Indlæg

Gunnar Hansen er død, 68 år – den originale Leatherface

/i , , /af

Verden har mistet manden, der bragte et af filmhistoriens og mine største horror-ikoner til live – den originale Leatherface i The Texas Chain Saw Massacre fra 1974. Gunnar Hansen er død, 68 år gammel. Han er mest kendt for netop sin motorsavssvingende rolle i Tobe Hooper mesterværk. Ja, et af mine absolutte favoritmonstre i en af mine absolutte favoritfilm.

Således svingede Gunnar Hansen den legendariske motorsav (og hammer) i Motorsavsmassakren (som den passende danske titel lyder) og gjorde livet surt for en flok unge amerikanere på tur. Siden har Gunnar Hansen medvirket flere film – blandt andet med tiltalende titler som Hollywood Chainsaw Hookers, Murder-Set-Pieces og Reykjavik Whale Watching Massacre.

Det er dog iført slagterforklæde, slips og en maske syet af menneskehud, at Gunnar Hansen i sin foruroligende debutrolle skabte filmhistorie med sin intimiderende fysik. Nå ja, og så udgjorde han desuden grundlaget for både mareridt og min kærlighed til horrorgenren. Tak for det.

TEXAS CHAINSAW 3D: En sløv og overflødig omgang motorsav

/i , /af

Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre fra 1974 er en af mine absolutte favoritfilm og en af horrorgenrens helt store klassikere. Udover at have inspireret et hav af filmskabere, har den også affødt en række sequels, et remake og en prequel. Nu har Leatherface atter pudset motorsaven for at sprede skræk og rædsel med Texas Chainsaw 3D – desværre er her tale om en meget sløv motorsav.

Ud af det blå modtager Heather beskeden om, at hendes bedstemor er død – nu vidste hun bare ikke lige, at hun havde en bedstemor. Men der er en del, Heather ikke ved om sin herkomst – ja, hun vidste faktisk slet ikke, at hun var adopteret og da slet ikke, at hendes rigtige familie har en motorsavssvingende galning i front. Uvidende om dette drager hun og nogle venner til Texas for at indkassere arven.

texas chainsaw 02

Men selvom det altså er et par årtier siden, at den berygtede familie gjorde livet surt for en flok teenagere i Texas, er der stadig liv i Leatherface og hans motorsav. Der er således lagt op til slashersjov med familieforviklinger. Hverken slasher-delen eller familiekomplikationerne indfrier dog sit potentiale – hertil er filmen alt for klodset eksekveret, men nu er det jammerlige manuskript også et regulært rod.

Ikke engang nedslagtningerne hiver mange pointe hjem – og når der hverken stables reelt gys eller olm stemning på benene er der lang vej i mål. Her serveres blot en flok utålelige og tåbelige unge mennesker, der alle er selvskrevne ofre for saven – men også totalt ligegyldige at følge på deres vej i døden. Kun Alexandra Daddario som Heather har lidt tyngde, men hun må også se sig overmandet af filmens stupiditet.

texas chainsaw 01

Jeg har ingen problemer med, at seriens øvrige film ignoreres – heriblandt Hoopers egen sorthumoristiske 2’er fra 1986. Der skal være plads til at gå i nye retninger med franchisen, men filmen har så travlt med at referere til originalen, at den alligevel aldrig synes at turde stå på egne ben. Man har sågar hevet de gamle kendige Gunnar Hansen, Marilyn Burns og John Dugan fra originalen ind samt Bill Moseley, som man kender fra Hoopers 2’er. Men lige lidt hjælper det.

Jeg er på nippet til at give en ekstra stjerne, da der bare er noget grundlæggende fascinerende ved Leatherface – og ja, så er det også cool at se en gut blive savet midt over. Men nej, det redder langt fra denne elendighed op af skidtet – en kedsommelig afvikling af et hjernedødt manus. Så hellere et gensyn med originalen, der på trods af sit rygte er en blodfattig film. Den er så til gengæld pokkers intens, skræmmende og oprigtigt ubehagelig – altså det stik modsatte af denne slatne sequel.

Filmen 1/6: 1_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig imidlertid godt på Blu-ray. Her står de mange dunkle billeder veldefineret og med solid kontrast, mens både detaljegrad og farveskala er flot gengivet. Lydsporet spiller ligeledes godt – de velbalancerede niveauer går klart igennem og skaber desuden olm atmosfære. Udgivelsens trækplaster er imidlertid det ganske omfattende ekstramateriale.

texas chainsaw 03

Man får man hele tre kommentarspor – ét med Tobe Hooper og producer på sequelen, Carl Mazzocone, ét med Gunnar Hansen, Marilyn Burns, Bill Moseley og John Dugan samt ét med instruktør John Luessenhop og Dan Yeager, der spiller Leatherface (hvilket han gør godt). Alle spor er både interessante og informative, hvor særligt det med det originale cast og det med Hooper er herlige, da de har gode historier om originalen samt spændende tanker om franchisen generelt.

