nok til tider mangler lidt mere episk schwung i sin realisering af universet og dets sælsomme karakterer og monstre. Det sagt, så kunne jeg godt lide, at filmen ikke lefler med et for ivrigt tempo, men tør tage sig tid og samtidig at være konsekvent i sin dunkle tone og tunge atmosfære.

‘Valhalla’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Valhalla’ har biografpremiere den 10. oktober.