Indlæg

THE FLORIDA PROJECT: Livet stopper ikke op og venter på dig

Biografanmeldelse: Der sker sådan set ikke så meget i det farvestrålende og barskt rørende drama ‘The Florida Project’. Her dumper man mest af alt ned midt i det svære liv en varm sommer hos den 6-årige Moonee. Hun bor med sin unge mor på et forfaldent motorvejsmotel i Florida, hvor dagene blot går, mens livet forsøges opretholdt og huslejen betalt.

Sådan kan livet jo netop også være. Den ene dag tager den anden uden det store drama. Det gælder her, hvor det er hverdagens stille ilagte drama, som konstant ulmer lige under den solbeskinnede overflade. Et råt liv uden egentlig retning – andet end hen imod næste regning, der skal betales for ikke at blive smidt ud af de spartanske kår.

The Florida Project biograf 03

Det lyder måske nok deprimerende, men dette slice-of-life-drama fortælles fra den lille piges uskyldige og naive perspektiv. Således forvandles hver dag til et nyt eventyr og en leg denne sommer, som synes uendelig. Den brutale virkelighed spøger dog konstant og vagtsomt i kulissen, hvor hendes mor Halley har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

Men selvom her måske nok ikke sker det store, ruller selve livet alligevel afsted for øjnene af mig, hvor den afdæmpede fortælling foldes ubesværet og naturligt ud i hænderne på instruktør Sean Baker, mens fotograf Alexis Zabe indfanger filmen i børnehøjde og de farverige omgivelser med dragende appel. Smukt, forførende og eventyrligt midt i den ellers barske fortælling.

The Florida Project biograf 02

Castet giver på samme måde ubesværet og naturligt liv til de solvarme dage. Her med en herligt rapkæftet Brooklynn Prince som Moonee og hendes ligeså kække ven Scooty i skikkelse af en drilsk Christopher Rivera. De to er dynamit sammen. Bria Vinaite har udfordret mor-potentiale som Halley, mens Willem Dafoe er motellets hårde, men empatiske bestyrer.

Filmens styrke ligger blandt andet i netop dens løse form, hvor dagene blot går uden videre plotmæssig retning. Det bliver dog også en svaghed, da karaktererne sine steder kommer til at cirkle lidt for meget om sig selv. Det ændrer dog ikke på, at rollebesætningen og den universelle fortælling om blandt andet barndom og uskyld greb mig sikkert om hjertet og blev der.

– ‘The Florida Project’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars


– ‘The Florida Project’ får biografpremiere den 1. marts.