Indlæg

READY PLAYER ONE: Steven Spielbergs nørdefest-bonanza

Biografanmeldelse: Så kan du godt spænde hjelmen, for den legendariske filmskaber Steven Spielberg er tilbage i nørdet legeland med sin science fiction-film ‘Ready Player One’. Han lukker her publikum ind i en virtuel verden af alverdens populærkulturelle referencer, blandt andet til ‘RoboCop’, ‘Back to the Future’ og ‘Akira’, videre til egne film så som ‘Jurassic Park’.

Vi ankommer nemlig til år 2045, hvor verden er ved at falde fra hinanden. Folk har kort fortalt brug for virkelighedsflugt. Den får de i spillet og den virtuelle platform OASIS, hvor de kan være præcis den, de vil være. Spillets skaber Halliday er imidlertid død, men han efterlod sin enorme formue og spillets ejerskab i OASIS til den første, der finder hans tre gemte nøgler.

Ready Player One biograf 02

Således går den vilde skattejagt ind i den sprudlende virtuelle verden. En af de ivrige jægere i konkurrencen er den unge Wade Watts, der snart hvirvles ind i den actionfyldte og spruttende CGI-virkelighed. Desværre leverer ‘Ready Player One’ bare ikke den medrivende skattejagt, der ellers energisk sigtes efter med vilde actionscener og svimlende kamerature ind og ud af OASIS.

Historien er ganske enkelt ikke interessant nok forløst, hvor tematikker som kærlighed, venskab og virkelighed står noget unuanceret hen, mens Steven Spielberg synes at forgabe sig lige lovlig meget i de muligheder, de computer-genererede eskapader tilbyder. Desuden er filmens 2 timer og 20 minutter lange spilletid også lige 45 minutter for lang for fortællingens eget bedste.

Ready Player One biograf 03

Blandt andet går der en rum tid før, filmens menneskelige drama kommer bare nogenlunde i spil og fortællingens kamp mellem venner og fjender bliver givet lidt liv. Karaktererne ender derfor også groft sagt med at blive efterladt lidt for meget i slipstrømmens af CGI-bulder, brag og populærkulturelle referencer. Tye Sheridan har ellers godt med drenget naturlighed som Wade.

Videre finder man blandt andre også Olivia Cooke som den kække Art3mis, Ben Mendelsohn gør karismatisk figur som überskurk, mens Mark Rylance er dejlig excentrisk som Halliday. Desværre drukner de ellers gode anslag og i udgangspunktet fine karakterer undervejs i CGI-rabalder og en rodet afviklet fortælling, der rundes af med en finale, der mangler medrivende spænding og ikke mindst den følelsesmæssige tyngde, der tydeligvis var håbet på.

– ‘Ready Player One’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Ready Player One’ får biografpremiere den 29. marts.

JOE: Alle film med Nicolas Cage er værd at se – ikke mindst Joe

Blu-ray-anbefaling: Hvis du er fast læser her på siden, så ved du også, at jeg er vild med Nicolas Cage. Og nej, ikke på den der ironiske måde. Jeg synes fandeme, at han er god, forrygende og helt vidunderligt vanvittig. Godt nok har han medvirket i en del mere eller mindre tvivlsomme film de seneste år, men med Joe indtager han en mere seriøs og afdæmpet rolle.

Her spiller han den forhenværende kriminelle Joe, der nu arbejder som tømrer. En dag på arbejdet møder han tilfældigt den 15-årige Gary. Et umage og overraskende venskab tager form. Gary ligger nemlig under for sin voldelige far, hvorfor Joe tager hånd om Gary og måske også herigennem komme overens med sig selv og sine indre dæmoner.

Joe blu-ray 01

Gary spilles af Tye Sheridan og filmen er baseret på Larry Browns bog af samme navn fra 1991. Filmens instruktør David Gordon Green har tidligere stået bag mere eller mindre vellykkede komedier som Your Highness, Pineapple Express og The Sitter samt komediedramaet Prince Avalanche, men altså her vellykket kastet sig over et mere alvorligt drama. Dem må han godt lave flere af. Gerne med Cage.