Man får også syv kortere behind the scenes-features, der fint kommer omkring filmens forskellige aspekter – lige fra production design til historien og den originale film, alt krydret med interviews af cast og crew (i alt ca. 78 min.). Videre er der en alternativ åbningsscene (3 min.) samt seks indslag, der tager en med under optagelserne på forskellige scener (i alt ca. 33 min.). Man kan desuden se filmen i 3D, hvilket jeg ikke havde mulighed for. Alt i alt er her altså tale om en tilfredsstillende omgang ekstramateriale til en desværre alt andet end tilfredsstillende film.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Texas Chainsaw 3D | Blu-ray-anmeldelse”] Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

texas chainsaw cover
Originaltitel: Texas Chainsaw 3D, USA, 2013
Udgivelse: d. 16. maj 2013
Instruktion: John Luessenhop
Medvirkende: Alexandra Daddario, Trey Songz, Scott Eastwood, Dan Yeager m.fl.
Spilletid: 1 time 31 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

En galning, hans rustne le og en stor krokodille

/i /af

En af mine absolutte favoritfilm er Tobe Hoopers mesterværk Motorsavsmassakren fra 1974. Tre år efter fulgte han op på skrækfilmsmilepælen med den kuriøse ’galning-og-en-glubsk-krokodille-shocker’ Eaten Alive. Den er netop udkommet på dansk grund – og selvom her ikke nås samme højder som med ’Saven’, har det været et herligt gensyn med den morderiske hotelejer Jeff i dette farverige slasher-skrummel.

For den snerrende Jeff har både et hotel og en umætteligt trang til at maje sine gæster ned med sin rustne le – og som titlen antyder, lader han også sin sultne krokodille tage sig af ofrene, levende som halvdøde. Smisk smak og ned i maven på papmaché-krokodillen. Skønt. Og i takt med at flere gæster ankommer til det snuskede Starlight Hotel, stiger rædslerne og ligene hober sig op.

Eaten Alive er en både bizar og blodig sag, der ikke som sådan er uhyggelig, men til gengæld dødcharmerende med sine farverige karakterer samt klodsede og ubehagelige nedslagtninger. Her males desuden stemningsfulde scener op – badet i et blodrødt og sygeligt grønt lys, mens tågen smyger sig om det faldefærdige hotel. Som en scene fra et mareridt eller det knirkende rædselskabinet i tivoli.

Det er altså ikke som sådan historien eller et nervepirrende gys, der bærer filmen. Det gør derimod den tryggede og næsten helt surreelle atmosfære, de groteske kills samt det spraglede cast. Her leder en skræmmende og troværdig Neville Brand an som den vanvittige hotelejer – og så må vi ikke glemme den glubske krokodille. En umage dræberduo, der går løs på alt og alle – og heldigvis er der et bordel i nærheden, som leverer friske forsyninger.

Bl.a. stiller horehuset med et par ublufærdige tøser og så dukker en dameglad Buck også op. Han spilles af en ung Robert Englund, der siden er blevet mest kendt som den ikoniske drømmemorder Freddy Krueger i ’A Nightmare on Elm Street’-filmene. En karakter som Quentin Tarantino nakkede en slibrig oneliner fra til sin Kill Bill: Vol. 1, ”My name is Buck. I’m rarin’ to fuck.” Den oversættes underligt nok til ”Jeg hedder Buck. Jeg har det her bælte på.” – hva’ fa’en er det for noget vås…

Eaten Alive er kort fortalt en aparte og uregerlig lille skrækfilm, der forfører med sin sært dragende stemning og umage rollebesætning. Her skal Stuart Whitman som selvsikker sherif og Carolyn Jones som brovnten bordelmutter også fremhæves, mens William Finley som forstyrret ægtemand får filmens weirdness-faktor til at stige. Nå ja, og så er den yndige scream queen Marilyn Burns også på menuen.

– Læs også min anmeldelse af Tobe Hoopers The Funhouse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Dvd-udgivelsens billede lider desværre under slitage og støj hist og her samt et til tider uskarpt billede, men farveholdningen er solid. Well, man kan jo vælge at se det som en del af charmen. Lydsporet imponerer ikke, men det fungerer bestemt og gengiver fint det myrekrybende soundtrack og Jeffs udbrud. Desuden finder man en stak fint og informativt ekstramateriale.

Man får et kommentarspor med filmens producer Mardi Rustam og skuespillerne Roberta Collins, William Finley og Kyle Richards samt make-up artist Craig Reardon. De taler på skift over forskellige scener. Desværre er Hooper ikke med, men det er et udmærket kommentarspor, hvor man indvies i flere fine og sjove minder fra filmen, bl.a. om den knapt så elegante krokodille og samarbejdet med Hooper.

Herudover er der fine interviews med Hooper (19 min.), Englund (15 min.) og Burns (5 min.), hvilket kompenserer en smule for deres fravær på kommentarsporet. Slutteligt en feature om Joe Ball som karakteren Jeff løst er baseret på (23 min.), syv trailers for filmen, TV- og radio-spots (3 min.) samt et slideshow med fotos fra filmen (8 min.) og en alternativ titelsekvens. Alt i alt et fint supplement til en kuriøs og vanvittig lille 70’er-perle.

Originaltitel: Death Trap, USA, 1977
Instruktion: Tobe Hooper
Medvirkende: Neville Brand, Mel Ferrer, Robert Englund, Carolyn Jones, Marilyn Burns m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Another World Entertainment

En hårrejsende tivolitur

/i /af

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.