Indlæg

J.J. Abrams står bag ny mystisk teaser trailer

Nej, det er åbenbart ikke nok for J.J. Abrams at have fingrene nede i Star Trek-universet og at skulle instruere den kommende Star Wars-film. Nu har han og hans produktionsselskab Bad Robot nemlig frigivet en mystisk teaser trailer med titlen Stranger. Men hvad er den for? Well, det vil han ikke sige.

Så ja, lad gætterierne begynde (*J.J. Abrams sits back and waits for the teaser to go viral… done.). Ja, måske han bare har lavet den for at fucke lidt med sin fanbase – men se den selv her i toppen. Hvad mener du?

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

Se andet J.J. Abrams-relateret:
– Min anmeldelse af Star Trek Into Darkness HER.
Alle fejl i ’Star Trek’ på 5 minutter
En ærlig trailer for ’Star Trek’

Pattinson skyder sig selv i ’Cosmopolis’-teaser

Så for satan, den første teaser-trailer til David Cronenbergs kommende Cosmopolis er landet. Robert Pattinson spiller her en ung millionær, der kommer på en noget bizar tur – og så ikke et ord om hans gummi-vampyr-rolle, men jeg er spændt på om han kan levere varen. Noget tyder på det. Cronenberg er en af mine store favoritter – og føj hvor ser den her forrygende voldsom ud. Så er du advaret, eller opfordret.

[vimeo]http://www.vimeo.com/38983140[/vimeo]

For der bliver givet los i teaserens små 30 sekunder. Pattinson skyder hul i sin egen hånd og tisser på bagsædet af en limousine, der er knivstikkeri i et øje, mystiske våben, en mand iført rottemaske samt nøgenhed og sex. Smæk for skillingen og Cronenberg som back in the days, fristes jeg til at sige. Jeg kommer i hvert fald til bl.a. at tænke på hans teknologiske kødelighedsfortælling Videodrome fra 1983, mere end de ligeledes fremragende A History of Violence og Eastern Promises fra 2005 og 2007.

Her i landet mangler Cronenbergs anden nye film stadig at få premiere, det psykoanalytiske trekantsdrama A Dangerous Method med Michael Fassbender, Viggo Mortensen og Keira Knightley. Så der venter sørme hele to nye Cronenberg-film i en nær fremtid. Cosmoplis har endnu ingen premieredato. A Dangerous Method har premiere d. 21. juni. Jeg behøver vel næppe sige, at jeg glæder mig. Meget…!

’The Avengers’ i pap og med billig maling

Første teaser trailer for den længe ventede superhelte-sammenkomst The Avengers ladede i sidste uge. Her samles Marvel-heltene Thor, Iron Man, Black Widow, Captain America, Hulk og Hawkeye til det helt store Blockbuster-brag. Nu er traileren (der ikke gjorde det helt store for mig) blevet ”sweded” – og hvis man har set Michel Gondrys finurlige Be Kind Rewind med Jack Black og Mos Def, kender man det kryptiske begreb ”at swede”.

Det betyder kort fortalt at genindspille film med få midler, men med stor kreativitet. Og det er faktisk en ret opfindsom genindspilning af den eksplosive trailer – tjek evt. originalen først for at sammenligne. Men tror nu det er bedst for alle parter, hvis det forbliver ved dette remake af traileren og ikke hele filmen…

Se et par andre ”swedede” filmfjollerier:
’TRON: Legacy’ med et noget skrabet budget
’Inception’ sweded af vanvittig familie

Første teaser trailer til ’The Avengers’

Der er sluppet billeder ud hist og her for den kommende superhelte-sammenkomst The Avengers, men nu er første officielle teaser trailer landet. Det er Marvel-heltene Thor, Iron Man, Black Widow, Captain America, Hulk og Hawkeye, der teamer op til det helt store actionbrag. Det bliver spændende at se, hvorledes man vil balancere sådan en flok egenrådige superhelte i en og samme film.

I filmen gentager flere af skuespillerne deres respektive helte-roller. Her finder man bl.a. Chris Hemsworth, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Chris Evans, Mark Ruffalo og Jeremy Renner samt selvfølgelig Nick Fury i Samuel L. Jacksons skikkelse – manden, der de sidste par år har haft for vane at dukke op efter rulleteksterne på flere af Marvel-filmatiseringerne og tease The Avengers.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=zatgnqdIefs[/youtube]

Umiddelbart får jeg ikke det store sug i maven over denne teaser, men mon ikke man kan vente sig ganske habil helte-action – om ikke andet ser jeg frem til, at Robert Downey Jr. atter en gang indtager rollen som Iron Man. Filmen indtager de danske biografer d. 3. maj 2012.