Så nej, det passer altså ikke, at Nicolas Cage de seneste mange år kun har været med i billige actionfilm så som Tokarev, Stolen og Seeking Justice. Hvis du vil have det modbevidst, kan jeg kun anbefale Joe. Ja, jeg kan egentlig anbefale den uanset hvad og uanset, hvad dit forhold til Nicolas Cage måtte være. For han er forrygende god i den og det er filmen også.

Joe er udkommet på dvd og Blu-ray den 12. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Joe | Blu-ray-anbefaling”]
Joe blu-ray cover
Originaltitel: Joe, USA, 2013
Udgivelse: d. 12. januar 2015
Instruktion: David Gordon Green
Medvirkende: Nicolas Cage, Tye Sheridan, Gary Poulter m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

 

MUD: Et ærligt drama om kærlighed og venskab ved den Mississippi-beskidte flodbred

Biograf-anmeldelse: Jeg gik helt på røven over Jeff Nichols’ intense dommedagsdrama Take Shelter. Ja, den indtog oven i købet førstepladsen på min top 10 over de bedste film i 2012 (se selv her). Derfor har jeg selvsagt set meget frem til hans nye film, det Mississippi-beskidte coming of age-drama Mud. Og for at bruge et par floskler, men bestemt oprigtige floskler, så er det på mange måder et både rørende, ærligt og nærværende drama om barndom, kærlighed og venskab.

Store og almene temaer, der tager form hos den 14-årige Ellis og hans bedste ven Neckbone. De støder på Mud, der næsten helt mytisk synes at dukke op ud af det bare ingenting på en lille ø i Mississippifloden. Han er dog helt og aldeles ægte – et menneske på godt og ondt, men med uskylden intakt bag alle de forkerte beslutninger. For han har slået en mand ihjel, der kom på tværs af ham og hans udkårne. Han lever derfor på flugt, mens han håber på at kunne stikke af med sin elskede Juniper.

Mud 01

Mud er en dragende skikkelse, ikke mindst for et par eventyrlystne knægte. De indvilliger derfor nysgerrigt i at hjælpe ham. Eventyret overtages dog – som det altid sker – af de barske realiteter. Men da er det for sent for de to drenge og Mud at vende om. For hvor meget af det som Mud har snakket om er sandt, og hvilke konsekvenser har sandheden? Det er i dette møde mellem eventyr og virkelighed, mellem barndom og voksenlivet, at historien tager fat og fastholder sit drama.

Det handler om at turde stole på hinanden, at tro på, der vil være nogen, hvis man selv falder. Og det handler i høj grad også om kærlighed – den evige og naive, den brændende og opslidende kærlighed. Både Muds romantiske idé om at kunne stikke af med ungdomsflammen Juniper, og Ellis, der via et flygtigt møde med en af skolens piger oplever sin første kærlighed. Men det er også en umulig kærlighed. En drøm virkeligheden vækker en fra – og hvad gør man så?

Mud 02

Matthew McConaughey indtager med liv og død rollen som den mystiske Mud, der med sin slangetatovering og pistol i buksekanten er lige så fascinerende og farlig som de to drenge oplever ham. Tye Sheridan spiller med uforfalskede følelser Ellis, mens Jacob Lofland er den mere ligefremme Neckbone. Begge leverer de usentimentale og oprigtige præstationer.

Så selvom filmens uundgåelige og højspændte finale måske er en tand for meget ramasjang, gør det den ikke mindre intens – og den er desuden en nødvendig konsekvens af historien. Ja, Mud er et af de dramaer, der gør en lidt klogere på sig selv, mens man også er godt og gammeldags engageret i de liv, der udspiller sig på lærredet, hvor det på en gang smukke og barske liv ved Mississippifloden giver dramaet en uragtig og ægte resonans. Den skal du se, hvis du var i tvivl.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Mud | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Mud poster
Originaltitel: Mud, USA, 2013
Premiere: d. 21. november 2013
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Matthew McConaughey, Tye Sheridan, Sam Shepard, Resee Witherspoon, Michael Shannon m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]