Indlæg

En hårrejsende tivolitur

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:
The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.