PLAYER: Casper Christensen og Rasmus Bjerg går på røven i det franske
Hvis succeskriteriet for en komedie er, at man griner, er der lang vej til målet for Tomas Villum Jensens Player. Hvis succeskriteriet derimod blot er at få folk i biografen, er filmen nok bedre sikret succes. For med en coke-sniffende Casper Christensen og en kejtet Rasmus Bjerg burde billetluerne jo ligge klar med spredte ben og godt våd i fugen til et forblændet publikum.
Ja, Player føles mest af alt som et forsøg på at slå genvej til folks pengepung ved at hive to af tidens mest populære komikere ind fra højre og så håbe på, at de kan trække skidtet i hus. Det kan de ikke – langt fra. For selvom de to herrer har deres øjeblikke, ændrer det ikke på, at her er tale om en slap og umorsomt eksekveret komedie, der oser af dovenskab og billige løsninger. For helvede da også – tag jer nu sammen.
Filmen gør ellers brug af et gammelkendt og effektivt komedie-setup, nemlig det at lade modsætninger mødes. Bjerg spiller således en kedelig advokattype, der modvilligt sendes til den franske riviera for at løse en skilsmissesag. Her bliver han franarret 10 millioner kroner og støder tilfældigt ind i sin gamle ven Theo, en dameglad Christensen – jep, hans klare modsætning. Sammen skal de to nu forsøge at skaffe pengene tilbage – mon det lykkedes? Ja, hvad tror du selv.
Den står således på en løssluppen Christensen, der mere eller mindre gentager sin rolle fra Klovn – ja, han siger fisse op til flere, klør sig i skridtet og tager snitter fra en yndig piges pony-tatoverede bagdel. Man får også prutte-og-opkast-humor med en tømmermandsramt Bjerg, der også lige flasher sin bare bagdel for god ordens skyld. Ja, de billige løsninger hele vejen og leveret uden charme.
Jeg har ikke noget imod plat humor, men når det som her er så fantasiløst serveret og i en indpakning, der næsten ikke kunne være mindre engagerende, så bliver de tomme kalorier blot endnu mere overflødige. Og nej, de halve forsøg på at smide lidt far-og-søn-drama samt fraværende fædre-problematik ind i møllen giver hverken de medvirkende eller filmen mere pondus.
Det er i udgangspunkt fint tænkt at sætte Christensen og Bjerg sammen – og de to er da også den eneste grund til, at Player ikke helt skraber bunden (men det er tæt på). Men den umage duo byder på for få grin og filmen er mere end fattig på gode idéer og overraskelser, mens den antiklimatiske og påklistrede finale kun understreger filmens uopfindsomhed – det hele er dog heldigvis overstået på små 80 minutter. [tabgroup][tab title=”Player | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
Originaltitel: Player, Danmark, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Rasmus Bjerg, Casper Christensen, Lise Koefoed, Ditte Arnth, Lars Brygmann, Ellen Hillingsø m.fl.
Spilletid: 1 time 20 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]