Første trailer til ’The Amazing Spider-Man’

Nå, er I klar på endnu en omgang Spider-Man? Der er jo et reboot på vej af den spindelvævssvingende helt – nu med Andrew Garfield i titelrollen. Nu har den første trailer ramt nettet. Ja, jeg ved godt, at der har været en bootleg-version i omløb et par dage, men ville vente med at poste til skidtet kom i en bedre kvalitet. So here you are.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men nok noget der tog sig markant anderledes ud end de tre ’Spider-Man’-film med Tobey McGuire. Men ud fra traileren at se, så ligner The Amazing Spider-Man mere af samme skuffe – sådan cirka – og rammer ikke umiddelbart den mere dystre tone, der i sin tid blev lovet. Men det må vi vente til næste sommer med at se, hvor filmen får premiere.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Z50FlEoS3MQ[/youtube]

Fik jeg sagt, at filmen bliver i 3D? Well, så er det jo godt, at der lige smides lidt ’first-person-tag-svingeri’ i gryden – den rene rutsjebanetur. Og ja, det er stadig sjovt, at instruktøren hedder Marc Webb – get it. Han stod bag den søde 500 Days of Summer, så måske lykkedes det ham at bringe reelt drama på banen. Men fair nok, jeg skal da se filmen – den har bare ikke førsteprioritet.

På rollelisten finder man bl.a. også Emma Stone, Rhys Ifans, Denis Leary, Campbell Scott, Irrfan Khan og Martin Sheen. Next summer bliver det altså flagermus vs. edderkop – hvem mon vinder?

To knægte finder underligt dyr …

Neill Blomkamp instruerede den fænomenale District 9 – I ved, filmen hvor et enormt rumskib svæver over Johannesburg. Det var en af sidste års bedste film, så at der nu muligvis er nye pip fra ham, er spændende. I hvert fald kunne noget tyde på det. For med den seneste digitale version af WiReD Magazine (nummer 18.12) fulgte følgende teaser med, krediteret Blomkamp.

Det er ikke meget, man får at vide, men der lægges spor ud – så lad allerede nu gætterierne og hypen begynde. Den virale-kampagne er hermed skudt i gang. Læg fx mærke til hvad der står trykt på det underlige dyr – bl.a. ”AGM Heartland” – der er muligvis noget med genetiske og biologiske eksperimenter på færde. Og prøv da også lige at søg på “Montauk Monster”, nu du er i gang.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=L-IQdQYTBKU&feature[/youtube]

Norske trolde på spil

Vores norske naboer fifler for tiden med en film, der godt kunne gå hen og blive interessant. Instruktør Andre Øvredal har nemlig sluppet et billede samt to klip og en teaser løs for hans kommende film The Troll Hunter – min interesse er i hvert faldt vakt.

Ud fra klippene at bedømme, lægger filmen sig i samme boldgade, som ”hjemmevideoen” The Blair Witch Project og den håndholdte monsterfilm Cloverfield – den markedsføres da også som en dokumentar.

Filmen handler om en gruppe studerende, der opdager at regeringen holder eksistensen af trolde i Nord-Norge skjult for befolkningen. En spændende præmis, som den dokumentariske tilgang synes at kunne matche engagerende.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=5nnoGTQRodk&feature[/youtube]

Se de to andre klip fra filmen HER og HER, hvor der er lidt mere trold at komme efter. Så hvis man ikke vil have spoilet for meget, så hold igen. Besøg også filmens Facebook-side HER.

– Klik videre for et troldebefængt billede fra filmen –> Læs mere

Milla Jovovich amok i en tredje dimension

Teaser traileren til den fjerde Resident Evil film, Resident Evil: Afterlife har ramt nettet – og det med et brag. Well, op til flere brag, for der er fjollet meget smæk på – altså på en herligt overdreven måde og med cheesiness-faktoren skruet godt op.

Traileren proklamerer bombastisk at være ”Filmed with the James Cameron/Vincent Pace Fusion Camera System. The World’s most advanced 3D technology”. Jamen dog. Billedsiden matcher dog ikke ligefrem dette, for traileren igennem flyver der på mest old school facon alt fra flyvemaskiner, solbriller og kastestjerner ud i fjæset på publikum. Ja ja, laber teknologi alene skaber som bekendt ikke gode film – vel Cameron. Men den her ser sgu underholdende ud.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=-deR34VdJ5k&feature=player_embedded[/youtube]

Milla Jovovich er igen tilbage som badass asskicker, mens Paul W.S. Anderson igen instruerer efter at have ladet andre varetage tjansen på de to foregående film. Jeg har klart været bedst underholdt af den tredje film og gruer lidt for at manden bag bl.a. den fatale AVP: Alien vs. Predator igen instruerer.

Men traileren, som med voldsom kraft og tilsat det heftige nummer The Outsider af A Perfect Circle buldrer underholdende dumt af sted og samtidig ikke er for fin til at kopiere lidt action fra The Matrix Reloaded ser bestemt sjov ud – og hvem kan stå for slaglininen ”Experience a new dimension… of EVIL!”.

– Filmen er sat til at ramme Danmark d. 29. september.